Lokalpuljen
Indstilling og beslutning
1) at Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager støtte til de indkomne ansøgninger
Problemstilling
De 18 ansøgninger er:
- Valby Kinos Venner - Valby Kino Børnefilmklub 11-12 år
- Casa Latinoamericana - Jazz festival
- Røde Kors Hovedstaden - Cykeltræning for voksne
- Peter Dyreborg - Københavnsmesterskab i Poetry Slam
- Helhedsplanerne - Bootcamp for børn i Akacieparken, Lukretiavej og Sjælør Boulevard
- Brug Folkeskolen og Bavnehøj Skole - Se din skolevej
- Dansk Etnisk Samvirke - en Ny Chance til alle
- Amorphe - Vindueskigger (Kulturdagepuljen)
- Jose Lezaeta - Familiekoncert med Trypical Cumbia (Kulturdagepuljen)
- SF Valby - Politisk debat der flytter sig (Kulturdagepuljen)
- Styregruppen Valby Kulturdage. v/Sanne Fejfer Olsen - Børnegade med Leg & Kreativitet(Kulturdagepuljen)
- Valbyspil - Læger mod Kulturdagschok (Kulturdagepuljen)
- Valby Skakklub - Simultanskak med kendt stormester (Kulturdagepuljen)
- Kultur Valby - Kultur Valby kommer til Valby Kulturdage (Kulturdagepuljen)
- Torben Sørensen - Valbydialoger om danskheden (Kulturdagepuljen)
- Teater V og Dansk Rakkerpak - Den gode, den onde og den virkeligt grimme (Kulturdagepuljen)
Ønsket er, at øge kendskab til Børnefilmklubben og dermed tiltrække 70 medlemmer til Børnefilmklub for 11-14 årige med visning af 6 kvalitetsfilm, både danske og udenlandske fra sept ’15 til marts ’16. Det er 2. sæson for filmklubben og vi ønsker en klub, hvor børn kan se kvalitetsfilm i trygge rammer. En filmklub er samvær om noget alle kan lide. Film er sprudlende fantasi og kunst og en filmklub er et godt alternativ til tv, video og computer. Filmene vil blive vist i Valby Kino og administreres af Foreningen Valby Kinos Venners samt et nyt børnefilmpanel af 6 børn i alderen 11-13 år. Annoncering sker via flyers på skoler, på www.valbykino.dk, Facebook og via nyhedsbrev til 3200 medlemmer i Valby Kinos Venner. Vi er en frivilligt drevet forening, der ønsker at holde medlemsskabet til børnefilmklubben på et niveau, så alle kan være med: 6 film for kun 150 kr.
De samlede udgifter er på kr. 26.455,-. Der er en egenfinansiering på kr. 1.639,25 + arbejdskraft. Der regnes med medlemsindtægter på kr. 10.500,-. Der søges om støtte på kr. 14.500,-.
Indstilling: Det indstilles, at der ydes støtte på kr. 14.500,-.
Casa Latinoamericana - Jazz festival
Som nyt offentligt spillested under Copenhagen Jazzfestival ønsker vi som Latinamerikansk kulturcenter at forene det latinamerikanske med jazzverdenen og derfor har vi udarbejdet et spændende og unikt program med udelukkende latinjazz på repertoiret.
De samlede udgifter er på kr. 154.050,-. Der er egenfinansiering på kr. 35.000,-. Deres regnes med entreindtægter på kr. 15.000,- og øvrige indtægter på kr. 43.500,-. Der søges om støtte på kr. 60.550,-.
Indstilling: Det indstilles, at der ydes en underskudsgaranti på kr. 50.000,-. Der opfordres til at søge finansiering via andre kilder, f.eks. ambassader eller have en lidt højere billetpris.
