Mødedato: 09.06.2020, kl. 18:30
Mødested: Hafnia-Hallen, Julius Andersens Vej 8

Lokalpuljen

Indstilling

Formanden indstiller,

1) at Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager støtte fra Lokalpuljen.

Problemstilling

Valby Lokaludvalg har modtaget 12 ansøgninger til Lokalpuljen.

1) Intugreen - World Safari – Natur fortællinger i Valby.

2) Henrik Smedegaard Mortensen - Baisikeli Frijob.

3) Pia Svanholm, Vigerslev Bibliotek og Signe Petersson, Valby Bibliotek - Sprogstimulerende besøg for institutioner, på biblioteket.

4) Copenhagen Opera Festival - 100 opera-øjeblikke til København.

5) Metropolis – Københavns Internationale Teater - WA(L)KING COPEN HAGEN – 50 kunstnere, 50 vandringer, 50 dage.

6) Valby Judo - Medlemsrekruttering til Valby Judoklub.

7) Kraftwerket - Kraftwerkets Forskønnelse af pladsen/containerne.

8) Samvirkende Menighedsplejer - Kirkeligt socialt arbejde til gane og hjerte .- Kulturdage.

9) Valbyspil - Besøg af Bobo og Flødebolle-Bent - Kulturdage.

10) Foreningen We Dance DK - Mette Soraya Svane - World Scene på Tingstedet - kulturdage.

11) Bosnisk Kultur Center - Præsentation af bosnisk kultur gennem mad, drikkevarer, musik og dans - Kulturdage.

12) Trut Brass Band - Alsang På Tingstedet den 4. september 2020 - Kulturdage.

 

 Kort beskrivelse af ansøgningerne:

1) Intugreen - World Safari – Natur fortællinger i Valby.

World Safari er en gratis lokationsbaseret app med lokal naturformidling gennem digitale oplevelsesuniverser for hele familien. Tag med på eventyr og oplev lokal bynatur komme til live i forunderlige fortællinger og lærerige aktiviteter. Interaktiv naturformidling aktiveres, når du kommer tæt på et hotspot og her oplever du underholdende og lærerigt naturindhold.

Dato for afholdelse: Juni/juli – oktober 2020.

Budget: 59.000 kr.  

Ansøgt: 30.000 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 30.000 kr.

 

2) Henrik Smedegaard Mortensen - Baisikeli Frijob.

Konceptet går i sin enkelhed ud på, at Baisikeli uddanner hjemløse borgere i Valby til at lave grundlæggende cykelpleje ved at vaske, pudse, smøre og pumpe cykler. Efter grundig oplæring bliver de certificeret Baisikeli Frijobber og kan herefter tilbyde cykelpleje til byens cyklister.

Når den udsatte borger pludselig kan tilbyde en service, dannes der grundlag for en tryg dialog og et ligeværdigt møde mellem forskellige befolkningsgrupper, som vil styrke sammenhængskraften i hele Valby. Samtaler vil naturligt opstå mellem befolkningsgrupper, der almindeligvis ikke har nogen kontaktflade andet end at de ser skeptisk på hinanden i gadebilledet. Frijobberen får en naturlig og værdig rolle i bylivet, og bydelens sociale integration styrkes. Den enkelte frijobber oplever at tjene penge, at have meningsfuld beskæftigelse og at være en positiv del af et arbejdsfællesskab og et bydelsfællesskab. 

Dato for afholdelse: Ultimo juni – ultimo september 2020

Budget: 143.540 kr.  

Ansøgt: 35.471 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ikke ydes støtte.

 

3) Pia Svanholm, Vigerslev Bibliotek og Signe Petersson, Valby Bibliotek - Sprogstimulerende besøg for institutioner, på biblioteket.

Bibliotekerne i Valby ønsker at tilbyde sprogstimulerende teater og yoga, til mindre ressourcestærke børn, via deres daginstitutioner. Når børnegrupperne er i biblioteksrummet, giver det mulighed for, at vi også introducerer biblioteket og dets tilbud til de børn, som ellers ikke regelmæssigt bruger biblioteket. Vi satser på, at børnene således udvikler en lyst til også at komme på biblioteket i deres fritid, og derved påvirker deres familier til at gøre det samme. Alt i alt ønsker vi derved at styrke læselysten blandt vores ikke-brugere.

