Lokalpuljen
Indstilling
Puljeudvalget indstiller,
1) at Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager støtte fra Lokalpuljen.
Problemstilling
Valby Lokaludvalg har modtaget 9 ansøgninger til Lokalpuljen 2022.
1) FC Sunshine - El Cambio Charity Cup
2) Eva Kinch Hall/Lydmyren - Lokale lydvandringer med Lydmyren
3) Foreningen for Heltetræning - Kom til Sommerferie Camp 2022 med Superheltetræning
4) Cowbell - Summer Jazz 2022
5) Sarah Holmslykke Offenberg og Maria Skov Qvistgaard - Trekronergade Vejfest – Fællesspisning og børneaktiviteter op gaden
6) Hafnia Hallen og Fodtennis Danmark - Festival for fodboldleg – fodboldens kulturfestival
7) Valby Kulturhus m.fl. - International Gadeteaterfestival i Valby
8) MitKvarter, Fritidscenter Ydre- og Indre Valby, Boldklubben Folehaven - Valby´s fritidsliga
9) Teaterforeningen Metamorfose - Paperlicious
Valby Lokaludvalg har modtaget 9 ansøgninger til Kulturdagepuljen 2022.
10) Foreningen Valby Harmoniorkester - Koncert med Valby Harmoniorkester
11) Teater V - Valby All Stars Jam
12) Kirsten Baltesen - Afrikansk Trommedans
13) Louise Dubiel - Louise Dubiel Koncert
14) Trut Brass Band - Alsangs arrangement ved Valby Kulturdage 2022
15) Hos Peter Kjær og Bossa Nova Club - Bossa Nova hygge i Valby
16) Valby Lokalhistoriske Selskab og Arkiv - Lokalhistorien kommer ud på gaden – lokalhistorisk udstilling på Valby Langgade
17) Rikke Elbæk Severinsen, GitanasCph Aps - Valbys Gadekunst, Byvandring for unge og voksne
18) Teaterforeningen Valbyspil - Teaterkostumer i gaden
Kort beskrivelse af ansøgningerne:
1) FC Sunshine - El Cambio Charity Cup
FC Sunshine inviterer i samarbejde med Hafnia Hallen og Pannahouse lokalområdet til en fodboldfest i velgørenhedens tegn: en velgørenhedsturnering, hvor overskuddet gives ubeskåret til den danske NGO El Cambio Academy (ECA).
ECA er et fodboldakademi placeret i Uganda med en passion for at ændre liv på og uden for banen. Det er med ønsket om, at børnene bliver fremtidige afrikanske rollemodeller, så de kan inspirere, støtte og hjælpe andre, der ikke har samme mulighed.
Akademiet arbejder med 6 kerneværdier: ”Respect, Curiosity, Self Discipline, Love, Integrity & Giving-Back”. Det er værdier vi mener alle mennesker vil have godt af at dyrke, og det vil vi afbilde gennem fodbolden:
Vi inviterer 16 virksomheder til at spille en fodboldturnering og afvikler samtidig en masse aktiviteter uden omkring turneringen. Kom og spis ugandisk mad, se kunstudstilling inspireret af ECA, spil panna og teqball, få en mini-koncert og mød et kendt ansigt eller to fra fodboldens verden.
Målet med dagen er at samle penge ind, at skabe forbindelser blandt lokale virksomheder og organisationer samt skabe en sjov og lærerig dag for lokalområdets børn og unge.
Dato for afholdelse: 8. oktober 2022
Budget: 99.912,50 kr.
Ansøgt: 20.000 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte på 10.000 kr.
Støtten gives til Lys/Lyd/stemning, fodbolde og tribune.
Støtten gives under forudsætning af, at der er en overvægt af Valby virksomheder.
2) Eva Kinch Hall/Lydmyren - Lokale lydvandringer med Lydmyren
I perioden juli - september 2022 vil jeg i alt 6 lørdage gå lydvandringsture med grupper på op til 25 personer. Der vil være flyers med kort til alle, og man lytter på sin smartphone med egne høretelefoner (mp3-afspillere kan lånes). Vi går hele ruten og lytter til posterne sammen. På vejen deler jeg sjov og interessant baggrundsviden om arbejdet med at udarbejde lydvandringerne.