Røde Kors Hovedstaden - Cykeltræning for voksne
Hver søndag mødes kursister (primært voksne kvinder, der ikke har lært at cykle som børn), og øver færdigheden ’at cykle’. For de fleste med dansk baggrund, synes cyklen som en naturlig del af hverdagen, men for mennesker, der ikke er vokset op i Danmark, er det en stor udfordring, at få balance, fart, overblik koordineret. Derfor tilbyder Røde Kors Hovedstadens afdelingen -ved hjælp af frivillige instruktører- mulighed for at lære disse færdigheder på et kursusforløb, der strækker sig over 20 søndage (forår, sommer og efterår 2015) Vi indtil nu haft 16 kursister, og nye kommer til hver uge. At kunne cykle kan give en større frihed i hverdagen og give mulighed for at søge job, hvor cykelfærdigheder kræves.
De samlede udgifter er på kr. 3.700,-. Derudover kommer frivillige instruktører og der udarbejdes PR materiale. Der søges om støtte på kr. 3.700,-.
Indstilling: Det indstilles, at der ydes støtte på kr. 3.700,-.
Peter Dyreborg - Københavns mesterskab i Poetry Slam
Poetry slam er en konkurrence i spoken word, dvs. mundtlig litteratur. Der søges om støtte til et Københavns-mesterskab, som forløber med tre kvalifikationsrunder og én finale. Det første arrangement afholdes under Valby Kulturdage. Projektet er en videreudvikling af den eksisterende scene i Valby, som ansøger (der er Valbyborger) har drevet de seneste år. Der har været afholdt i snit fire arrangementer årligt, som alle har været populære, og hvor der har været præsenteret både danske og internationale spoken word-navne, men også mere traditionelle forfattere, fx Henrik Nordbrandt og Benny Andersen, ligesom der har været yngre digterspirer. Et Københavns-mesterskab vil udvide antallet af årlige arrangementer, ligesom det i endnu højere grad vil understøtte mødet mellem etablerede kunstnere og det unge vækstlag. Samtidig vil det understøtte Valbys kulturidentitet som en del af København, og så vidt ansøger kan se, lever projektet op til flere af de målsætninger, som fremgår af lokaludvalgets kulturstrategi.
De samlede udgifter er på kr. 47.700,-. Der er medfinansiering fra Kultur Valby på kr. 10.000,-. Der regnes med billetindtægter på kr. 26.000,-. Der søges om underskudsgaranti på kr. 27.200,- i 2015 og kr. 10.500,- i 2016.
Indstilling: Det indstilles, at der ydes en underskudsgaranti på kr. 27.200,- i 2015 og kr. 10.500,- i 2016.
Helhedsplanerne - Bootcamp for børn i Akacieparken, Lukretiavej og Sjælør Boulevard
3 dages bootcamp, hvor 40 børn i alderen 8-12 år (piger dog op til 13 år) prøver tre forskellige fodboldformer: futsal, beach soccer og almindelig fodbold. Dagene består af fodboldtræning, capoeira-undervisning, fællesspisning, videofremvisning om streetfodbold i Brasilien og fotooptagelser af børnene selv. Helhedsplanerne i Akacieparken, Lukretiavej og Sjælør Boulevard samt projekt ’Bavnehøj i bevægelse’ har hyret Golasso, som arrangerer brasilianske fodboldcamps i Danmark, til at tilrettelægge campen. Hermed får børnene en unik oplevelse med ”eksotiske” trænere og et professionelt og anderledes træningskoncept. Derudover samarbejdes der med Boldklubben Vestia. Børnene skal selv betale 200 kr. for at være med. Det har til formål at forpligte dem og lære dem, at fritidsaktiviteter koster noget. De tre helhedsplanernes 10 unge rollemodeller står for at rekruttere børnene og følge dem til bootcampen hver dag. Rekrutteringen foregår via flyers og plakater, som uddeles i områderne og via medarbejdernes daglige kontakt til børnene.