Valby Bibliotek og Vigerslev bibliotek kontakter kunstnere, som er interesseret i/ønsker at afholde arrangementer med fokus på sprogstimulering. Vi kontakter relevante daginstitutioner og afholder de fire arrangementer.

I forbindelse med arrangementerne reklamerer vi for bibliotekernes materialer og for leg med sproget i daginstitutionerne.

Dato for afholdelse: 4 x i efteråret 2020

Budget: 10.000 kr.  

Ansøgt: 10.000 kr.

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 10.000 kr.

 

4) Copenhagen Opera Festival - 100 opera-øjeblikke til København.

Copenhagen Opera Festival i stedet for at afholde sin festival, give 100 operaøjeblikke til København. Udvalgte institutioner, baggårde, arbejdspladser og gader vil blive bevæget af små intime øjeblikke af levende opera, med øje for corona og de restriktioner der følger med.

Vi udvælger 20 sangere og 20 musikere, og sammensætter dem i 20 teams, der hver opfører 5 korte koncerter af cirka 15 minutters varighed i løbet af de 7 dage. 

Vi fordeler halvdelen geografisk og demografisk bredt. Den anden halvdel inviteres publikum til at ansøge om, ved at vi spørger: “Hvorfor har din arbejdsplads, dine bedsteforældre, din lokale skole eller dine venner fortjent denne personlige gave og koncert?”. En jury udvælger blandt ansøgerne og vi aftaler præcist, hvornår og hvordan vi kommer på besøg. På den måde kan vi skabe dialog med publikum, synliggøre vigtige organisationer og nå ud med live-opera til alle aldre og sociale grupperinger i forskellige bydele i København.

Dato for afholdelse: 22.-30. august 2020.

Budget: 4.438.267 kr.  

Ansøgt: 20.000 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 20.000 kr.

 

5) Metropolis – Københavns Internationale Teater - WA(L)KING COPEN HAGEN – 50 kunstnere, 50 vandringer, 50 dage.

Metropolis har inviteret 50 kunstnere til at skabe 50 vandringer gennem København i løbet af 50 dage – som en dagbog fra en storby, hvor corona-krisen sætter dagsordenen og har ændret vores dagligdag radikalt. Hver kunstner går i 12 timer og starter hjemmefra. Hver time giver de livstegn via live-stream.

Med WA(L)KING COPENHAGEN får 50 kunstnere nu mulighed for at sætte krop, ord, lyd og følelser på denne nye fælles tilstand og alle de eksistentielle spørgsmål, der dukker op – som en dagbog fra en surrealistisk hverdag med mere usikkerhed, men også med plads til håb, kreativitet og fællesskab.

Mens de fleste kunst- og kulturinstitutioner har måttet lukke ned, er vores største kulturrum – det offentlige rum – fortsat åbent. Metropolis, som hver sommer præsenterer performance og kunst i byrummet, gør derfor byen til scene for en levende, kunstnerisk undersøgelse af, hvordan København lever under corona-krisen.

Dato for afholdelse: 1. maj – 8. august 2020.

Budget: 625.000 kr.  

Ansøgt: 25.000 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 25.000 kr.

 

6) Valby Judo - Medlemsrekruttering til Valby Judoklub

Foreningen Valby Judoklub samler en bred vifte af fysiske og sociale aktiviteter. Medlemmer får adgang til judo, gymnastik og yoga fordelt hold for tumlinger, børn og unge, voksne og ældre. I dagtimerne vil klubben tilbyde lektiehjælp, forberedelse til fritidsjob og samtalecaféer, og desuden udvide sit udbud af aktiviteter i takt med, at foreningen finder de rigtige samarbejdspartnere i lokalområdet. Klubhuset vil fungere som uformelt mødested og danne rammerne om et mangfoldigt og demokratisk fællesskab. I løbet af efteråret afholder vi to åbent hus-arrangementer, hvor vi inviterer lokale beboere og institutioner til at fortælle om deres drømme og idéer til vores klubhus på Høffdingsvej 36. Vores mål er i fællesskab at skabe et klubhus, hvor alle føler sig velkomne, får svedt igennem, og dyrker de relationer, der skaber et godt nærmiljø. Følg med Valby Judoklubs hjemmeside, Facebook, samt i lokalavisen og i bybilledet, hvor vi vil annoncere vores arrangementer.