Jeg er selvstændig indenfor produktion af podcasts og lydfortællinger og har udviklet flere lydvandringer rundt i København med fokus på de nære lokale fortællinger.
Alle projekter er støttet af diverse fonde
Formål med aktiviteten
At skabe opmærksomhed om lydvandringernes eksistens, så Valbys borgere forsat kan få gavn af de gratis udendørs fornøjelser og få interessant viden om deres lokale nærområder.
Målgruppen er alle aldre over 12 år som er bosat i Valby, Sydhavn og Vesterbro, som er interesserede i på underholdende vis at blive oplyst om deres nærområder. Herunder også særligt de lokale folkeskoler.
Annoncering i de 3 lokalaviser (ValbyLiv/SydhavnenLiv, VesterbroLiv og KøbenhavnLiv). Plakater og flyers bliver uddelt/hængt op på lokale biblioteker, folkeskoler og cafeer i de tre områder.
Facebookside oprettes til deling af billeder fra vandringerne og folk opfordres til at dele deres oplevelser her.
Dato for afholdelse: juli – september 2022
Budget: 39.324 kr.
Ansøgt: 6.000 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte på 6.000 kr.
3) Foreningen for Heltetræning - Kom til Sommerferie Camp 2022 med Superheltetræning
Kom og oplev at dit barn kommer godt i gang med at blive ’Helten i sit eget liv’ ved at deltage i 4 dages ’Heltetræning’ i juli 2022 ved Naturlegepladsen.
Vores mål er:
1. At give 3-6 og 7-12-årige børn i Valby mulighed for en markant anderledes og lærerig oplevelse i deres sommerferie.
2. At der deltager 60-80 børn pr dag i aldersgrupperne 3-6 og 7-12 år + deres forældre.
3. At Foreningen får en god start med Heltetræning i Valby ved at rekruttere deltagere til Forening for Heltetrænings Heltetrænings-forløb for 3-6 og 7-12-årige børn i Valby i 2. halvår 2022 med vores nye tema ’Red verden’.
Dato for afholdelse: Juni-august 2022
Budget: 100.000 kr.
Ansøgt: 80.000 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives afslag.
Puljeudvalget finder at løn- og materialeudgifter er for høje.
4) Cowbell - Summer Jazz 2022
Der ansøges om økonomisk støtte til Benjamin Koppels festival Summer Jazz 2022 på i Valby d. 1.-9. juli.
I 2022 vil vi fejre venskaber på tværs og internationalt udsyn.
Cowbell og Summer Jazz har før Corona været kendt for at trække store navne til landet, og det vil vi meget gerne gøre igen, hvor vi mikser både nationaliteter, genrer, alder og køn på scenen med et umiskendeligt krav om kvalitet.
Vi ønsker at fremme nysgerrigheden og den oprigtige interesse for nye og anderledes måder at være og leve på gennem musik i topkvalitet. Det gøres blandt andet ved at mikse genrer, så man som publikum på forhånd må underlægge sig idéen om ikke at vide hvad der præcis vil blive spillet på scenen. Man så at sige tvinges til at være åben for hvad der vil ske, for der findes ikke en udstukket playliste og mange af musikerne har ikke spillet sammen før i denne konstellation.
Dato for afholdelse: 1. – 9. juli 2022
Budget: 532.000 kr.
Ansøgt: 60.000 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte på 60.000 kr.
5) Sarah Holmslykke Offenberg og Maria Skov Qvistgaard - Trekronergade Vejfest – Fællesspisning og børneaktiviteter op gaden
Aktiviteten: Trekronergades Vejfest - er en fejring af Trekronergade, i form af en uformel langbordsmiddag på Trekronergade, hvor alle inviteres til at rykke havebordet ud på gaden og tænde op i grillen sammen med naboer og gæster. Arrangementet vil bestå af en fælles middag, aktiviteter og leg for børnene og måske et lille musikalsk indslag fra nogle af de musikere vi har på gaden.