De samlede udgifter er kr. 67.687,50,-. Der regnes med egenbetaling på kr. 8.000,-, medfinansiering fra helhedsplanerne på kr. 15.000,-. Der søges også om støtte i Kgs. Enghave Lokaludvalg og Projekt Bavnehøj i Bevægelse. er søges om støtte på kr. 15.000,-.
Indstilling: Det indstilles, at der ydes støtte på kr. 15.000,-.
Brug Folkeskolen og Bavnehøj Skole - Se din skolevej
Bavnehøj skole har fået tildelt en ny rode (del af skoledistrikt), som tidligere tilhørte Vigerslev Allé Skole. Distriktsændringen er årsag til bekymringer og utilfredshed blandt forældrene. Foruden den nye rode, vil vi gerne gøre aktiv indsats for at få bedre fat i vores Valby familier, som i høj grad fravælger Bavnehøj Skole. Begge grupper af forældre taler blandt andet om en lang og farlig skolevej som årsag til fravalg og bekymring. Den bekymring ønsker vi at imødegå ved at invitere børn og forældre fra skolens distrikt i Valby på en cykeltur fra Toftegaards Plads (der er den fjerneste del af Bavnehøjs skoledistrikt) til skolen. Med på turen inviterer vi børn og forældre fra Valby som HAR børn på Bavnehøj Skole og cykler turen hver dag. Vi markerer med kridtspray, som forældre fra skolen anbefaler. Kridtspray forsvinder ved regn. Vi mødes på den nye cykelbane på Toftegaards Plads og bruger en halv time der, inden vi kører.
Det samlede budget er på kr. 8.500,-, der søges om støtte på kr. 4.000,-
Indstilling: Det indstilles, at der ydes støtte på kr. 4.000,-.
Dansk Etnisk Samvirke - En Ny Chance til alle
Projektets hovedformål er at bryde isolationen og hjælpe de nye borgere med at genfinde egne ressourcer og evner. At stille netværk til rådighed og åbne kontakten med danskere, etniske, foreninger, arbejdspladser og institutioner. Vi vil gerne gøre en indsats for at støtte, hjælpe og rådgive de forskellige etniske grupper, f.eks. enlige mødre, misbrugere og ældre, samt børn og unge med henblik på at forbedre deres liv og netværk. Der er indvandrere og flygtninge som ikke kan tilpasse sig til samfundet både arbejdsmæssigt og socialt. Der er også en del psykiske syge som har meget brug for opmærksomhed. Dansk Etnisk samvirke står for styring og er ansvarlig for administration. Desuden har vi 5-7 frivillige som er ansvarlig for bestemte aktiviteter i henhold til deres faglige område. Vi har også Ældresagen og Dansk Flygtninge Hjælp som samarbejdsparter som kan give vejledning om aktiviteter.
Det samlede budget er på kr. 46.100,-. Der søges om støtte på kr. 28.500,-.
Indstilling: Puljeudvalget har ikke lavet en indstilling. Puljeudvalget er positive overfor projektet, men har bedt om yderligere oplysninger. Svar på dette er er vedlagt ansøgningen som bilag.
Amorphe - Vindueskigger (Kulturdagepuljen)
Moderne dukketeater for voksne - Vindueskigger giver publikum lov til at smugkigge ind i den ellers private verden der ligger i byens stueetage, hvor man altid har lyst til at kigge ind, men godt ved at det er socialt uacceptabelt. Vi viser den verden der udspiller sig når folk er alene, hjemme hos dem selv. Det er netop når man stjæler sig til et kortvarigt kig ind i et fremmed menneskes liv, at de spændende historier opstår; i krydsfeltet mellem den faktiske situation bag vinduesglasset og beskuerens ofte fantastiske videredigtning. Projektet opføres under kulturdagene i en lejlighed eller et tomt butikslokale.
De samlede udgifter er på kr. 17.100,-. Der er egenfinansiering på kr. 7.800,-. Der søges om støtte på kr. 9.300,-.
