Mødedato: 10.12.2013, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Lokalpuljen

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
1) at Valby Lokaludvalg drøfter og tager beslutning om støtte til de indkomne ansøgninger

Problemstilling

Valby Lokaludvalg har modtaget tre ansøgninger til Lokalpuljen 2013 og 7 ansøgninger til Lokalpuljen 2014.

Ansøgninger til Lokaludvalgets pulje 2013/2014

 

2013:

1)      Samvirkende menighedsplejer, Julehjælp…                                         Ansøgt:             40.000,00

2)      Supervirkelighed, Superjul                                                                           Ansøgt:             26.575,00

3)      Kultur Valby, Lys på skøjtebanen                                                               Ansøgt:             40.000,00
                                                                                                                                           
I alt:                    106.575,00

 

2014:

1)      Cowbell  Music, Vinterjazz  2014                                                                 Ansøgt:             110.500,00

2)      Kirsebærhavens Skole, Madindkøb til kulturcenter                          Ansøgt:             26.600,00

3)      Ældre Sagen, Nytårskoncert                                                                         Ansøgt:             4.000,00

4)      Lånerværket, Lånerværket                                                                           Ansøgt:             5.000,00

5)      Valby Spil, Svinedrengen                                                                               Ansøgt:             30.000,00

6)      Peter Dyreborg, Poetry Slam                                                                       Ansøgt:             10.000,00

7)
     
Kultur Valby, Frost - Koncert på Skøjtebanen                                       Ansøgt:            35.000,00
                                                                                                                                          I alt:                    221.100,00

2013:

1)      Samvirkende menighedsplejer, Julehjælp til dårligt bemidlede og ofte ensomme medborgere i Valby. Ansøgt 40.000 kr.

Der søges om julehjælp til ubemidlede via Valbykirkerne eller med direkte afsendelse fra kontoret i Valby. Projektet går i gang gang d. 2. december og varer indtil d. 22. december. Desuden afholdes 7. december i alt 3 julefester for ensomme ældre, hvoraf mange er ubemidlede. Heraf deltager 12 borgere fra Valby.Samvirkende Menighedsplejers julehjælp består endvidere i kontante beløb til de kirker i Valby, der organiserer julehjælp i form af julekurve, gavekort eller kontanter efter kirkernes valg. Endvidere støttes borgere i Valby, der ikke kan få eller ikke ønsker at få julehjælp direkte fra kirkerne. De 3 omtalte julefester er for ensomme, i nogle tilfælde helt isolerede borgere (typisk +65-årige), der for manges vedkommende er psykisk syge eller psykisk skrøbelige. En stor procentdel af disse borgere er også dårligt bemidlede, derfor er deltagerbetalingen til julefesten på højst 150 kr., og resten af betalingen må Samvirkende Menighedsplejer skaffe på anden måde.  Der søges i alt 40.000 kr. ud af i alt 72.600 kr. Lokaludvalget bevilgede i 2012 20.000 kr. til tilsvarende projekt.
 Indstilling: Puljeudvalget indstiller over for Lokaludvalget, at der afsættes kr. 25.000 til projektet, under forudsætning af, at støtten komemr Valbyborgere til gode

2)      Supervirkelighed: Super Jul. Ansøgt 26.575 kr.

Kulturaktiviteten Superjul i Valby har til formål at gøre Valby mere livlig, kreativ og involverende at bo i gennem tre udendørs jule-lege-zoner på pladser i Valby. Det foregår ved at en lege-facilitator med en lege-kuffert kommer til området. Facilitatoren gør klar til kerneaktiviteten, som er nye og gamle jule-lege. Som afslutning på Superjul i Valby afholdes et samlende julemesterskab. Projektet foregår i sparring med Kultur Valby. Områdeløftet Gl. Valby søges om 11.425 kr.
Indstilling: Puljeudvalget indstiller over for Lokaludvalget, at der afsættes 5000 kr. møntet på produktionsomkostninger samt markedsføring.Der opfordres til at tage kontakt til skoler og institutioner med henblik på deltagere.

 3)      Kultur Valby: Lys på skøjtebanen. Ansøgt 40.000 kr.

