Mødedato: 12.11.2013, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Drøftelse og beslutning vedr. Valby Kulturdage

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller, at Valby Lokaludvalg godkender:

    1. at Valby Kulturdage 2014 finder sted fredag d. 5. september 2014 i tidsrummet 17.00 - 22.00 samt lørdag d. 6. september i tidsrummet 10.00 - 22.00.

    2. at den nuværende geografi fastholdes, dog med Porcelænstorvet som undtagelse idet denne kun bør tages i brug, såfremt en aktør ønsker det og selv tager ejerskab til aktiviteterne på pladsen.

Problemstilling

På baggrund af beslutning på Lokaludvalgets møde i oktober 2013 vedr. Valby Kulturdage, har formanden afholdt møde med handelslivet med henblik på at afklare handelslivets holdning til dato, antal dage samt åbningstider for Kulturdagene i 2014.

Løsning

På baggrund af handleslivets meldinger og styregruppens indstilling ved Lokaludvalgsmødet i oktober 2013 indstiller formanden at Valby Lokaludvalg godkender:

    1. at Valby Kulturdage 2014 finder sted fredag d. 5. september lørdag d. 6. september 2014. Kulturdagene afkortes demed med søndagen. Åbningstider: 

Fredag flydende start til kl. 22.00
Lørdag kl. 10.00 - 22.00

valby Langgade lukkes af i tidsrummet fredag middag til lørdag midnat.

    2. at den nuværende geografi fastholdes, dog med Porcelænstorvet som undtagelse idet denne kun bør tages i brug, såfremt en aktør ønsker det og selv tager ejerskab til aktiviteterne på pladsen. Loppemarkedet som har ligget på Porcelænstorvet ligges på Valby Langgade omkring Gl. Jernbanevej og kan være med til at fylde huller ud.

Der bør laves en markedsføring af arrangementet i flere lokalaviser, med annoncering af 5 store begivenheder, som Valby kan brandes på i den weekend.
Stryregruppe for Kulturdagene skal arbejde for at der bliver laves en koordinering og planlægning af musikprogrammet, således at der i højere grad skabes en rød tråd gennem Kulturdagene. Dette kunne gøre ved at det er sammen person/booking-eventbureau, som bestiller til Kulturdagene.
Valby kulturdage skal markedsføres under et samlet logo. Det indstilles derfor under punkt 17 i denne dagsorden, at der afsættes 8.000 kr. til at købe sig ind på rettighederne til det logo, som Spinderiet anvender under Kulturdagene.

Økonomi

Det er vigtigt, at den nuværende økonomi fastholdes, selvom arrangementet afkortes således, at det er muligt at opnå en mere fortættet oplevelse af liv og festlighed under Kulturdagene. Da Valby Kulturdage i sin tid blev forlænget med søndagen, blev der ikke tilført flere midler af den årsag.

/ Lisbeth Ritter

Beslutning

Valby Lokaludvalg godkendte det samlede punkt.
Til top