Mødedato: 10.06.2014, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Tryghedsindex

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
1) at Valby Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning
2) at Valby Lokaludvalg henviser sagen hvad indgår indbrudsproblematikken til By og Trafik udvalget med Hanne Skovsgaard som tovholder.
3) at Valby Lokaludvalg henviser sagen hvad angår øvrige forhold til Udvalget for Børn, Unge, Ældre og Sociale forhold.

Problemstilling

Tryghedsindekset 2014 for Københavns Kommune er nu kommet. 

Tryghedsindekset har de sidste seks år målt på trygheden i København og anvist, hvor der er behov for særlige tryghedsskabende indsatser. Tryghedsindekset følger op på effektmål i Sikker By programmet, hvor Tryghedsindekset 2010 er startmålingen:

Der opnås en stigning i trygheden i København, således at antallet af områder med behov for en markant eller intensiveret indsats ifølge Tryghedsindekset falder med minimum 50 pct. Målet skal være nået senest i 2014.” 

Indsatsbehovet er inddelt i kategorierne 'markant', 'intensiveret', 'ordinært', 'reduceret' og 'minimalt'. Målingen består af politiets registrede anmeldelser og en spørgeskemaundersøgelse af knap 8.000 borgere. Tryghedsindekset 2014 er en årsopgørelse for 2013.

Generelt viser Tryghedsindeks 2014 et faldende behov for en intensiv indsats i store dele af København.

En undtagelse er Valby Sydvest/Folehaven.
Her vurderes et behov for en intensiveret indsats. Dette er en ændring fra sidste års tryghedsindeks, der viste et reduceret behov for en indsats i dette område.

Det øgede indsatsbehov skyldes både en stigning i beboernes angivelse af kriminalitet som b´nabolagsproblem, og særligt en stigning på anmeldelsesindekset, hvor politianmeldelserne for indbrud stiger betydeligt fra 2013 til 2014.

Som led i Økonomiforvaltningens indsats mod knive i byen blev der i 2013 i samarbejde med Københavns Politi afholdt et forældremøde i Folehavens Ungdomsklub, hvor den Kriminalpræventive afdeling også har gennemført undervisning om knive og lovgivning. SSP afrapporteringen viser, at Folehaven periodevis er udfordret af grupper af unge over og under 18 år, der skaber utryghed. Der er fra SSP Valby fokus på arbejdet med unge i nærområdet. I 2014 gennemfører Økonomiforvaltningen i regi af Din betjent og i lighed med tidligere år en endnu ikke endeligt tilrettelagt forbyggende indsats målrettet indbrud.

Afsnit om Valby fra Tryghedsindekset, udsnit vedr. Valby af SSP kortlægning for 2. halvår 2013, oversigt over tryghedsfremmende indsatser i Valby Sydvest samt Dommervagtstal fra 2009-2013 vedlægges denne indstilling som bilag.

Det samlede Tryghedsindeks, SSP årsafrapportering for urolige områder, Afdækning af tryghedsfremmende indsatser og dommervagtstal kan ses via dagsordenen for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets dagsorden den 2. juni, se

https://subsite.kk.dk/PolitikOgIndflydelse/Moedemateriale/Beskaeftigelses-OgIntegrationsudvalget/02-06-2014/15390d3f-fd39-4a0f-a2c0-dd839e22822b.aspx

under punkt 12.




Løsning

Valby Lokaludvalg henviser sagen hvad indgår indbrudsproblematikken til By og Trafik udvalget med Hanne Skovsgaard som tovholder.
Valby Lokaludvalg henviser sagen hvad angår øvrige forhold til Udvalget for Børn, Unge, Ældre og Sociale forhold.

Michael Fjeldsøe

Beslutning

ad. 1 Taget til efterretning
ad. 2 Godkendt
ad. 3 Godkendt
Til top