Lyset på skøjtebanen skal bidrage til at skabe et bedre, hyggeligere, smukkere og trygt byrum på Toftegårds Plads Syd, hvor pladsen inviterer til ophold og leg – også efter solnedgang. Ambition er at omdanne en vintermørk Toftegaards Plads til en lysende publikummagnet som får bydelen til at hænge sammen og som skal skabe en forbedret oplevelse af et af Valbys faste vintertilbud; både for Valbyborgere og gæster udefra. At skøjte er god motion og en aktivitet hvor borgerne gør brug af byrummet og bevæger sig - på trods af vinterkulden. Projektet foregår fra dec. 2013 – marts 2014, men lyset skal indkøbes i 2013, hvorfor midlerne evt. skal afsættes i indeværende år.
Indstilling: Puljeudvalget indstiller over for Lokaludvalget, at der afsættes 25.000 kr. idet det forventes, at Kultur Valby lægger en egenfinansiering i projektet.Der opfordres til at indkøbe materialer, der kan genbruges.

 

2014

1)      Cowbell Music, Vinter Jazz 2014. Ansøgt 110.500 kr.

Cowbell ved Benjamin Koppel søger om støtte til at afholde en vinterjazzfestival i Prøvehallen, Valby i februar 2014. visionen er at bygge videre på festivalens fireårige historik og kunstneriske profil, hvor Cowbell og festivalens kunstneriske leder Benjamin Koppel sammensætter en række unikke ensembler. I 2014 er temaet det nordiske, det nordiske tonesprog, nordiske musikere og nordiske temaer – i mødet mellem danske musikere. Alle koncerter afholdes ca. den 6.-9. februar i Multisalen, Prøvehallen, Valby med plads til 140 tilhørere. Budgetrammen er 298.500 kr. for det samlede arrangement. Lokaludvalget ansøges om at dække det budgetterede underskud. Valby Lokaludvalg støttede projektet i 2013 med 25.000 kr. 
Indstilling: Puljeudvalget indstiller over for Lokaludvalget, at arrangementet støttes med en underskudsgaranti på 25.000 kr.

 2)      Kirsebærhavens Skole, Midler til råvare-indkøb til kulturcenteret. Ansøgt 26.600 kr.

Der søges om i alt 26.000 kr. fordelt med 11.400 kr. i 2013 og 15.200 kr. i 2014.
Forældre og børn i lokalområdet omkring Kirsebærhavnes Skole mødes til hygge, mad og samvær som modvægt til en i øjeblikket stigende tendens til hærværk og uro blandt unge. Projektet er allerede i gang, men mangler finansiering fremadrettet. Deltagerantallet ligger på ca. 70. Ideen er at skabe netværk mellem de mange forskellige kulturer og sociale lag i området. Projektet kaldes ”Kirsebærhavens Kulturcenter”. I oktober 2013 bevilgede Lokaludvalget 11.400 kr. i underskudsgaranti for 2013. De to initiativtagere søger nu igen Lokaludvalget om finansiering for arrangementer i 2014.
Indstilling: Puljeudvalget indstiller over for Lokaludvalget, at der afsættes en underskudsgaranti på 15.200 kr. til projektet i 2014.

3)      Ældre Sagen, Nytårskoncert
Ældre sagen søger i lighed med tidligere år Lokaludvalget om en underskudsgaranti for Nytårskoncert, som afholdes d. 11.01.2014 i Timotheus Kirke. Der er tale om lettere klassisk musik dirigeret af Niels Borksand og med Anne Sophie Hjort Ullner som sopran. I 2013 bevilgede Lokaludvalget 3000 kr. til projektet.
Indstilling: Puljeudvalget indstiller over for Lokaludvalget, at der afsættes en underskudsgaranti på  3000 kr. til arrangementet under betingelse af, at Lokaludvalgets logo fremgår i markedsføringsmaterialet samt på programmet.

4)      Lånerværket, Lånerværket. Ansøgt 5000 kr.

Lånerværket søger Lokaludvalget om midler til Projektet ”Lånerværket” til at skabe en platform for en låne- og byttebørs blandt boligforeninger m.v. Tanken er, at iværksætte et system og gøre det legitimt at låne og bytte med hinanden blandt beboere således, at beboere ikke behøver at købe hver deres ting. Lånerværket vil skabe et bedre fællesskab i foreningen og skabe nye lånefællesskaber. Projektet løber over vinteren 2013/2014. Lokaludvalgets miljømedarbejder er positivt stemt over for projektet og vil evt. gerne indgå i et samarbejde.
 Indstilling: Puljeudvalget indstiller over for Lokaludvalget, at der afsættes 5000 kr. til projektet.

