Mødedato: 29.10.2003, kl. 14:00

Uddannelse og job til alle unge under 18 år i København

Uddannelse og job til alle unge under 18 år i København

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for Fællesmøde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget onsdag den 29. oktober 2003

 

 

2.      Uddannelse og job til alle unge under 18 år i København

  J.nr. U122/03 - FA553/03

 

 

INDSTILLING

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at      udvalgene tager statusrapporten til efterretning og tiltræder de foreslåede anbefalinger heri

 

at      udvalgene får forelagt en ny statusrapport ultimo 2005

 

 

RESUME

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har via en samarbejdsaftale forpligtet sig til at etablere en arbejds- og uddannelsesgaranti for alle unge under 18 år inden udgangen af år 2001. Denne aftale blev besluttet på et fællesmøde mellem Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 12. januar 2000 og i 2001 besluttet forlænget med et år indtil udgangen af 2002.

 

Indtil udgangen 2003 har begge forvaltninger afdækket og intensiveret arbejdet omkring "Den rummelige skole" i relation til alternative skoletilbud. Anbefalingerne i statusrapporten er dermed i overensstemmelse med de vedtagne strategier for indsatsområdet "Den rummelige skole".

 

I vedlagte statusrapport konkluderes det, at samarbejdsmodellen alt i alt har virket, og alle medarbejdere kan se meningen i at forsætte til gavn for de unge. Det konkluderes endvidere, at der er brug for nye metoder og initiativer, hvis medarbejderne skal kunne "nå" flere end de ca. 50% af målgruppen, som man hidtil har fået fat i.

 

Der fremlægges i statusrapporten en række konkrete anbefalinger med henblik på at realisere en målsætning om at "nå" 75% af målgruppen inden udgangen af 2005.

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har via en samarbejdsaftale forpligtet sig til at etablere en arbejds- og uddannelsesgaranti for alle unge under 18 år inden udgangen af år 2001.  Denne aftale blev besluttet på et fællesmøde mellem Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 12. januar 2000 og i 2001 besluttet forlænget med et år indtil udgangen af 2002.

 

I vedlagte statusrapport konkluderes det, at samarbejdsmodellen alt i alt har virket, og alle medarbejdere kan se meningen i at forsætte til gavn for de unge.

 

Styrken i aftalen er, at den er meget præcis og konkret. Den har fokus på de 15-17 årige med den begrundelse, at disse unge ved skift fra folkeskole til ungdomsuddannelse befinder sig i en sårbar position.

 

Samlet set vurderes det i statusrapporten, at medarbejderne fra henholdsvis Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har arbejdet meget ihærdigt og systematisk med at sikre alle unge et arbejds- eller uddannelsestilbud. Hele gruppen af unge udgør godt 9.000 unge. Af disse indgår ca. 8.000 i rapportens materiale, idet Valby og Kgs. Enghave først er med i aftalen fra efteråret 2002. De ca. 8.000 unge er blevet gennemgået af medarbejderne, og som det fremgår af opgørelserne, er knapt 350 unge konkret hjulpet videre. Der er dog stadig godt 300, som har behov for initiativgruppernes støtte.

 

Det konkluderes videre i statusrapporten, at medarbejderne i de lokale initiativgrupper har brug for nye arbejdsredskaber, hvis de skal "nå" flere end de ca. 50% af målgruppen, som man i dag har fat i.

 

Der fremlægges i statusrapporten en række konkrete anbefalinger, som forvaltningerne kan anbefale gennemført.

 

Perspektivet er, at samarbejdsaftalen fortsætter, men implementeres under lokalt ledelsesansvar i 2004 på basis af formaliserede lokale samarbejdsaftaler.

Ledergrupperne skal bl.a. udarbejde en plan for de alternative skoletilbudspladser, som skal etableres lokalt (lektiecaféer, "åndehuller", "her og nu tilbud" mv.).

Samarbejdet kan udvides til at inddrage 12-14 årige og 19 årige efter lokale aftaler.

 

Som følge heraf foreslås styregruppen ændret til en følgegruppe med den hidtidige repræsentation suppleret med en ekstra repræsentant fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens specialundervisningsområde, (der desuden repræsenterer PPR, Ungdomsskolen og voksenområdet) samt i nødvendigt omfang en repræsentant for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, der dækker aldersgruppen over 18 år.

 

Endvidere udarbejdes notater for etablering af alternative skoletilbudspladser.

 

Planen skal dække en to-årig periode indtil udgangen af 2005.

 

Målet er mindst 25 pladser yderligere  til undervisningspligtige og mindst 25 pladser yderligere til unge, som er over den undervisningspligtige alder -  med henblik på at realisere en målsætning om at "nå" 75 % af de unge i målgruppen inden udgangen af 2005.

 

Følgegruppen har ansvaret for udarbejdelsen af dette notat.

 

Medarbejderne fra Center for Vejledning har sammen med døgninstitutionsmedarbejdere gennemført en undersøgelse, der bl.a. viser, at 20% af de unge på københavnske døgninstitutioner svarende til 27 unge var helt uden uddannelses- eller arbejdstilbud.

 

Statusrapporten anbefaler derfor, at de 2 forvaltninger har det fælles mål, at færre end 20% af de unge på døgninstitutioner er uden undervisnings- eller arbejdstilbud. 

 

Følgegruppen afleverer en ny statusrapport til udvalgene ultimo 2005.

 

 

Økonomi

 

Udgifterne afholdes indenfor budgetrammen for de respektive udvalg.

 

 

 

Miljøvurdering

 

Indstillingen har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser

 

 

Høring

 

Ingen bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Statusrapport - Fælles Ansvar - Uddannelses- og Arbejdsgaranti for alle Unge 2002

 

 

 

 

Grethe Munk                               Peter Rasmussen

 

 


 


Til top