Arrangørerne: Vejfesten er skabt på initiativ fra 4 familier på gaden, med opbakning fra en lang række husstande. Vores ambition er at starte en tradition op, omkring fælles arrangementer for beboere på gaden.
Formål med aktiviteten: Vi ønsker at holde en vejfest for at styrke relationerne i og omkring gaden, og skabe en fælles tradition omkring et Vejfest arrangement i Valby. Vejfesten er en fælles fejring af det gode naboskab – og samtidig en kærkommen anledning til, at vi alle kommer til at lære hinanden bedre at kende – så vi kan hjælpe hinanden mere i hverdagen, og generelt skabe en god stemning i gaden.
Målgruppe: Arrangementet er for alle, men vi forventer primært deltagere fra husstandene i Trekronergade. Middagen er derfor både for børnefamilier, de voksne par uden hjemmeboende børn og ikke mindst de mange ældre der bor på gaden også.
Vi regner med at ca. 100 personer deltager i vejfesten i år – og endnu flere de kommende år.
Annoncering: Vi har i vores lokale fb-gruppe slået arrangementet op som en begivenhed, og vil omdele flyers og hænge plakater op – så så mange på gaden som muligt i området ser invitationen til vejfest.
Dato for afholdelse: 21. maj 2022
Budget: 9.480 kr.
Ansøgt: 7.480 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives afslag.
Afslaget begrundes med den snævre deltagerkreds.
6) Hafnia Hallen og Fodtennis Danmark - Festival for fodboldleg – fodboldens kulturfestival
At skabe en festival med fokus på fodboldkultur i meget bred forstand.
Fokus på kunst, film og viden men også legen med bolden som udgangspunkt for gode fællesskaber.
Centralt er de mindre fodboldrelaterede sportsgrene, og deres chance for at vise sig frem. Discipliner og subkulturelle strømninger med fælles afsæt i legen med bolden er vores fokus.
Festivalen understøtter fodboldens subkulturer og sætter disse i spil, til debat og offentligt skue. Fællesskab, kultur, fodbold og leg er festivalens dna.
Dato for afholdelse: 18. juni 2022
Budget: 100.000 kr.
Ansøgt: 15.000 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte på 15.000 kr.
7) Valby Kulturhus m.fl. - International Gadeteaterfestival i Valby
Vi planlægger to særlige gadeteaterdage, der suppleres med workshops, kaffevogn og dagen i Folehavekvarteret og afsluttes med Folkekøkken. Teaterforestillingerne bliver udvalgt, så de egner sig til udendørs optræden, der vælges spektakulære, anbefalede refusionsberettigede forestillinger, egnet for børn omkring 4-12 år, men seværdige for alle.
Vi samarbejder med Danmarks Internationale Gadeteaterfestival, der i år har givet os en særlig fordelagtig pris, så vi har mulighed for at vise otte forestillinger på to forskellige lokationer.
Program for pladsen ved Kulværket 23.8
La Boom Machine 15:00
Manic Freak 15:45
La Boom Machine 16:15
Muruya 17:00
Fællesspisning 18:00
Program for pladsen ved Vigerslev Bibliotek 24.8
Manic Freak 13:00 (for inst.)
Kujira 15:30
Grannies 16:00
Kujira 16:30
Muruya 17:15
Folkekøkken 18:00
Dato for afholdelse: 23. august 2022 og 24. august 2022
Budget: 137.000 kr.
Ansøgt: 22.000 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte på 22.000 kr.
8) MitKvarter, Fritidscenter Ydre- og Indre Valby, Boldklubben Folehaven - Valby´s fritidsliga
De unge stiller med 2 hold af 7, U12 og U14 hold. Fodboldturnering i samme format som UEFA Champions league afvikles. Præmier og uddeling af udstyr samt gratis klubmedlemskaber til deltagerne. Lokale frivillige foreninger vil stå for forplejning, ungeværter og brobyggere vil stå for aktiviteter.
Arrangørerne: Mit Kvarter, Fritidscenter Ydre og Indre Valby og Boldklubben Folehaven (idrætsforening forankret i Folehaven)
Formål med aktiviteten:
• Sikre den gode omstilling ifm. omstruktureringen af fritidsklubberne, hvor flere klubber bliver lagt sammen.
