Mødedato: 08.04.2008, kl. 20:00

Bydelsplan 08

Bydelsplan 08

Valby Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde tirsdag den 8. april 2008

 

 

4.      Bydelsplan 08

VL   31/2008

BESLUTNING

Formanden indstiller til Valby Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget godkender, at der afsættes 25.000 kr. til formålet på puljebudgettet til afholdelse af borgermøde den 28. april som beskrevet i bilag 1.

2. at lokaludvalget drøfter arbejdsplan for bydelsplanlægning i bilag 2.

 

Godkendt

 

 

PROBLEMSTILLING

På lokaludvalgets møde den 11. marts blev det besluttet, at der skal afholdes borgermøde den 28. april. Styregruppen for bydelsplan har drøftet foreløbigt udkast til program for dagen vedlagt som bilag 1. Formålet med dagen er at sætte gang i processen med bydelsplan og præsentere de temaer, som lokaludvalget har valgt skal indgå. Samtidig præsenteres køreplan for møderække, hvor borgerne kan deltage. Borgerne får mulighed for at kommenterer på valget af temaer og få mere viden om processen i efterfølgende basar, som foregår i hver af temagrupperne. Styregruppen har valgt, at mødet skal være uformelt og inkludere fællesspisning. Det bliver tovholderne og arbejdsgrupperne, som er ansvarlige for afholdelsen af workshops/basar, som beskrevet i bilag 1. Der foreslås afsat 25.000 kr. til afholdelse af høringen.

 

For også at tilføre borgermødet et konkret aktuelt input, foreslår styregruppen endvidere, at helhedsplanen for Valby Idrætspark fremlægges på mødet under spisningen. Det er styregruppens vurdering, at det kan give en god vekselvirkning imellem diskussion af visioner og overordnede temaer og en helt konkret sag, som har stor betydning for Valby.

 

Styregruppen for bydelsplan har drøftet vedlagte udkast til arbejdsplan(bilag 2) med Økonomiforvaltningen. Arbejdsplanen er en drejebog for hvordan selve den lokale proces omkring formuleringen af bydelsplanen skal forløbe. De vigtigste elementer i arbejdsplanen er fra Lokaludvalgets perspektiv afsnittene omkring arbejdsprocessen herunder borgerinddragelse og kommunikation samt bilagene, der beskriver fokus og metode for arbejdet i de enkelte temaer. Som det fremgår af arbejdsplanen har styregruppen valgt at holde fast i de tidligere diskuterede temaer som omdrejningspunkt for bydelsplanen dvs. temaerne: integration, miljø, skole området, idræt og fritid, nyt og gammelt Valby samt trafik.

Der er valgt en åben tilgang til arbejdet med bydelsplanen, hvilket betyder, at der ikke er nogen overordnet skabelon for arbejdet i de enkelte temaer. Dette betyder, at temaerne vil udvikle sig i forskellig tempi og med udgangspunkt i forskellige arbejds- og mødeformer. Dog er arbejdsplanen bygget op omkring nogle milepæle, herunder borgermødet og kulturdagene i september, hvilket skal være med til at sikre, at arbejdsprocesserne i alle temaerne holder sig indenfor den af økonomiforvaltningen planlagte tidsramme. Samtidig mødes styregruppen i løbet af processen med jævne mellemrum for at koordinere og samle op på arbejdet i de enkelte grupper jf. kalenderen for bydelsplanen (bilag 3).

Det overordnede formål bag den kommunikationsstrategi, der beskrives i arbejdsplanen er at såvel informere som aktivere Valbys borgere. Succeskriterierne er blandt andet at inddrage personer og grupper, der ikke tidligere har været aktive i forbindelse med lokalpolitiske aktiviteter herunder børn og unge, hvilket er baggrunden for at arbejdsplanen indeholder forslag til utraditionelle tiltag såsom en fotokonkurrence for børn og unge.

 

 

LØSNING

På styregruppens møde den 1. april blev det aftalt, at arbejdsplanen forelægges for lokaludvalget til drøftelse. Lokaludvalget vil på hvert møde løbende blive orienteret om arbejdet med bydelsplanen.

 

ØKONOMI

Borgermødet holdes under hensyn til de ændrede økonomiske rammer på et moderat niveau. Det foreslås, at der afsættes 25.000 kr. på puljebudgettet til afholdelse af udgifter til bl.a. lokaleleje, bespisning, annoncering og trykning af materialer i forbindelse med mødet.

 

Alle beløb anvises på IM konto 06455111999000

 

VIDERE PROCES

Styregruppen medtager lokaludvalgets kommentarer i arbejdsplanen. Arbejdsplanen fremlægges lokaludvalget i maj til orientering. Styregruppen medtager lokaludvalget kommentarer til borgerhøring.

 

 

BILAG

·        Udkast til borgerhøring den 28. april

·        Udkast til arbejdsplan for bydelsplanlægning

 

 

Ejner Jensen

 



 

Til top