Opsigelse af overenskomst med bestyrelsen for Bispeparkens Fritids- og Ungdomsklub
Opsigelse af overenskomst med bestyrelsen for Bispeparkens Fritids- og Ungdomsklub
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 29. august 2001
7. Opsigelse af overenskomst med bestyrelsen for Bispeparkens Fritids- og Ungdomsklub
UUU 244/2001 J.nr. U145/01
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at forvaltningen bemyndiges til at opsige driftsoverenskomsten med Bispeparkens Fritids- og Ungdomsklub og pålægges at undersøge, hvorledes der kan etableres alternative tilbud i området
RESUME
Uddannelses- og Ungdomsudvalget har kompetencen til at indgå og opsige overenskomster med bestyrelser for selvejende fritidshjem og klubber. Spørgsmålet om opsigelse af driftsoverenskomsten for Bispeparkens Fritids- og Ungdomsklub forelægges derfor for udvalget med henblik på, at forvaltningen bemyndiges til at opsige overenskomsten.
Bispeparkens Fritids- og Ungdomsklub er en institution med tilknytning til Socialt Boligbyggeris Ungdomsklubber. Institutionen er normeret til 25 fritidsklubpladser og 30 ungdomsklubpladser. Institutionen har fungeret meget dårligt de sidste år, og havde inden sin endelige lukning i juni måned et så dårligt image, at forvaltningen ikke kan se anden løsning end at opsige driftsoverenskomsten.
Budgetmidlerne vurderes bedre anvendt til andre klubpladser i området eller i kommunen som helhed. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har derfor som målsætning, at der inden opsigelsesperiodens udløb skal etableres alternative klubpladser i området.
SAGSBESKRIVELSE
Københavns Kommune har siden 1978 haft overenskomst med bestyrelsen for Bispeparkens Fritids- og Ungdomsklub beliggende Bispeparken 17 A i Bispebjerg. Institutionen er tilknyttet Socialt Boligbyggeris Ungdomsklubber (SBBU), og bestyrelsen er en fællesbestyrelse for alle SBBU'S klubber.
Institutionen er normeret til 25 fritidsklubpladser og 30 ungdomsklubpladser.
Inden for de sidste par år er klubben langsomt begyndt at fungere dårligt såvel økonomisk som pædagogisk.
Regnskabstallene for år 2000 viser et merforbrug på knap en halv million kr. Heraf er de 146.000 kr. overført nettounderskud fra år 1998 og 1999. Hertil kommer et bar-underskud på ca. 33.000 kr., en medlemsrestance på 49.000 kr. for 1999 og 39.000 kr. for 2000 samt en negativ egenkapital på 32.283 kr. m.m. Underskuddet skal ses i forhold til et samlet budget på ca. 1,4 mill. kr.
Bestyrelsen bliver i år 2000 opmærksom på den store medlemsrestance. Bestyrelsen indprenter herefter institutionsledelsen, hvordan betaling skal opkræves, og hvordan restancer skal sendes til inddrivning via skatteforvaltningen. Da denne praksis følges, opstår der problemer med en række utilfredse forældre, og der rejser sig en dårlig stemning omkring klubben. Klubben udsættes for hærværk, og personalet modtager alvorlige trusler, ligesom klubmedlemmer også bliver udsat for trusler.
Klubben har et voldsomt overforbrug bl.a. som følge af, at personalet har brugt ekstra personaleressourcer på at holde vagt om natten for at undgå hærværk. På et år bliver der eksempelvis ødelagt ruder for ca. 70.000 kr.
Endvidere forfølger enkelte beboere i området personalet, hvilket medfører, at de i begyndelsen af 2001 får tilbudt krisehjælp af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
Bestyrelsen har over for forvaltningen tilkendegivet, at den først på et meget sent tidspunkt blev orienteret om situationens alvor. Grundet særlige interne forhold af midlertidig karakter var kommunikationen mellem klubben, SBBU's personale og SBBU's bestyrelse på dette tidspunkt ikke optimal. Dette forhold er efterfølgende afhjulpet, og bestyrelsen har beklaget det uheldige i, at de ikke på et tidligere tidspunkt kunne gribe ind.
Både SBBU og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har forsøgt at rette op på klubben indholdsmæssigt ved at forsøge at skabe et rart og trygt miljø, der kunne fastholde gamle og tiltrække nye medlemmer. Således har forvaltningens distriktsmedarbejder i området i år 2000 brugt megen tid på supervision og støtte, dog uden nævneværdig effekt.
Bispeparkens Fritids- og Ungdomsklub har mange gange anmeldt diverse forhold til politiet. Herudover har klubben skrevet til ledelsen af Bellahøj Politi i november 2000 og givet udtryk for frustration over, at der ikke har kunnet gøres noget ved de mange trusler og det meget hærværk, som de er udsat for.
I februar 2001 beslutter SBBU at lukke klubben midlertidigt. SBBU arbejder i denne periode fortsat på at få genoprettet og genåbnet Bispeparkens Fritids- og Ungdomsklub.
I juni 2001 meddeler SBBU at det "ikke er lykkedes på tilfredsstillende vis at skabe et trygt miljø, der har kunnet tiltrække nye og fastholde gamle medlemmer. Klubben har igen været udsat for hærværk og personalet har følt sig truet."
SBBU lukkede derfor klubben på ny med øjeblikkelig virkning den 12. juni 2001. Klubben er fortsat lukket. Personalet er sygemeldt, og der er ingen medlemmer i klubben.
Det er forvaltningens vurdering, at der ikke er grundlag for at videreføre Bispeparkens Fritids- og Ungdomsklub, hverken økonomisk eller pædagogisk. Klubbens image i lokalområdet har lidt ubodelig skade. Derfor anser forvaltningen det for uundgåeligt at opsige overenskomsten.
Der er i lokalområdet protester mod opsigelsen af driftsoverenskomsten. Blandt andet har dele af institutionens klubbestyrelse (lokalbestyrelse med samme kompetenceområde som en forældrebestyrelse) og områdets folkeskoler og SSP-repræsentanter opfordret til, at overenskomsten videreføres. Det foreslås blandt andet, at der forsøges udstedt polititilhold mod de personer, der har fremsat trusler mod personalet. Der er imidlertid af såvel institutionen selv, SBBU og forvaltningen gjort mange forsøg på at videreføre klubben uden positivt resultat, hvorfor forvaltningen vurderer, at der ikke er grundlag for at videreføre institutionen.
Opsigelsen skal i overensstemmelse med overenskomsten ske med 9 måneders varsel. Da der ikke er flere medlemmer tilbage, vil forvaltningen dog foreslå bestyrelsen, at dette varsel forkortes – under fornøden hensyntagen til de 3 resterende medarbejderes opsigelsesvarsel. Om medarbejdernes mulighed for fremtidig ansættelse kan det oplyses, at der helt generelt p.t. er gode muligheder for beskæftigelse på pædagogområdet.
Opsigelsen vil blive fremsendt hurtigst muligt efter udvalgets tiltrædelse.
Det skal bemærkes, at opsigelsen sker på trods af, at der er behov for klubpladser i området. Forvaltningen vil derfor undersøge, hvorledes der kan etableres alternative tilbud i området og i givet fald fremlægge indstilling herom.