• Kickstarte og synliggøre klubindsatser efter Corona
• Øge sammenhængskraft på tværs af ungegrupperinger
• Kriminalpræventiv effekt via de positive fællesskaber
• Kontinuerlige inddragelse af unge i alle faser for at øge deres bevidsthed om demokratiske processer i samskabelse.
Dato for afholdelse:10. juni 2022
Budget: 36.500 kr.
Ansøgt: 20.000 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte på 20.000 kr.
9) Teaterforeningen Metamorfose - Paperlicious
Vi søger om produktionsstøtte til en papirdukke-forestilling, som skal have premiere i Valby Kulturhus. Arrangøren er Teaterforeningen Metamorfose. Formålet er at udvikle en forestilling for Valbys borgere: voksne og børn fra 10 år.
Paperlicious er en 'coming of age’-historie om en lille dukke lavet af papir. Dukken fødes ud af papir, går gennem sit liv og oplever udfordringer, der får den til at vokse - psykologisk og fysisk. Det er en forestilling, der undersøger papir som poetisk og performativt materiale, og skaber et papirunivers, hvor livet er ganske skrøbeligt.
Som kunstnerisk dialogpartner til dukken, har vi valgt blæk. I alle dukkens livssituationer vil han møde blækket, hvilket vil forandre og udvikle ham på en væsentlig måde. Dukkerne vil variere i størrelse fra ca. 40 cm Pl 3 meter. Det er en nonverbal forestilling med et stort fokus på visuelle aspekter.
Dato for afholdelse: 24.-25. sept. 2022
Budget: 291.900 kr.
Ansøgt: 60.000 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte på 60.000 kr.
10) Foreningen Valby Harmoniorkester - Koncert med Valby Harmoniorkester
Vi er omkring 40 musikere, der har startet et ambitiøst harmoniorkester i Valby.
Vi vil gerne deltage i Valby Kulturdage for at præsentere bydelens beboere for orkestret med et ambitiøst, men lyttevenligt program. Vi vil også skabe interesse for at spille med i det nye orkester.
Som helt nystartet orkester uden midler på kistebunden, søger vi om finansiering til orkestrets opstart samt vores professionelle dirigents løn til vores første optræden i forbindelse med kulturdagene.
I løbet af året vil orkestret spille et alsidigt repertoire af harmoniorkestermusik med fokus på musik skrevet specifikt for denne orkestertype, men også klassisk og filmmusik, marcher samt Valbyrelaterede kompositioner som Lumbyes Jernbanedampgalop.
Vores program til Valby Kulturdage vil være festligt, velegnet til udendørs koncert og henvendt til alle aldre.
Annoncering vil ske på sociale medier, i Kulturnat og lokale medier.
Dato for afholdelse: 2. eller 3. september 2022
Budget: 42.000 kr.
Ansøgt: 30.000 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte på 30.000 kr.
Støtten gives under forudsætning af, at der findes plads i programmet for Kulturdagene.
11) Teater V - Valby All Stars Jam
Vi vil gentage sidste års succes med, i samarbejde med diverse kunstnere, at skabe underholdende kulturelle aktiviteter for Valbys borgere i Prøvehallen - og på Porcelænstorvet - under kulturdagene - og på den måde gøre vores til at sørge for, at den del af Valby også bliver en stærk kulturbåret base - der ikke blive glemt i den større fokusering imod Toftegårds Plads – midt i det hele … og så det ikke er Spinderiets Tivolifisering der løber med opmærksomheden! Vores programpunkter er ikke på plads endnu – men planen er at vi har op til tre forskellige scener i spil – og/men dette afhænger selvfølgelig også af finansiering. Teater V vil gerne byde endnu mere ind og tage større ansvar for at være en del af Kulturdagene, også fremadrettet …
Dato for afholdelse: 2. og 3. september 2022
Budget: 160.000 kr.
Ansøgt: 75.000 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte på 50.000 kr. fra Kulturdagepuljen.
Støtten gives under forudsætning af, at der findes plads i programmet for Kulturdagene.