Indstilling: Det indstilles, at der ydes støtte på kr. 9.300,-. Ansøger skal selv sørge for kontakt til butik.
Jose Lezaeta - Familiekoncert med Trypical Cumbia (Kulturdagepuljen)
En familiekoncert med det latinamerikanske band Trypical Cumbia. Ideen er at præsentere de besøgende for anden kultur gennem musikken og give kulturdagene et friskt pust, rytmer og tiltrække en masse aktive børn, unge og voksne, som vil kunne få danset en hel masse.
Det samlede budget er på kr. 10.130,-. Der søges om støtte på kr. 10.130,-.
Indstilling: Det indstilles, at der ydes støtte på op til kr. 10.130,- under forudsætning af, at ansøger finder en lokal kontakt, f.eks. en cafe, hvor de kan optræde.
SF Valby - Politisk debat der flytter sig (på konferencecykel) (Kulturdagepuljen)
Firmaet ecotaxi.dk udlejer en konferencecykel, som 8 mennesker kan cykle i fællesskab, imens de sidder i rundkreds. Cyklen har blandt andet været brugt til events arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke. Vores projekt er at afholde politiske debatter på cyklen under kulturdagene. Vi er i gang med at kontakte de øvrige partier i Valby, for at høre om de vil deltage, og vi har flere positive tilkendegivelser. Sæderne på cyklen fordeles mellem politiske kandidater og almindelige borgere. Borgerne kan således både være tilskuere til en debat, og selv debattere med. Det er hensigten at tage de politiske partiforeninger med på råd når det skal afgøres om der skal være flest borgere, eller flest politikere på sæderne. Dog skal alle politiske partier repræsenteres ligeligt. Hvis Folketingsvalget er overstået når Kulturdagene afholdes, vil det oplagte emne for debatten være afstemningen om EU forbeholdene. Konferencecyklen vil være til stede under hele kulturdagene, og indehaveren af cyklen vil sælge ture på cyklen udenfor den tid, hvor den bruges til debat.
Det samlede budget er på kr. 11.900,-. Der søges om støtte på kr. 11.900,-.
Indstilling: Det indstilles, at der ydes støtte på kr. 11.900,- under forudsætning af, at alle politiske partier inviteres. Desuden opfordres der til at brede emnerne ud.
Styregruppen Valby Kulturdage v/Sanne Fejfer Olsen - Børnegade med leg og kreativitet
Det er vigtigt at Kulturdagene har et godt tilbud til børn, da vi ved både af erfaring og fra spørgeskemaundersøgelsen, at det er noget deltagerne lægger vægt på. Derfor har vi bedt Legefabrikken om et tilbud på at fylde Skolegade med aktiviteter for børn og voksne under kulturdagene. Legefabrikken kombinerer spændende og udfordrende fysiske rammer med organiserede legeaktiviteter. De tænker leg og bevægelse for alle, så der både er noget for babyer, tumlinger, børnehavebørn, skolebørn og voksne. Legefabrikken kan rykke ud den 4. og 5. september med en legejungle, som består af en masse spændende og anderledes legeinstallationer, f.eks. balancebane, scooterbane, sansekøkken og diverse spil og legerekvisitter. Der friholdes et område på 80-100 m2, hvor der igangsættes organiserede legeaktiviteter af erfarne legeinstruktører. Lørdag opsættes også en konstruktionslegeplads, inspireret af det populære spil Minecraft, hvor store og små kan lave fede konstruktioner ud af papkasser i forskellige farver og størrelser. Legefabrikken pynter også området op med vimpler og anden udsmykning, for at gøre gaden både festlig og indbydende.
Det samlede budget er på kr. 35.000,-. Der søges om støtte på kr. 35.000,-.
Indstilling: Der indstilles, at der ydes støtte på kr. 35.000,-.
