Mødedato: 10.03.2009, kl. 18:30

Meddelelser

Meddelelser

Valby Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra Ordinært møde tirsdag den 10. marts 2009

 

 

9.      Meddelelser

VL   24/2009

Der var følgende meddelelser på mødet:

 

·        Fodgængerstrategi "Flere går Mere": Ole Søren Andersen meldte sig som repræsentant for Valby Lokaludvalg til følgegruppen.

·        Bydelsplan: Styregruppen er generelt tilfredse med det foreliggende udkast.

·        Formanden oplyste at bydelsplanseminar arrangeret af Center for Borgerservice fungerede udmærket. Der udarbejdes materiale som distribueres til lokaludvalgene.

·        Motivationsinstruktørkursus: Der er nu to, der har henvendt sig. Kurset promoveres overfor pakistanere. Projektet præsenteres under Kulturdagene.

·        Erhvervsdialog: Ca. 40 erhvervsdrivende mødt e op til morgenmøde og kom med forslag om bl.a. at etablere et netværk for erhvervsambassadører i bydelen. Der henvises til www.kk.dk/erhverv

·        Gastårnet: Bladet København har henvendt sig til formanden med henblik på bevarelse af gastårnet.

·        Kunsthal: Formanden holder gryden i kog med henblik på at etablere kunsthal på F.L. Schmidt-grunden.

·        Grønttorvet: Der afholdes snarligt møde omkring Grønttorvet. Projektet ligger p.t. lidt stille og afventer beslutning omkring Ringstedbanen.

·        Kulbanevej: Det er lykkedes at få Natteravnene ud i Kulbanevej-området.

·        Servicebus: Social- og Omsorgsforvaltningen melder, at det er muligt at lave de ønskede ruteændringer (Gl. Jernbanevej, Carl Jacobsens Vej og Spinderiet). Undersøgelser viser i øvrigt, at belægningen er stor i Folehaven og i det centrale Valby.

·        Den centrale projektpulje nedlægges med henvisning til at der kan søges midler hos lokaludvalgene. Formandskredsen afholder ekstraordinært møde med henblik på at diskutere problematikken.

·        Lokaludvalgenes opsparede midler inddrages nu til kommunens almindelige disposition.

 

 

Meddelelser

 

Grøn Valby skifter navn

Som led i en ensretning af de københavnske agendacentre har Grøn Valby skiftet navn til Miljøpunkt Valby.

 

Bydelsplanen i Høring

Et udkast til bydelsplanen er kommet i høring hos Lokaludvalget. Høringsfristen er d. 15. april 2009. Styregruppen for bydelsplanen vil forud for det kommende lokaludvalgsmøde i april udarbejde et udkast til høringssvar. Udkastet vil blive udarbejdet med input fra de aktører, der har været centrale i forbindelse med bydelsplanens lokale proces herunder Miljøpunkt Valby.

 

Henvendelser til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Trafikgruppen har på baggrund af borgerhenvendelser, rettet henvendelse til TMF angående to konkrete trafikale forhold i Valby.

 

Den første henvendelse gælder trafiksituationen på Ålholmvej. I denne forbindelse er det af forvaltningen blevet oplyst følgende:

"I efteråret 2008 undersøgte Center for Trafik, hvilke vejstrækninger med 60 km/t i København, hvor der ville være en sikkerhedsfordel ved at sætte hastigheden ned til 50. Her blev vi enige med Politiet om, at dette kunne være aktuelt på i alt 14 strækninger og fik det politisk vedtaget i Teknik- og Miljøudvalget.  - og Ålholmvej er en af dem. På de fleste af disse veje er det ikke nok bare at fjerne skiltet med 60 km/t - og slet ikke på Ålholmvej. Her vil det blive aktuelt at gøre vejen smallere med midterheller og parkeringsspor for at bilisterne overholder den kommende hastighedsgrænse. Hvornår dette bliver udført afhænger af, hvor hurtigt vi kan skaffe økonomi. Mit håb er, at vi kan tegne et projekt i år og få det udført i 2010".

 

Den anden henvendelse omhandler overgangen af Folehaven ved Danhaven. Trafikgruppen afventer stadigt forvaltningens svar på denne henvendelse.

