Mødedato: 09.02.2021, kl. 18:30
Mødested: Microsoft Teams

Harrestrup Å projekt - høring af afgrænsning af milkonsevkensrapport

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller, 

1) at Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager høringssvar vedr. afgrænsning af miljøkonsevkensrapport for Harrestrup Å i Vigerslevparken

Problemstilling

Københavns Kommunes afdeling for Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold (MKB) er bygherre på et projekt, som skal skabe et indbydende og varieret landskab i Vigerslevparken langs med Harrestrup Å. Projektområdet indbefatter park og å fra Hvidovre Station til udløbet i Kalveboderne. Med udgangspunkt i en restaureret Harrestrup Å skal parken fremover anvendes som et rekreativt område med forbedrede adgangs- og opholdsforhold, stiforløb og faciliteter. Dette kombineres med, at der bliver gjort plads i parken til at håndtere fremtidige skybrudshændelser. Derfor sættes projektet Harrestrup Å i Vigerslevparken i gang.

Harrestrup Å i Vigerslevparken er den nederste del af et mere end 30 km langt og stærkt reguleret vandløb, der løber igennem det vestlige Storkøbenhavn og afvander et opland på ca. 70 km2. Åen har tidligere fungeret som en åben spildevandskanal og er stadig flisebelagt, og på store strækninger dybt nedskåret i terrænet og indhegnet. Åen modtager stadig overløb med spildevand, når det regner kraftigt.

De stigende regnmængder i de kommuner, som åen gennemløber betyder, at åen ikke har tilstrækkelig kapacitet, og der sker ukontrollerede oversvømmelser langs åen. Derfor er der i samarbejde med de 10 kommuner, som åen gennemløber, lavet en helhedsorienteret løsning (Kapacitetsplanen for Harrestrup Å), der skal skybrudssikre åen og dens omgivelser mod oversvømmelser fra en 100-års regnhændelse om 30 år.

På strækningen gennem Vigerslevparken fra Hvidovre Station til udløbet i Kalveboderne er der udarbejdet et dispositionsforslag, der både konkretiserer skybrudssikringen og samtidig lægger op til at forbedre de økologiske og rekreative kvaliteter i og omkring åen. Det er dette forslag, som nu skal miljøvurderes.

Har du bemærkninger til afgrænsning af miljøkonsekvensrapporten?

Inden anlæg og drift af projektet Harrestrup Å i Vigerslevparken skal der gennemføres en miljøkonsekvensvurdering (VVM) af projektet iht. miljøvurderingsloven. Det betyder, at bygherre skal udarbejde en miljøkonsekvensrapport for projektet. Miljøkonsekvensrapporten skal beskrive og vurdere projektets sandsynlige, væsentlige indvirkning på miljøet i bred forstand, dvs. på befolkningen og menneskers sundhed, den biologiske mangfoldighed, jordarealer, jordbund, vand, luft og klima, materielle goder, kulturarv og landskab.

Men inden miljøkonsekvensvurderingen udarbejdes skal det indkredses nærmere, hvilke specifikke forhold, der skal undersøges i miljøkonsekvensrapporten. Bygherre og myndigheder har lavet et forslag, som fremgår af den vedlagte høringsfolder og det vedlagte afgrænsningsnotat.

Se høringsmaterialet på Bliv Hørt

Miljøgruppen samt By&Trafik har drøftet høringen og nogle medlemmer har deltaget i online borgermøde d. 2. februar. Der er udarbejdet vedlagte udkast til høringssvar. 

Løsning

Valby Lokaludvalg drøfter og vedtager høringssvar vedr. afgrænsning af miljøkonsevkensrapport for Harrestrup Å i Vigerslevparken

 

Videre proces

 

Efter høringsperioden arbejdes der videre med Miljøkonsekvensrapporten. Når den er udarbejdet sendes den i høring.

Beslutning

Høringssvaret blev godkendt med tilføjelse af, at lokaludvalget gerne ser det undersøgt hvordan der kan skabes bedre belysning i parken. 
Til top