Dato for afholdelse: Juni-december 2020.

Budget: 50.000 kr.  

Ansøgt: 40.000 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ikke ydes støtte.

Der opfordres til, at der i stedet søges støtte til telt på Kulturdage, og bruger det som agitationsplatform.

 

7) Kraftwerket - Kraftwerkets Forskønnelse af pladsen/containerne.

Vi ønsker at beklæde containeren på Toftegårds plads -

Ideen er at få dem alle træbeklædt og med skråt ”hustag” lig den man finder bag Nørrebro hallen. * i bilag ses billede eksempler.

Her og i budgettet har jeg opstillet 2 muligheder.

1) Alle containerne på pladsen bliver træbeklædt/”forklædt” som små svenske hytter, og malet i forskellige farver.

1a) Alle containerne får hytte-looket, mod pladsen, men de to containere langs Gl. Køge Landevej, for mod vejen, almindelige flade, træplader, så de er egnet til kunst og forskellige skiftende udtrykt. Folk kan evt. løbende deltage i en konkurrence om at udsmykke dem, lig den måde man udvalgte kunstnere der skulle dekorere de grønne Metro vægge, eller de kan ansøge lokaludvalget, om brug og midler. På den måde fungerer pladerne som et levende gade-galleri.  Evt. med et fast tema, som fx ”Valby”.

Dato for afholdelse: Start juni 2020 til færdiggørelse

Budget: 58.000 kr.  

Ansøgt: 58.000 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 30.000 kr.

Det begrænsede beløb er udtryk for midlertidighed i projektet og det økonomiske råderum.

 

8) Samvirkende Menighedsplejer - Kirkeligt socialt arbejde til gane og hjerte .- Kulturdage

I Samvirkende Menighedsplejer (SMP) på Valby Tingsted er der en lang række aktiviteter, der henvender sig til de svageste grupper i samfundet, faciliteret af en konsulent og frivillige.

Vi vil gerne invitere lokale borgere indenfor for at de kan høre om husets historie og få indblik i, hvordan de, som frivillige, kan være med til at gøre en forskel for andre eller hvordan de selv eller en bekendt kan få glæde af de ak-tiviteterne på SMP. SMP tjener ikke på disse aktiviteter.

Alle er velkomne til en quiz om huset, med gavetrækning for børn og voksne hver time. En genbrugsbutik, hvor man kan gøre et godt køb. En pandekage-maskine, hvor man i fællesskab kan lave pandekager til sig selv og andre.

Vi håber, at der har været 60 besøgende forbi. 

Arrangementet annonceres på facebook og lokalavisen.

Dato for afholdelse: Fredag den 4. september 2020 fra kl. 16-20. 

Budget: 12.600 kr.  

Ansøgt: 7.000 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 5.500 kr.

Der ydes ikke støtte til annoncering, idet Lokaludvalget annoncerer for Kulturdagene. 

 

9) Valbyspil - Besøg af Bobo og Flødebolle-Bent - Kulturdage.

Valbyspil vil i år fokusere på at give publikum en børnevenlig og god oplevelse. Vi får besøg i vores infotelt af 2 figurer: Ballonklovnen Bobo og Flødebolle-Bent. Bobo laver balloner til børnene, og Bent stiller sig op som skydeskive for flødeboller. Der falder også nogle af til børnene. De kommer løbende i løbet af lørdag 5/9.

Samtidig vil vi via vores telt informere om gruppen.

Dato for afholdelse: Lørdag den 5. september 2020, kl. 10-17. 

Budget: 5.000 kr.  

Ansøgt: 4.000 kr.  

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 3.800 kr.

Der ydes ikke støtte til forplejning.

 

10) Foreningen We Dance DK - Mette Soraya Svane - World Scene på Tingstedet - kulturdage 

På basis af de gode erfaringer med Worldteltet 2019 påtænkes at lave en World scene med indslag fra lokale musikere og foreninger mm. Der vil være fokus på dans, musik og teater for børnefamilierne.

Scenen skal have fokus på mangfoldighed og forskellige kulturer.

