Mødedato: 12.12.2017, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Opsamling på Fritidslivs- og trivselskonference for børn og unge

Indstilling

Formanden indstiller,

I) at Lokaludvalget tager orientering om undersøgelse af og konference om børn og unges Fritidslivs- og trivsel til efterretning.

II) at Lokaludvalget drøfter det videre arbejde, særligt med udsatte børn og unge, i lyset af undersøgelsen og lokaludvalgets egen bydelsplan.

 

Problemstilling

Lokaludvalget har været medarrangører af en konference om børn og unges fritidsliv og trivsel i Valby. På konferencen fremlagde Center for Ungdomsstuder (CUR) en ny rapport bestilt og betalt af Børne- og Ungdomsforvaltningen (se bilag 1). Rapporten har både haft et kvantitativt og et kvalitativt datagrundlag.

I den kvantitative surveyundersøgelse har elever i 3.-9. klasse på seks skoler i
Skoledistrikt Valby deltaget: Hansted Skole, Kirsebærhaven Skole, Lykkebo Skole, Valby Skole, Vigerslev Allé Skole, Aalholm Skole, samt børn på Bavnehøj Skole i Skoledistrikt Sydhavnen men bosiddende i Valby.

643 survey besvarelser (ca. 20% af populationen)
318 fra elever I 3.-5. klasse
325 fra elever I 6.-9. klasse

Derudover er der udført interviews med og observationer af børn og unge, forældre, trænere og ledere fra foreningslivet, klubmedarbejdere og medarbejdere i boligsociale helhedsplaner

Rapporten er inddelt i følgende temaer:

Den frie fritid
Fritidsklubber
Det organiserede foreningsliv
Trivsel
Valby nu og i fremtiden

Rapporten peger på en række områder hvor indsatser omkring børnenes fritidsliv kan styrkes og hvor trivslen kan forbedres.

Den frie fritid

Generelt bruger både børn og unge rigtig meget af den frie - altså ikke organiserede fritid sammen med deres venner. De yngste leger hjemme hos hinanden (67% mindst én gang om ugen) og hele 87% af de ældste er sammen med deres venner mindst en gang om ugen. 

Ud over fysisk samvær bruger børnene i høj grad spillekonsoller og tv, og især de unge er også i meget vidt omfang brugere af sociale medier. De unge bruger dog de sociale medier som platforme for at aftale hvor man skal mødes i det fysiske rum.

Fritidsklubber

Blandt de adspurgte går 58% i fritids- junior- eller ungdomsklub. Flest i 4. og 5. klasse (hhv. 88 og 81%). I 6. klasse forekommer der et markant fald til 61% og det fortsætter i 7. og 8. klasse til hhv. 32% og 26%. Frekvensen af hvor ofte de unge kommer falder også med alderen. Klubben opleves generelt som et frit sted med nogle anderledes og sjove voksne, som dog godt må sætte gang i flere aktiviteter. Rapporten peger generelt på, at der fortsat er brug for tydelige voksne i børnenes og de unges liv. Det gælder også klubpædagoger.

Det organiserede foreningsliv

Af rapporten fremgår det, at 73% af børn og unge deltager i en organiseret fritidsaktivitet - flest i 3. - 5. klasse. Sport er langt den største fritidsaktivitet. Piger - og særligt piger med etnisk minoritetsbaggrund er fortsat underrepræsenteret i det organiserede foreningsliv. Generelt trives børn af forældre der ikke er født i Danmark også dårligere i foreningslivet, end børn hvis forældre er født i Danmark. Rapporten peger endvidere på, at information om, hvad man kan gå til af fritidsaktiviteter fortsat ikke når ud til alle forældre og børn- og unge. I valg af fritidsaktivitet spiller familiens økonomi også en ganske stor rolle - i hvert fald i børnenes- og de unges fortælling om valg af aktivitet.

Trivsel

Den generelle trivselstilstand er god: Mellem 86 og 96% føler sig altid eller ofte godt tilpas i deres fritid. Jo ældre de unge bliver falder den generelle trivsel dog, og tilfredsheden med 'sig selv som man er' falder for især pigerne. Det samme gør kropstilfredshed for både piger og drenge, mens stress og mobning stiger. Generelt er tallene værst for piger.

Ønsker til Valby

Både børn og de yngste unge peger på, at de gerne vil have bedre uderumsfaciliteter. Adspurgt om hvilke gadeaktiviteter de kunne tænke sig mere af svarer drenge generelt gadeidræt og pigerne generelt musik, teater, dans og festivaller.

Powerpoints fra konference samt samlet opsamling fra undersøgelsen kan ses online som bilag til dagsordenen, via www.valbylokaludvalg.kk.dk

 

Løsning

Undersøgelsens resultater peger på en række mulige forbedringer for børn og unges fritidsliv og trivsel. Nogle af forbedringerne kan imødekommes hurtigere end andre, og nogle er mere ressourcekrævende and andre. Lokaludvalget tager en foreløbig drøftelse af, hvilke af de temaer og problemer rapporten peger på, man vil arbejde videre med i det nye år og henstille, at et nyt lokaludvalg arbejder med.  

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Valby Lokaludvalg

 

Beslutning

ad. 1: Stefan Emkjær orienterede om resultaterne af undersøgelsen og konferencen.

ad. 2: Punktet blev drøftet, der tages en drøftelse i foråret, når der foreligger materiale.

Til top