Valby Kulturdage 2023
Indstilling
Sekretariatet indstiller,
1) at Valby Lokaludvalg tager styregruppens orientering om visionsworkshoppen til efterretning.
2) at Valby Lokaludvalg udpeger 2-3 medlemmer til styregruppe 2023 og bemyndiger styregruppen til at varetage det videre udviklingsarbejde.
3) at Valby Lokaludvalg udmønter de afsatte midler til kulturdagene 2023.
Problemstilling
Visionsworkshoppen om udvikling af Valby Kulturdage er afholdt med en række Valbyaktører, dels med fokus på samarbejder om dette års kulturdage og dels med fokus en udvikling af kulturdagene, der forankrer dem mere i civilsamfundet. Workshoppen skal følges op af sekretariatet og styregruppen i forhold til organisering, samarbejdspartnere og indhold i år og i de kommende år.
Valby Lokaludvalg har tidligere besluttet, at der i år kun skal være én ansøgningsfrist for de samarbejdspartnere, der søger Lokalpuljen om støtte. Sekretariatet har af hensyn til andre frister i eget og samarbejdspartnernes arbejde placeret fristen i marts, så ansøgningerne kan behandles af lokaludvalget i april. Ansøgningerne behandles af puljeudvalget og lokaludvalgsmedlemmerne i styregruppen i fællesskab for at sikre overensstemmelse mellem styregruppens koncept og de udvalgte projekter.
Valby Lokaludvalg skal derfor udpege 2-3 medlemmer af styregruppen, der som minimum også vil have sekretæren og 1-2 repræsentanter fra Kultur og Fritid Valby som medlemmer som i 2022. Det vil være ønskeligt, at lokaludvalgets medlemmer kan engagere sig ud over i år for at sikre kontinuitet i udviklingsarbejdet.
Valby Lokaludvalg bedes samtidig udmønte de afsatte midler til kulturdagene 2023, kr. 350.000. Budget med referencetal fra 2022 vedlagt som bilag.
Løsning
Valby Lokaludvalg tager styregruppens orientering til efterretning, udmønter afsatte midler og nedsætter ny styregruppe.
Økonomi
Status Intern pulje efter udmøntning:
Budget | Disponeret | Udbetalt indtil nu | Rest til disposition |
1.249.500 kr. | 476.000 kr. | 25.094 kr. | 773.500 kr. |
Videre proces
Sekretariatet og styregruppen giver en status på udviklingsarbejdet medio 2023.
Beslutning
1) Orienteringen blev taget til efterretning. Over 30 aktører var mødt frem til visionsworkshoppen og tilkendegav et ønske om at etablere et netværk omkring kulturdagene.
2) Hanne Kofoed, Benjamin Friis, Emmanuelle Kortholm og Mette Vesterbæk Mortensen blev udpeget til styregruppen.
3) Udmøntningen blev godkendt.