Valbyspil - Læger mod Kulturdagschok (Kulturdagepuljen)
Valbypils lægepatrulje vil undersøge det nye ”kulturdagschok”, som efter sigende kan ramme folk. Den mobile patrulje vil på humoristisk vis undersøge de turister de møder, og evt. henvise til den faste konsultation, vores telt. En ikke udtalt, men dog tydelig præmis er, at patienterne er forsøgskaniner for det stærkt ambitiøse lægeteams hektisk-ivrige forskning i det relativt nyopdagede felt: Kulturdagschokket. Vores faste konsultation, vil være bemandet med bl.a. En læge, så alle kan gå ind, også uden at være henvist af det mobile hold. Som altid, vil den sorte humor være fremherskende, samtidig med, at alle vi møder ikke vil være i tvivl om, at det er teater, og ikke rigtige læger, der er på spil.
Det samlede budget er på kr. 5.000,-. Der søges om støtte på kr. 4.000,-.
Indstilling: Det indstilles, at der ydes støtte på kr. 4.000,-.
Valby Skakklub - Simultanskak med kendt stormester (Kulturdagepuljen)
I forbindelse med vores deltagelse i Valby Kulturdage fredag og lørdag, ønsker vi at skabe et aktivt og publikumsvenligt blikfang.Skak rider på en bølge af succes i disse år, og den ønsker vi at videreføre. På kulturdagene vil en stormester spille simultanskab med op til 20 modspillere ad gangen.
Det samlede budget er på kr. 3.000,-, Der søges om støtte på kr. 2.000,-.
Indstilling: Det indstilles, at der ydes støtte på kr. 2.000,-.
Kultur Valby - Kultur Valby til Valby Kulturdage
Kultur Valby vil så vidt muligt samle vores aktiviteter omkring Valby Bibliotek. Vi vil investere i ”solsejl” til at overdække haven og gøre det hyggeligt og imødekommende. Overdækning/afskærmning er en forudsætning for at vi kan være udendørs og lave vores aktiviteter. Frølab/Din ven Frø: Børn og voksne inviteres ind i Frøs verden, både dyrene og dem man sår. Oplev frøer på tæt hold, vær med til åbningen af Danmarks første frølab (et bibliotek med jord under neglene). Lav din egen ”frøbombe” og gør Valby grønnere. Workshop om frø og planter i vindueskarmen. ”Din ven Frø” er et litteraturformidlingsprojekt for børn om natur. Zone2s skrot workshop: Find din indre kunstner frem og lav skrot og dimser til smukke smykker eller seje brocher. Kun fantasien sætter grænser for hvad man kan kreere sammen med de dygtige kunstnere: Hilde Skåre og Mette Breinegaard. Projektet er sat i værk i samarbejde med Hilde og Mette, som for tiden laver succesfulde workshops rundt omkring i udvalgte boligområder i Valby. Skrot er hot: Dette indslag, bliver til af skrottede bøger. Vi bygger en bro af bøger fra biblioteket og genbruger materialer som ellers var smidt ud. Broen skal gå fra fortovet på Skolegade og ind til biblioteket. Vi satser på at det bliver en spændende midlertidig forandring af byrummet.
Det samlede budget er på kr. 33.000,-. Der søges om støtte på kr. 25.000,-.
Indstilling: Det indstilles, at der ydes støtte på kr. 25.000,-.
Margrethekirken - Koncert med den Kongelige Livgardes Messingensemble og operasanger Signe Snell
Den Kongelige Livgardes messingensemble og opersanger Signe Snell optræder med populære oprettenumre. Margrethekirken ønsker at bidrage til Valbys Kulturdage ved at give Valbys borgere en anderledes operaoplevelse. Annoncering tænkes at bestå i at arrangementet kommer i programmet for kulturdagene.
Koncerten foregår i Margrethekirken eller i teatersalen i Prøvehallen.
Det samlede budget er på kr. 20.000,-. Der søges om støtte på kr. 20.000,-.