Der vil være alt lige fra orientalsk, indisk, gypsy, flamenco, russisk, bulgarsk dans til forskellige world music bands til fortælling for børn.

Vi vil vise at fx roma dans og musik er smukt – roma kulturen kan så meget andet end det negative billede man hører om i dagspressen. Vi samarbejder til denne event med en de bedste roma musikere Buzor Nenic.
Andalucia Spirit spiller musik med rødder både i den arabiske og spanske sangskat.

Foreninger som Koma Zerdest fra Valby, El Duende, Folk Ritmi, We Dance DK, BollywoodSwagd Dance og Kreativ Fusion gruppe vil deltage.

Vi håber at alle som ser vores program vil få øjnene op for forskellige danse og musik og dets kvaliteter. Vi vil også vise glæden ved at forskellige kulturer mødes og lærer af hinanden. Vise glæden ved at danse/spille sammen. mennesker med forskellige aldre, i et frugtbart samarbejde.

Dato for afholdelse: 4. og 5. september 2020.

Budget: 67.500 kr.  

Ansøgt: 67.500 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 67.500 kr.

 

11) Bosnisk Kultur Center - Præsentation af bosnisk kultur gennem mad, drikkevarer, musik og dans - Kulturdage.

Folkedansegruppen ”Biser”, som på dansk betyder ”Perlen” er en sektion under Bosnisk Kultur Center. Vores grundlæggende opgave at bevare den bosniske folkekulturarv, folklore spil, sange og skikke ved hjælp af traditionelle musik og folkedragt kostumer. Vores mål er, at vores børn og unge skal socialisere og gennem leg og sang for at lære om vores skikke og bevare vores kultur og tradition.

Projektet vil bestå af præsentation af den bosniske kultur gennem traditionel mad og drikkevarer, samt musik og dans på selve dagen.

Vi ønske at optræde med bosnisk traditionel folkedans, da vi mener, at dans er altid et godt redskab til at præsentere ens kultur og kommer tættere på en anden kultur.

Da bosnisk køkken byder på en bredt vifte af specialiteter, ønsker vi at præsentere en del af dem.

På selve dagen ønsker vi at være socialt sammen med dem, som har lyst til at høre og lære mere om bosnisk kultur, og generelt hvad bosnisk forening står for. Det vil også være muligt på dagen at lære trin i vores dans og evt. danse sammen med os på selve dagen.

Vi plejer at være kendte for, at vi er gode til at arkivere gæsterne til dans.

Dato for afholdelse: Valby Kulturdage.

Budget: 7.000 kr.  

Ansøgt: 7.000 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 7.000 kr.

 

12) Trut Brass Band - Alsang På Tingstedet den 4. september 2020 - Kulturdage.

Trut Brass Band (som er stiftet af tidligere K 23 musikere) havde tænkt sig at fejre befrielsesdagen den 4. maj. Vi har søgt og fået bevilget 11.500 kr. til et sådant arrangement. Da dette ikke har kunnet lade sig gøre på grund af Corona Virussen, ønsker vi at lave et Alsangs arrangement i forbindelse med Valby Kulturdage, og beder om at nogle af de bevilligede penge overføres til Alsangsarrangementet.

Dato for afholdelse: 4. september 2020, kl. 17.00-18.15.

Budget: 9.500 kr.  

Ansøgt: 9.500 kr. 

Puljeudvalget indstiller, at der ydes støtte på 9.500 kr.

 

Løsning

Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager støtte fra Lokalpuljen.

 

Økonomi

Pulje 2020

Disponeret per9. juni

Indstillet den 9. juni

Resterende pulje, hvis ansøgningerne imødekommes.

1.176.000 kr.

913.967 kr.

115.000 kr.

147.033 kr.

 

 

 

Kulturdage Pulje 2020

Disponeret per 9. juni

Indstillet den 9. juni

Resterende pulje, hvis ansøgningerne imødekommes.

200.000 kr.

38.500 kr.

93.300 kr.

68.200 kr.

 

 

 

Beslutning

Indstillingerne blev godkendt med følgende bemærkninger: 

Støtte til Copenhagen Opera Festival gives under forudsætning af, at der afholdes arrangementer i Valby. 

Støtte til WA(L)ING COPENHAGEN gives under forudsætning af, at der er vandringer i Valby. 

 

 

Til top