Mødedato: 10.04.2018, kl. 19:00
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Drøftelse og vedtagelse af kommentar til stiforbindelse til Grønttorvet

Se alle bilag

Indstilling

Det indstilles,

1) at Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager kommentar til stiforbindelse til Grønttorvet

Problemstilling

Valby Lokaludvalgs ad hoc-gruppe til forbehandling af By og Trafik-sager fik den 3. april præsenteret screeningen af muligheder for at lave en gang- og cykelforbindelse fra Grønttorvet til Høffdingsvej/Ramsingsvej. En sådan forbindelse indgår i Lokalplanen for Grønttorvet og der er tilsagn om medfinansiering i form af udbygningsaftaler fra flere grundejere i området. Disse aftaler udløber imidlertid, således at det er vigtigt, at der træffes beslutning om en finansiering af forbindelsen.

Broforbindelsen er prioriteret som et projekt i bydelsplanen for Valby og er også medtaget i Københavns Kommunes cykelredegørelse som en vigtig forbindelse.

Valby Lokaludvalg har siden de første planer for udbygning af Grønttorvet lagt stor vægt på, at der bliver etableret en gang- og cykelforbindelse over jernbanen mellem Grønttorvet og Ramsingsvej/Høffdingsvej. En sådan forbindelse vil sikre, at Grønttorvet får direkte adgang til det centrale Valby via cykelforbindelse af Ramsingsvej – Vigerslev Skole og via tunnel under banen til Gåsebækvej, hvor der er forbindelse til den grønne cykelrute på Frederiksberg. Eller via F.L. Smidth-området over lyskryds på Vigerslev Allé til Valby Station. Omvendt vil den sikre borgerne nord for banen direkte adgang til den nye Grønttorvspark og videre til Folehaven.

Den afgørende grund til at denne forbindelse er vigtig er behovet for at koble det nye boligområde på Grønttorvet sammen med resten af Valby. Skrækscenariet er en isoleret boligø, der er omgivet af jernbane og store veje. Dette er yderligere aktualiseret af den udvikling, der er sket siden den første lokalplan, hvor boligandelen lå på 50 %, til den nuværende lokalplan, hvor op mod 90 % er boliger. Der bygges 2300 boliger på Grønttorvet og samlet 4500 boliger i det sydlige Valby (F.L. Smidth, Grønttorvet, Ny Ellebjerg), og byggeriet er i fuld gang.

På mødet den 3. april blev oplægget til forbindelsen drøftet og vedlagte udkast til kommentar blev besluttet.

Som bilag vedlægges uddrag af oplandsanalyse og pixibog. Det fulde materiale kan rekvireres fra sekretariatet efter aftale.

Løsning

Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager kommentar til stiforbindelse til Grønttorvet

 

Videre proces

Forslaget skal behandles i teknik- og Miljøudvalget, der så beslutter om forslaget skal indgå i budgetforhandlingerne for 2019.

 

Beslutning


Kommentaren blev vedtaget med redaktionelle ændringer, samt følgende tilføjelse: Vi opfordrer til, at grundeejerforeningen Valby Have fremover inddrages i fremtidige høringer om stiforbindelsen.
Til top