Orientering om gavlmalerier i pigekvarteret
Indstilling og beslutning
1) at Valby Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning
Problemstilling
Følgende orientering er modtaget fra Områdefornyelsen Gl. Valby.
Der er tidligere lavet ialt 4 galvudsmykninger på bebyggelsen omkring Lukretiavej.
Valby Fortællinger er titlen på et kunstprojekt, hvor gavle udsmykkes i de dele af kvarteret, der trænger til et løft. Vi har især fokus på Pigekvarteret, hvor der allerede er udsmykket 5 gavle og hvor endnu en er under udarbejdelse. Derudover har vi fået udsmykket en gavl på Valby Langgade, og har yderligere to gavludsmykninger i støbeskeen med placeringerne Herman Bangs Plads og Skolegade 2.
Temaet for udsmykningerne er fortællinger fra kvarteret. Vi har både arbejdet med lokale fortællinger fra beboere fra Lejerbos bygninger på Blankavej og Lukretiavej, men også med Galore, som jo er en helt anden fortællinger om en tradition om Urban Art i Valby.
Udsmykningerne har forskellig udformning: maleri, installationer og ord.
Vi har længe har en proces i gang med Statens kunstfonds udvalg for Kunst i Det Offentlige Rum og Litteraturudvalget om at indgå samarbejde om udsmykninger af 2-3 af gavlene. De vil gerne bidrage med kunstfaglig sparring og økonomi til Valby Fortællinger. Vi har pt. udvalgt Søren Ulrik Thomsen til at udsmykke gavlen ved Herman Bangs Plads (på gavlen der ejes af Valby Andelsboligforening) og Morten Søndergaard til Storbyhaven (Kærbos store gavl). Begge er digtere/lyrikere og arbejder med ord og fortællinger.
Om Søren Ulrik Thomsen
Udvalgt digt udformet med lysende bogstaver (neon). Digtet monteres på Valby Andelsboligforenings gavl ved Herman Bangs Plads. Vi er ved at planlægge en nabohøring omkring værket med 14 dages høringsperiode afsluttet med et informationsmøde, hvor vi afprøver et neonrør, møder Søren Ulrik Thomsen og afklarer spørgsmål.
Vi samarbejder med Jens Ahm fra Teknik- og miljøforvaltningen, der har erfaring med netop dette. Mere info eftersendes.(Etableres sommer 13 - efterår 13)
Om Morten Søndergaard
Det endelige værk skal opsættes ud mod Storbyhaven ved Gadekærvej. Morten Søndergaard samarbejder med arkitekterne bag renoveringen af den store bygning samt med bestyrelsen og beboerne, der bor i bygningen. Han ønsker at beskrive beboernes drømme på den ca. 200 m2 gavl. (Etableres når bygningen er klar til udsmykning sommer 14 - sommer 15)
Den sidste gavl vi arbejder på at udsmykke med en kombination af kunst og lyrik er gavlen ud mod Valby Bibliotek (Skolegade 2A). Der er endnu lang vej til realiseringen, idet vi afventer endeligt tilsagn om økonomi til projektet. Herefter skal vi først finde en kunstner, der skal udarbejde en skitse. Den skal så godkendes af Kunststyrelsen, vores projektgruppe for Valby Fortællinger, bebyggelsens bestyrelse, men også af Center for Byggeri i kommunen, da bygningen er bevaringsværdig. Derudover skal der laves politisk indstilling. Værket bliver derfor også først færdigt i 2014.
Vi mener selv placeringen over biblioteket er ideel, da det vil passe fint ind i temaet.
Valby Fortællinger er baseret på borgernes ønsker indsamlet på to inspirationsdage i foråret 2011, hvor Områdefornyelsen Gl. Valby var i dialog med over 300 borgere. Borgerdialogen pegede på konkrete ønsker om at skabe rammerne for kunst og kunstnerisk udfoldelse i de dele af kvarteret, der trænger til et løft.
Målet er, at gavludsmykningerne understøtter og styrker den lokale identitet og skaber nye fortællinger om kvarteret.
Lisbeth Ritter