Tilbagemelding om affaldssorteringspunkter
Indstilling
Sekretariatet indstiller,
1) at Valby Lokaludvalg drøfter orientering om forslaget for placering af affaldssorteringspunkter og bemyndiger Miljøgruppen til at skrive en kommentar til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Problemstilling
Valby Lokaludvalg er tidligere blevet inddraget i arbejdet med at placere nye affaldssorteringspunkter i Valby. Onsdag den 1. februar afholdt udvalget i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen borgermøde med præsentation og drøftelse af forslag til placering af sorteringspunkterne.
Flere borgere fra villavejene udtrykte bekymring for trafikproblemer, når store kranbiler skal køre ind på små villaveje for at tømme nedgravede sorteringspunkter. Miljøgruppen giver en orientering om indvendingerne og de øvrige bekymringer, der blev udtrykt på borgermødet. Miljøgruppen vil på basis af borgermødet og lokaludvalgets drøftelse udarbejde en kommentar til projektet.
Forslag til placeringer er udsendt inden borgermødet og præsentationen fra mødet udsendes med dagsorden i separat fil.
Løsning
Valby Lokaludvalg drøfter orienteringen og bemyndiger Miljøgruppen til at skrive en tilbagemelding til Teknik- og Miljøforvaltningen.