Mødedato: 08.10.2024, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Opsamling seminar / forberedelse af puljebudget 2025

Se alle bilag
Valby Lokaludvalg skal samle op på seminaret 21. september 2024 og i forlængelse heraf drøfte arbejdsgruppens forslag til ny prioritering af puljemidler. 

Indstilling

Sekretariatet indstiller, 

1. at Valby Lokaludvalg drøfter opsamlingen fra og arbejdsgruppens fokusering af seminaret 21. september 2024.

2. at Valby Lokaludvalg beslutter den nye model for prioritering af puljemidler. 

Problemstilling

Valby Lokaludvalg afholdt 21. september 2024 seminar med fokus på at afdække

  1. Hvordan medvirker Valby Lokaludvalg til at skabe netværk, fællesskaber og identitet i Valby?
  2. Hvor er der energi og lyst til at drive disse indsatser og konkrete projekter/arrangementer? I og udenfor Lokaludvalget. 

Seminaret var således første skridt i processen med at konkretisere en ny model for prioritering af Lokaludvalgets puljemidler som konsekvens af ønsket om at prioritere indsatser i bydelsplanen og at trække sig som organisator af Valby Kulturdage. 

Opsamling på seminaret er vedlagt som bilag. 

Løsning

Arbejdsgruppen bag seminaret har samlet op på seminaret og evalueringen af årets kulturdage og foreslår i forlængelse heraf nedenstående model for prioritering af puljemidler med henblik på at komme bredere ud i bydelen med aktiviteter og events, som udvalgsmedlemmerne samtidig har lyst til at engagere sig i. Modellen indeholder fem hovedområder, der budgetteres på novembermødet efter forbehandling i fagudvalg og miljøgruppen: 

1. Vi afsætter et beløb til at understøtte ny arrangørgruppe af Valby Kulturdage, hvis den etableres. 

2. Vi afsætter et større beløb end nu til eksisterende og kommende kulturarrangementer forankret i andre lokalområder. 

3. Vi afsætter midler til at støtte større, fokuserede kulturarrangementer. 

4. Vi afsætter puljer til vores fagudvalg, så de i stil med Miljøgruppen kan arrangere eller støtte initiativer inden for deres respektive fagfelter. 

5. Vi afsætter fortsat en pulje, hvor borgerne kan søge om alle typer arrangementer, aktiviteter og materiel. 

Arbejdsgruppens fokuserede prioritering af seminarinput er vedlagt som bilag.  

Økonomi

Puljens størrelse er endnu ikke udmeldt, men vil formentlig være omkring 2,9 millioner som i 2024, hvor den blev delt med cirka halvdelen til Lokaludvalgets aktiviteter og halvdelen til Lokalpuljen. 

Videre proces

Sekretariat og fagudvalg forbereder input til Valby Lokaludvalgs budget 2025. 

 

Beslutning

1. at-punkt: Opsamlingen blev drøftet og forslaget til opgavefordeling godkendt med enkelte ændringer. Sekretariatet sender invitation til midlertidig arbejdsgruppe. 

2. at-punkt: Den nye model for prioritering af puljemidler blev vedtaget. Sekretariatet udarbejder budgetforslag baseret på modellen. 


Til top