12) Kirsten Baltesen - Afrikansk Trommedans
Vi er en afrikansk gruppe, som danser, trommer, synger afrikanske sange og optræder for og med publikum. Vi optræder også med akrobatik og levende ild. Det er fyldt med dejlig og positiv energi.
Vi er en forening: Kulturbroen.
Arrangementet henvender sig til alle aldre, både børn og voksne, handicappede kan også få meget glæde af at deltage i arrangementet.
Vi regner med at der vil komme over 100 mennesker - det har der gjort de sidste år :-)
Dato for afholdelse: 2. eller 3. september 2022
Budget: 12.500 kr.
Ansøgt: 8.500 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte på 8.500 kr.
Støtten gives under forudsætning af, at der findes plads i programmet for Kulturdagene.
13) Louise Dubiel - Louise Dubiel Koncert
Vi er en kvartet, der vil spille på en af scenerne i Valby til Kulturdagene. Jeg er musiker og bor i Valby. Jeg har spillet til Valby Kulturdage 3 gange før.
Vi vil skabe en glad gadefest.
Vi spiller glad dansk singer-song-writer pop. Jeg er bl.a. kendt for sangen Forpulet Perfekt og var i 2013 med i Danske Melodi grandprix.
Vi vil spille hovedsageligt original musik, men med et par cover-numre også.
Dato for afholdelse: 2. eller 3. september 2022
Budget: 10.000 kr.
Ansøgt: 10.000 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte på 10.000 kr.
Støtten gives under forudsætning af, at der findes plads i programmet for Kulturdagene.
14) Trut Brass Band - Alsangs arrangement ved Valby Kulturdage 2022
Vi ønsker at lave et Alsangs arrangement i forbindelse med Valby Kulturdage, hvor alle Valbyborgere, høj og lav, tyk og tynd, voksen eller barn, kan komme og synge med på de udvalgte sange fra den danske sangskat, under ledelse af BUBBER.
Dato for afholdelse: 2. september 2022
Budget: 14.500 kr.
Ansøgt: 14.500 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte på 14.500 kr.
Støtten gives under forudsætning af, at der findes plads i programmet for Kulturdagene.
15) Hos Peter Kjær og Bossa Nova Club - Bossa Nova hygge i Valby
Hos Peter Kjær, byder op til en eftermiddag med hyggelig Bossa Nova musik. Kom og nyd et pust af Latinamerikansk jazz. Der vil være festlig latinamerikansk stemning direkte ude på fortovet. Samtidigt vil man kunne nyde et gratis glas, som Peter Kjær disker op med fra hans fine kollektion af vin- & spiritus.
Dato for afholdelse: 3. september 2022
Budget: 11.500 kr.
Ansøgt: 11.500 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives afslag.
Der kan evt. gives støtte hvis koncerten kan foregå på en af scenerne.
16) Valby Lokalhistoriske Selskab og Arkiv - Lokalhistorien kommer ud på gaden – lokalhistorisk udstilling på Valby Langgade
Valby Lokalhistoriske Selskab og Arkiv har i mange år deltaget i Valby Kulturdage ved at holde åbent i Arkivets lokale, ved flere år at åbne en ny udstilling og ved at afholde byvandringer.
Vi vil gerne have, at flere får opmærksomhed på Valby Lokalhistoriske Arkivs aktiviteterne. Derfor vil vi ud på gaden med en udstilling med historiske luftfotos og gamle kort. Der vil særligt være luftfotos af Toftegårds Plads
Medlemmer af foreningen vil være i teltet og fortælle om det, der er udstillet.
Vi genåbner samtidig vores udstilling i Lokalarkivet om Toftegårds Plads. Den fortæller om Toftegårds Plads’ historie med gartneri, farve- og lakfabrik, sporvogne, busser og meget mere. Nu hvor der skal bygges bibliotek på en del af pladsen, mener vi, at det vil interessere valbyborgerne at høre om historien.
Dato for afholdelse: 2. og 3. september 2022
Budget: 10.500 kr.
Ansøgt: 4.500 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte svarende til teltleje.