 

Seminar om bydelsplaner

Tirsdag d. 3. marts deltog Ejner Jensen, Lisbeth Ritter og projektmedarbejder Louise Lind i et seminar om bydelsplaner arrangeret af Center for Byudvikling og Center for Borgerservice, Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune. Fokus for seminaret var at de 3. Lokaludvalg der har udarbejdet bydelsplaner, overleverede deres erfaringer til de bydele, der skal til at opstarte processen.

 

Uddannelse af motivationsinstruktører i Hornemanns Vænge og Folehaven

Diabetesforeningen afholder halvårligt motivationsinstruktørkurser, der har til formål at lære diabetespatienter og/eller deres pårørende til at få et godt og sundt liv som diabetiker. Tanken er, at personer, der har gennemført den kortere uddannelse, efterfølgende skal stå i spidsen for såkaldte motivationsgrupper, hvor 10-12 personer lærer om sund kost og motivation i forbindelse med diabetes. På baggrund af et besøg i Hornemanns Vænge, hvor Ole Søren Andersen, som repræsentant for sundhedsgruppen, mødtes med den lokalt ansatte aktivitetsmedarbejder, blev det fastslået, at det kunne være relevant at udbyde sådanne kurser i de almene boligområder. Herefter har sekretariatet haft kontakt til alle større almene boligområder i Valby med henblik på at afklare, hvorvidt der generelt er interesse for projektet. Desværre har der ikke været stor opbakning til projektet, hvilket måske kan skyldes, at vi har været sent ude i forhold til diabetesforeningens tilmeldingsfrist. Det er dog lykkes at rekruttere to deltagere med anden etnisk baggrund end dansk bosiddende i henholdsvis Hornemanns Vænge og Folehaven. Disse personer vil gennemføre uddannelsen i foråret 2009 og vil forhåbentligt stå i spidsen for at afholde kurser for beboere i de to boligområder i efteråret 2009.

 

 

Samarbejde med Ældrekontoret Valby og Valby på Tværs om "50+ fra inaktiv til aktiv"

Som led i arbejdet med sundhedstemaet afholder Sundhedsgruppen i samarbejde med Ældrekontoret Valby en faglig konference, der har til formål at bibringe ideer til hvordan vi i Valby kan lave en særlig indsats for at voksne (50+) og ældre i højere grad end i dag deltager i sociale og fysisk aktiviteter. Konferencen afholdes d. 13. maj fra 9-15 i Teatersalen, Valby Kulturhus. Konferencens målgruppe er repræsentanter fra forskellige sociale og fysiske tilbud samt kommunalt ansat personale indenfor området. Som optakt til konferencen inddrages netværket "Valby på Tværs" i en dialog om hvordan de lokale aktører kan være med til at fastholde og tiltrække voksne og ældre i fysiske eller sociale aktiviteter. Denne dialog opstartes på et møde afholdt af Ældrekontoret Valby d. 16.3.2009. 

 

 

Opzoomer

Sekretariatet har afholdt et kort møde med Finn Christensen, projektleder i Opzoomer. Opzoomer er en NGO med driftsoverenskomst med Københavns Kommune. Organisationens formål er at bistå lokale borgerinitiativer, der har til formål at forgrønne København. Opzoomer kan bistå med at afholde udgifter til planter etc., organisere processen, idéudvikling etc. Man kan læse mere om organisationens virke på www.opzoomer.dk. Sekretariatet vil i nærmeste fremtid skrive en kortere artikel til lokalpressen med henblik på at gøre Valbys borgere opmærksomme på denne mulighed for at få finansieret borgerdrevne grønne tiltag i det offentlige rum.

 

Møde om Ny Ellebjerg

Grundejerne omkring Ny Ellebjerg har inviteret Plangruppen til møde d. 16. marts kl. 16.30-18.30. Det er udformningen af lokalplanen og strategien for kommunikationen der skal drøftes. Desuden får Plangruppen en rundvisning i området.

 

Erhvervsdialog i Valby

d. 24. februar afholdte Københavns Erhvervscenter i samarbejde med Valby Lokaludvalg et dialogmøde for erhvervsdrivende og erhvervsinteresserede i bydelen. Der kom ca. 40 til mødet på Café Phenix. Referat kan fås ved henvendelse til sekretariatet.

 

Valby Cityforening afholder dialogmøde

Valby Cityforening afholder et dialogmøde d. 11/3 kl. 18.30-20.30 om detailhandlens udfordringer og hvordan bydelen i fællesskab kan imødegå krisen. For mere information om dette møde kontakt Karsten Madsen karsten@lokalavisenvalby.dk

 

 

 

 



 

Til top