 5)      Valby Spil, Svinedrengen. Ansøgt 30.000 kr.
Valby Spil vil i slutningen af maj måned opføre H.C.Andersens eventyr Svinedrengen, og vil frit efter eventyret improvisere teatertruppens  egen udgave frem. Denne gang opføres Valby Spils stykke på 6. sal i bygningen ”Slottet” i den ny Carlsberg-by. Budgetrammen for arrangementet er 98.000 kr. På indtægtssiden forventes afkast fra forskellige fonde, en egenfinansiering på 5000 kr. samt billetindtægter på 8000 kr. Lokaludvalget bevilgede i 2013 30.000 kr. til projektet som blev afholdt i Kulturhusets teatersal.
Indstilling: Puljeudvalget indstiller over for Lokaludvalget, at der afsættes 30.000 kr. til projektet.

6)      Peter Dyreborg, Poetry Slam. Ansøgt 10.000 kr.
Der ansøges om støtte til to poetry slam arrangementer. Det første afholdes fredag den 7/3-2014, i forbindelse med litteraturfestivalen Kbh. Læser, og fungerer også som optakt til Kvindernes Internationale Kampdag, den 8/3-2014. Det andet afholdes fredag den 2/5-2014, og fungerer som en opfølgning på 1. maj. Der er ikke tale om politiske arrangementer, men om shows, der bruger de to mærkedage som en tematisk ramme. De optrædende vil således bruge mærkedagene som kunstnerisk inspiration. Arrangementerne følger op på de initiativer, ansøger har iværksat i forbindelse med Valby Kunstår 2013, og bruger også erfaringerne herfra, som bl.a. viste, at det var muligt at tiltrække publikum både lokalt fra Valby og øvrige dele af Storkøbenhavn. Der er tale om arrangementer af høj kunstnerisk kvalitet inden for poetry slam, ligesom der er tale om en original og opsigtsvækkende markering af de to nævnte mærkedage i Valby.
Indstilling: Puljeudvalget indstiller over for Lokaludvalget, at der afsættes en underskudsgaranti på 10.000 kr. For arrangementerne. 

7)      Kultur Valby, Frost – Koncert på skøjtebanen
Med inspiration fra amerikanske rulleskøjte-diskoteker, og efter sidste års succes, vil Kultur Valby gerne invitere borgere og turister til skøjtebanekoncert på skøjtebanen på Toftegårds Plads. Et band vil spille på en opsat scene ved siden af skøjtebanen og publikum kan nyde koncerten fra isen eller fra områderne ved siden af skøjtebanen. Koncerten skal foregå en søndag eftermiddag i tidsrummet 16-19 og skal være centreret omkring musikken, men med omgivelserne som stærk medspiller. Frost festivalen er en koncertrække, der gennem hele februar måned præsenterer unikke koncertbegivenheder på Københavns etablerede spillesteder og i uvante omgivelser rundt omkring i byen.
Kultur Valby ønsker at invitere til en uformel søndag eftermiddag på Toftegårds Plads, hvor publikum kan få en stærk musikalsk oplevelse, og samtidig bruge en af vinterens mest skattede udendørsaktiviteter - skøjtebanen. Tidsrummet vil imødekomme børnefamilier.
Indstilling: Puljeudvalget indstiller over for Lokaludvalget, at der gives afslag om støtte til projektet, idet det er et dyrt projekt i forhold til længden og koncerten ligegr i slutningen af skøjtebanens sæson. 
 

ØKONOMI

2013

Rest i lokalpuljen2013: 118.191

Ansøgt 2013:   106.575,00

Indstillet 2013: 55.000 kr.

Såfremt indstillingerne vedtages af lokaludvalget vil der være et restbeløb på 48.191 kr. i Lokaludvalgets puljemidler. Disse midler vil blive anvendt til de af Lokaludvalget prioriterede forslag som blev vedtaget på Lokaludvalgets møde d. 12.11.13 under punkt 17.

 

2014

Under forudsætning af vedtagelse af puljemiddelbudget 2014 under punkt 14 er økonomien i Lokalpuljen 2014 således, idet der er afsat kr. 100.000,- til Valby Kino og 70.000 til Teater Vs skolescene på tidligere møder:

 Lokalpuljen 2014  Budget  Disponeret per 1/12 2013  Indstillet 10/12 2013 Resterende beløb
   1.100.000  170.000  88.200  841.800

Økonomi

Alle beløb anvises på IM konto 06455111999000


Lisbeth Ritter

Beslutning

Indstillingerne for bevillinger i 2013 blev godkendt.
Indstillingerne for bevillinger i 2014 blev godkendt,
Der blev  krævet afstemning om at give støtte til ansøgningen om Frost festival
For stemte Ole Søren Andersen og Birgitte Vind
Undlod: Lars Brandt, Martin Boserup
De resterende stemte imod.

Den oprindelige indstilling blev godkendt



Til top