17) Rikke Elbæk Severinsen, GitanasCph Aps - Valbys Gadekunst, Byvandring for unge og voksne
Jeg ønsker at lede endnu en succesfuld og gratis byvandring på cykel og gåben, og samtidig støtte op om vores lokale erhvervsdrivende ved at købe mad og drikkevarer lokalt til begivenhederne. Derudover vil jeg henvise til lokale leverandører af malebogen Valbys Gadekunst.
Fredag den 2. sep.: For voksne deltagere på cykel. Vi udforsker flere sider af Valbys gadekunst og smager os frem hos nye restauratører.
Lørdag den 3. sep.: For børn og unge (uden forældre) på gåben. Vi skal se alt fra stickers og pasteups, til klassisk graffiti og anerkendte gavlmalerier, helt til Københavns største fødselsdagskort på Trekronergade. De vil blive introduceret til undergrundens alsidige verden sammen med andre nysgerrige børn og unge. Vi afslutter med en dejlig is.
Dato for afholdelse: 2. og 3. september 2022
Budget: 12.900 kr.
Ansøgt: 8.400 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte på 8.400 kr.
Støtten gives under forudsætning af, at der findes plads i programmet for Kulturdagene.
18) Teaterforeningen Valbyspil - Teaterkostumer i gaden
Valbyspil er en teaterforening, der har deltaget på kulturdagene alle årene.
I år deltager vi med en oplysningsbod, og karakterer i kostumer, der er aktive og opsøgende i gaden.
Grundet corona’n, har vi ikke haft mulighed for at dele flyers ud, og have vores egen bod de sidste 2 år. Derfor prioriterer vi det i år.
Valbyspils bod, vil være åben og bemandet hele lørdagen, og karaktererne vil være i aktivitet løbende over hele lørdagen og dele flyer ud hvor Valby lokaludvalg logo indgår . Vi vil invitere vores besøgende på en kop kaffe med lidt sødt, mens vi svarer på de spørgsmål, de måtte være til vores forening.
Vi vil være synlige, og igennem synligheden erhverve nye medlemmer, til fremtidige teaterprojekter, dvs. Skuespiller, Instruktør, Teknik, Scenebyg, Kostumer og billetsælger m.m. Alle kan være med.
Dato for afholdelse: 3. september 2022
Budget: 4.500 kr.
Ansøgt: 4.000 kr.
Puljeudvalget indstiller, at der gives støtte på 4.000 kr.
Støtten gives under forudsætning af, at der findes plads i programmet for Kulturdagene.
Løsning
Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager støtte fra Lokalpuljen.
Økonomi
Tabellerne viser økonomien i puljerne, hvis de indstillede beløb bevilges.
Pulje 2022 |
Disponeret per 10. maj 2022 |
Indstillet den 10. maj 2022 |
Resterende pulje, hvis ansøgningerne imødekommes. |
1.300.000 kr. |
667.520 kr. |
193.000 kr. |
439.480 kr. |
Kulturdage-pulje 2022 |
Disponeret per 10. maj 2022 |
Indstillet den 10. maj 2022 |
Resterende pulje, hvis ansøgningerne imødekommes. |
300.000 kr. |
0 kr. |
129.900 kr. |
170.100 kr.
|
Beslutning
Indstillingen blev godkendt for ansøgninger 1-16 og 18 med følgende kommentarer og ændringer.
Ansøgning 4: Der blev efterlyst fornyelse i programkonceptet med henblik på fremtidige ansøgninger. Der blev udtrykt ønske om, at Lokaludvalgets logo skal fremgå af arrangementets markedsføringsmateriale.
Ansøgning 5: Afslaget begrundes med, at arrangementet har karakter af en privat vejfest.
Ansøgning 9: Ansøgningen imødekommes med 30.000 kr. med henvisning til det økonomiske råderum.
Ansøgning 15: Afslaget begrundes i, at arrangementet finder sted uden for de områder i bydelen, Lokaludvalget har besluttet som rammer for Valby Kulturdage.
Indstillingen godkendes ikke for ansøgning 17. Der gives afslag med henvisning til de høje udgifter til forplejning.