Vedtagelse af aktiviteter i Valby Lokaludvalgs telt under Valby Kulturdage
Tidligere beslutninger
Indstilling
Formanden indstiller
1) at Valby Lokaludvalg drøfter forslaget til aktiviteter under Valby Kulturdage
2) at Valby Lokaludvalg afsætter 34.000 kr. fra den interne pulje i et rammebudget til aktiviteter under Valby Kulturdage
Problemstilling
Generelt er det vigtigt at fokusere om en eller to sager på Valby Kulturdage. De besøgende på kulturdagene har mange ting, de gerne vil nå og se, så vi får mest ud af det, hvis vi ikke beder dem forholde sig til for meget.
Derudover er det vigtigt, at emnerne serveres på en indbydende måde, der opfordrer til handling på stedet.
Sekretariatet har delt emnerne op i tre temaer: Politik, blikfang og byvandringer:
Politik:
Lokaludvalgets telt fokuserer på to politiske sager:
- Valby Idrætspark
Vi får fremstillet to-tre plancher, der illustrerer hovedpunkterne i den fornyede vision for Valby Idrætspark. Vi laver aftaler med nogle af de aktører fra klubberne, der har været med til at lave planen, om at være til stede i teltet på bestemte tidspunkter, for at fremlægge og diskutere med interesserede borgere.
Evt. også en form for borger-input til planen, ved at man på plancherne kan markere en prioritering af de projekter, visionsplanen foreslår.
- Helhedsplan for Toftegårds Plads
Det er vedtaget at arbejde med et bibliotek på Toftegårds Plads, og på tidspunktet for kulturdagene vil der ligge et budgetnotat til behandling på Budget ’19. Notatet vil indeholde et forslag til, hvordan det nye bibliotek skal se ud, og hvor på pladsen det skal ligge.
Vi foreslår derfor at få lavet en model af Toftegårds Plads, der inkluderer biblioteksbygningen. Derudover får vi lavet en række små figurer, som forestiller nogle af de ønsker, borgerne har haft til pladsen, f.eks.: Begrønning, træer, legeplads, cykler, dansepavillon, teatersal, springvand mm.
Borgerne kan slå sig ned, og bygge den Toftegårds Plads, de drømmer om. Derefter opfordrer vi dem til at tage et billede af resultatet, som de sender til os. Vi printer løbende billederne ud, og hænger dem op på teltets vægge.
Imens de besøgende er optaget af dette, kan vi få en god diskussion af mulighederne for Toftegårds Plads, og en masse ideer vi kan arbejde med efterfølgende.
Blikfang:
Vi får produceret et nyt, stort kort over Valby, som rulles ud foran teltet. Vi indkøber små biler, matadorhuse, træer og andre små figurer, som man kan lege med at placere på kortet.
Formålet er at skabe en sjov aktivitet, som især børn kan fordybe sig i, imens vi kan tale med deres voksne om, hvad lokaludvalget er og kan.
Byvandringer:
Sekretariatet foreslår at gentage to af byvandringerne, som vi inviterede til i foråret i forbindelse med lanceringen af Kunst i Valby. F.eks. en til skulpturer i Gl. Valby, og en til gavlkunsten i området. Mødested ved Valby Lokaludvalgs telt, og efterfølgende får deltagerne kortet med kunstruter med sig videre.
Budget:
- Nyt, stort kort over Valby: 3000 kr.
- Legetøj/figurer til nyt Valby-kort: 2000
- Byvandringer (honorar til guider): 2000 kr.
- Plancher om Valby Idrætspark (grafisk opsætning og tryk på skumplader): 7000 kr.
- Model af Toftegårds Plads: 20.000 kr.
- Total: 34.000 kr.
Pengene udmøntes fra lokaludvalgets interne puljemidler.
Priserne i budgettet er overslag.
Noget af materialet, f.eks. Valbykortet, plancher om Valby Idrætspark og model af Toftegårds Plads, vil kunne bruges igen til borgerinddragelse i andre sammenhænge.
Løsning
Valby Lokaludvalg godkender indstillingen og afsætter 34.000 kr. fra den interne pulje til aktiviteter under Valby Kulturdage.
Økonomi
Videre proces
Vedtages indstillingen går sekretariatet i gang med at indhente tilbud og få produceret materiale.
Beslutning
ad. 1: Valby Lokaludvalg drøftede forslaget
ad. 2: Indstillingen blev godkendt