Udviklingsplan 2002-2006 for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i København
Udviklingsplan 2002-2006 for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i København
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 28. august 2002
7. Udviklingsplan 2002-2006 for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i København
UUU 356/2002 J.nr. U125/02
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at udvalget tiltræder, at Pædagogisk Psykologisk Rådgivnings oplæg til udviklingsplan 2002-2006 danner grundlag for udarbejdelse af konkrete handleplaner i perioden
at udvalget i september måned vil få forelagt forslag til handleplan for skoleåret 2002/03, herunder økonomiske og servicemæssige konsekvenser af handleplanen
RESUME
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) har udarbejdet forslag til udviklingsplan 2002-2006.
Udviklingsplanen indeholder blandt andet en situationsvurdering med 10 områder og forslag til at arbejde med disse områder.
Det foreslås, at Pædagogisk Psykologisk Rådgivnings oplæg til udviklingsplan 2002-2006 danner grundlag for udarbejdelse af konkrete handleplaner i perioden, og at udvalget i september måned vil få forelagt forslag til handleplan for skoleåret 2002/03, herunder økonomiske og servicemæssige konsekvenser af handleplanen.
SAGSBESKRIVELSE
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) har udarbejdet forslag til udviklingsplan 2002-2006.
Udviklingsplanen indeholder blandt andet en situationsvurdering med 10 områder og forslag til at arbejde med disse områder.
De 10 områder er:
- Rummeligheden i skolen
- Børn med sociale-emotionelle vanskeligheder
- Ressourceudnyttelsen i specialundervisningen
- Kvalitet i specialundervisningen
- Psykologbetjening i småbørnsområdet
- Forebyggende foranstaltninger
- Det tale-hørepædagogiske område
- PPRs synlighed
- PPRs egen status og udvikling
- Ventetid på PPR
Med udgangspunkt i PPRs virksomhedsplan for 1999 er der nu behov for en revision. På den baggrund er der udarbejdet en udviklingsplan for en 4-årig periode med fire hovedafsnit:
- Status
- Målformuleringer
- Indsatsområder og handleplaner
- Evaluering
Udviklingsplanen følger denne opbygning. Afsnittene 1 og 2 beskriver den gældende lovgivning på området, de kommunalt vedtagne bestemmelser samt PPRs opbygning, opgaver, funktion og sikring af kvalitet i betjeningen af borgerne. Afsnit 3, indsatsområder og handleplaner beskriver 10 områder, som vurderes som særligt væsentlige at arbejde med og udvikle ved siden af sagsarbejdet i snæver forstand, fordi de indeholder væsentlige problemer for børn og deres forældre og for bl.a. skolernes muligheder for at arbejde optimalt. Det er for hvert af de ti indsatsområder beskrevet, hvad problemet består i, hvordan der kan arbejdes for at afhjælpe problemet, og hvordan arbejdet rent praktisk kan gribes an.
Der kan naturligvis ikke arbejdes lige intenst med alle områder samtidig. PPR vurderer, at følgende tre områder skal tages op i skoleåret 2002-03:
- Rummeligheden i skolen
- Ressourceudnyttelsen i specialundervisningen
- Det tale-hørepædagogiske arbejde
PPRs konkrete forslag til prioritering af opgaverne i perioden 2002-06 vil blive fremlagt årligt i forbindelse med udvalgets behandling af PPRs årsberetning og handleplan.
Forvaltningen foreslår, at Pædagogisk Psykologisk Rådgivnings oplæg til udviklingsplan 2002-2006 danner grundlag for udarbejdelse af konkrete handleplaner i perioden, og at udvalget i september måned vil få forelagt forslag til handleplan for skoleåret 2002/03, herunder de økonomiske og servicemæssige konsekvenser af handleplanen.
Økonomi
De økonomiske og servicemæssige konsekvenser på området vil blive fremlagt i forbindelse med de forslag til konkrete handleplaner for de kommende år, som senere vil blive fremlagt for udvalget.
Miljøvurdering
Ingen bemærkninger
Høring
Alle personalegrupper har været involveret i udarbejdelsen af udviklingsplanen, og planen har været drøftet af ASU i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.
BILAG VEDLAGT
- Forslag til udviklingsplan for 2002-2006 for PPR
Peter Rasmussen
Bjørn Glæsel