Indstilling: Det indstilles, at der ydes støtte på kr. 20.000,- under forudsætning af, at koncerten foregår i Prøvehallen (Teater V) eller et andet sted indenfor Valby Kulturdages område.
Torben Sørensen - Valbydialoger om Danskheden (Kulturdagepuljen)
To oplæg til debatter/dialoger om det at være dansk og bo i Danmark.Disse debatter/diskussioner skal inddrage de forskellige grupperinger, som eksisterer i Valby(fx forskellige etniske, aldersgrupper, uddannelsesbaggrunde, folk indenfor og udenfor arbejdsmarkedet), så alle her kan komme til orde og udveksle synspunkter i en tryg og ”upolitisk” atmosfære. Målet med debatterne/diskussionerne er at få nuanceret debatten og få mulighed for at lytte til forskelige menneskers syn på vores land og os selv. I tilfælde af godkendelse og støtte vil næste skridt være at tage kontakt til mange forskellige mennesker og institutioner i Valby også mhp. at få lavet et længere program med musik, oplæsninger osv. – altså et kulturelt rum til fordybelse. Der vil blive lavet en Facebook-gruppe, så man her kan holde sig orienteret om dette specielle arrangement.
Det samlede budget er på kr. 7000,-. Der søges om støtte på kr. 6.000,-.
Indstilling: Det indstilles, at der ydes støtte på kr. 6.000,-.
Teater V - den Gode, den onde og den ufatteligt grimme - gadeteater (Kulturdagepuljen)
Dansk Rakkerpak duellerer mod spaghetti- western legenden Sergio Leone. Udgangspunktet er Sergio Leones film-mesterværk fra 1966 - ”The Good, the Bad and the Ugly”. Gadeteatret har kastet sig over opgaven med livet som indsats og døden som ledsager og har formået at tilføre klassikeren helt nye dimensioner. Spillestilen er åben og legende, komikken er placeret dybt i hestesadlen og alvoren lurer bag aftrækkeren. Alder: Voksne og børn - fra 6 år. Varighed: 55 min.
Det samlede budget er på kr. 40.000,-. Der søges om støtte på kr. 25.000,-.
Indstilling: Det indstilles, at der ydes støtte på kr. 25.000,-.
Økonomi
Tabellen viser økonomien for Valby Lokaludvalgs Lokalpulje 2015, hvis de indstillede beløb bevilges
Intern Pulje |
Intern Pulje |
Disponeret pr. 9. juni 2015 |
Indstillet 9. juni |
Resterende beløb |
Beløb |
1.102.000 |
656.410 |
262.730 |
182.860 |
Alle beløb anvises på IM konto 06455111999000
Der er bevilget kr. 24.500,- til projekter fra Kulturdagepuljen og i denne indstilling indstillet for yderligere kr. 152.330,-, ialt kr. 176.830,-.
Beslutning
Dansk Etnisk Samvirke får et afslag på baggrund af den aktuelle ansøgning. De vil få tilbud om yderligere sparring i forhold til en eventuel ny ansøgning.
Jose Lezaeta får støtte under forudsætning af, at ansøger aftaler med lokaludvalgets sekretariat, hvor
koncerten skal foregå.
Ansøgningen fra SF Valby blev ikke behandlet på dette møde, da udvalget var i tvivl om de politiske medlemmers habilitet og der blev stillet tvivl om, om lokaludvalget må støtte politiske arrangementer. Ansøgningen blev herefter trukket tilbage.
Herbert Pinto var inhabil under behandlingen af ansøgningen fra Casa Latinoamericana og forlod lokalet under behandlingen af denne.
Michael Fjeldsøe var inhabil og forlod lokalet under behandlingen af ansøgningen fra SF Valby.
Ebbe Bay og Henrik Palsmar var inhabile og forlod lokalet under behandlingen af ansøgningen fra Margrethekirken.