Mødedato: 08.04.2014, kl. 18:30
Mødested: Valby Kulturhus, 5. sal

Drøftelse og vedtagelse af høringssvar vedr. "Strategi for børn og inge med handicap og deres familier"

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
1) at Valby Lokaludvalg drøfter høringssvar vedr. Strategi for Børn og Unge med handicap og deres familier
2) at Valby Lokaludvalg bemyndiger en arbejdsgruppe og sekretariatet til at udarbejde høringssvar, bl.a. med udgangspunkt i de faldne bemærkninger.

Problemstilling

Valby Lokaludvalg har modtaget "Strategi for Børn og Unge med handicap og deres familier" i høring.
Høringsfristen er den 25. april.

Københavns Kommunes Socialforvaltning er i færd med at udarbejde en strategi for udvikling af indsatsen for børn og unge med handicap og deres familier.

Formålet med strategien er at binde de overordnede politiske prioriteringer og de konkrete indsatser, der iværksættes overfor børn og unge med handicap og deres familier sammen, og dermed vise retningen for arbejdet fremover.

Der er derfor udarbejdet et udkast til en stratego, som beskriver 5 fokusområder samt et 6. tværgående fokusområde for arbejdet fremover samt de indsater, vi vil igangsætte under de forskellige fokusområder. Socialudvalget behandlede den 26. februar 2014 udkastet til strategien og besluttede at sende den i høring. På baggrund af de indkomne høringssvar vil Socialforvaltningen udarbejde den endelige strategi.

Kort resume af fokusområderne:

TIL ORIENTERING

Københavns Kommune har i år udarbejdet den første overordnede strategi for børn og unge med handicap og deres familier. Strategien løber fra 2014-2017 og henvender sig til politikere, borgere, samarbejdspartnere samt medarbejdere i socialforvaltningen og andre forvaltninger. Strategien har to overordnede målsætninger, som sætter fokus på øget livskvalitet og øget selvhjulpenhed. Derudover indeholder strategien fem fokusområder, som skal vise retningen for forvaltningens arbejde med målgruppen og understøtte den overordnede mission, vision samt målsætninger. De fem fokusområder har til formål at sikre bl.a. en tidlig indsats, udvikling af de kommunale tilbud, bedre samarbejde samt bedre myndighedsarbejde. Desuden sætter strategien fokus på en mere vidensbaseret udvikling og praksis på området i form af et tværgående fokusområde. Her refereres de fem fokusområder kort:

Fokusområde 1: Tidlig indsats i forhold til børn og unge med handicap og deres familier.

En tidlig indsats fordrer proaktive socialfaglige tiltag som skabes i et samarbejde mellem socialforvaltningen og barnet eller den unge med et handicap. Det betyder, at der både skal sættes tidligt ind med opsporing og udredning, men også at der skal igangsættes tiltag på et tidligt tidspunkt.I strategien er der fastsat mål om at flere børn med handicap opnår en tidligere indsats samt at samarbejdet med familier og i netværk øges. Det betyder blandt andet at der i værksættes en række aktiviteter omkring tilknytning af socialrådgivere til daginstitutionerne og specialskolerne, styrket familieindsats, styrket samarbejde mellem Socialforvaltningen og Børne- og ungeforvaltningen.

Fokusområde 2: God overgang til voksenlivet for unge med handicap.

For unge med et handicap kan overgangen til voksenlivet være en udfordring. En nyere undersøgelse viser at unge med et handicap har øget risiko for at udvikle psykiske problemer. Derfor ønsker Socialforvaltningen at sætte ind tidligt med samarbejde med de unge og deres familier for at sikre en god start på voksentilværelsen. Strategien fastsætter derfor mål om at skabe en bedre og mere koordineret overgang fra ung til voksen for den enkelt unge. Dette mål fordrer at der iværksættes aktiviteter omkring styrkede interne og eksterne arbejdsgange i Handicap Center København, målrettede pædagogiske indsatser og en øget grad af information målrettet forældrene.

Fokusområde 3: Udvikling og kvalificering af tilbudsviften.

Socialforvaltningen er via en analyse af forvaltningens tilbud, blevet opmærksom på, at deres udbud ikke på alle punkter stemmer overens med den aktuelt tilgængelige bedste viden. Derfor ønsker forvaltningen, som en del af strategien, at udvikle og kvalificere deres interne tilbudskatalog. Fastsat mål i strategien fordrer derfor at der skabes flere interne tilbud til børn og unge med et handicap og deres familier. Det betyder blandt andet etablering af et familiehus til målgruppen og igangsættelse af flere interne dagbehandlings- og aflastningstilbud.

Fokusområde 4: Styrkede rammer for dialog mellem Handicapcenter København og Center for Børn med Handicap.

Socialforvaltningen ønsker at skabe øget dialog mellem myndigheden Handicapcenter København og Center for Børn med Handicap, som er det udførende organ. Dette skal sikre fælles fodslag og retning i arbejdet med målgruppen. Samtidigt er det afgørende, at der er klare  rammer så målgruppen opnår en høj grad af tilfredshed. Målet er at børn og unge med et handicap oplever en koordineret indsats fra Handicapcenter København og Center for Børn med Handicap. Derfor skal der på denne baggrund udarbejdes klare rollefordelinger mellem de to organer samt udarbejdes et koncept for ledelsesinformation på området.

Fokusområde 5: Bedre myndighedsarbejde i Handicapcenter København.

For at sikre en indsats, som er relevant og gavnlig for det enkelte barn, er det afgørende at myndighedsarbejdet, som udføres, er af høj kvalitet. Der er derfor fastsat mål i strategien om at kvaliteten og tilfredsheden med myndighedsarbejdet i Socialforvaltningen skal forbedres. På den baggrund igangsættes en række aktiviteter for at øge kvaliteten. Bl.a. skal der initieres en analyse af Handicapcenter Københavns organisering, kompetanceudvikles hos medarbejderne og etableres koordinerende sagsbehandlerfunktioner.

Derudover sætter stategien fokus på vidensbaseret policy-udvikling samt videnbaseret praksis via en række aktiviteter herunder systematisk videnopsamling og udvikling af nye værktøjer.

Løsning

Valby Lokaludvalg drøfter startegi udkastet og kommenterer dette.
Medlemmer og suppleanter, der ønsker at deltage i udarbejdelsen af høringssvaret melder sig til sekretariatet på
valbylokaludvalg@okf.kk.dk. 

Videre proces

Høringssvaret indsendes senest den 25. april 2014.

Michael Fjeldsøe

Beslutning

Nour, Carsten og Henrik vil sammen med sekretariatet lave høringsudkastet. Det sendes til lokaludvalget inden afsendelse og sendes med forbehold for lokaludvalgets godkendelse på det næste ordinære lokaludvalgsmøde.
På mødet blev muligheden for samarbejde på tværs af kommuner nævnt.
Til top