Mødedato: 28.08.2002, kl. 08:00

Daghøjskolernes fremtid

Daghøjskolernes fremtid

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 28. august 2002

 

5. Daghøjskolernes fremtid

UUU 360/2002 J.nr. U136/02

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at analyserapporten vedrørende daghøjskolerne i Københavns Kommune sendes til høring i daghøjskolernes bestyrelser

at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen nøje skal følge aktivitetsudviklingen og i givet fald fremsætte forslag om justering af daghøjskolestrukturen med henblik på at sikre økonomisk og pædagogisk bæredygtighed inden for de fastsatte økonomiske rammer

 

 

RESUME

Folketinget har den 19. marts 2002 vedtaget lov om ændring af lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven) og ophævelse af lov om daghøjskoler m.v. og lov om den fri ungdomsuddannelse samt ændring af lov om refusion af udgifter til uddannelse i forbindelse med aktivering m.m. samt ændring af forskellige love (reform for daghøjskolerne, ændrede tilskudsregler for folkeoplysning, betaling for aktiverede i uddannelse, afvikling af den fri ungdomsuddannelse m.v.).

Loven flytter daghøjskolerne fra et kombineret statsligt/kommunalt område til et rent kommunalt område fra 1. juli 2002. Den fri ungdomsuddannelse afvikles.

Borgerrepræsentationen besluttede den 12. juni 2002, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen efter sommerferien skulle fremlægge forslag til Uddannelses- og Ungdomsudvalget om omstrukturering og tilpasning af kapaciteten på området således, at udgifterne svarer til den fremtidige finansiering. Der skulle endvidere gennemføres en analyse af daghøjskolerne og deres fremtid i samarbejde med daghøjskolerne.

Der blev på denne baggrund etableret en analysegruppe med deltagelse fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og daghøjskolelederne vedrørende den fremtidige struktur på daghøjskoleområdet i Københavns Kommune.

Analysegruppen har nu færdiggjort sit arbejde og udarbejdet vedlagte rapport, hvori der fremgår en række anbefalinger vedrørende den fremtidige struktur og det fremtidige samarbejde inden for daghøjskoleområdet.

Forvaltningen indstiller, at analyserapporten sendes til høring i daghøjskolernes bestyrelser med frist den 9. oktober 2002 og med efterfølgende behandling i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 6. november 2002. Analyserapporten forelægges endvidere Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Den fulde virkning af lukningen af den fri ungdomsuddannelse vil først vise sig over længere tid. Det vides endnu ikke, om den megen uro på daghøjskoleområdet vil resultere i ændret søgemønster. På denne baggrund vil Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen nøje følge udviklingen måned for måned for såvel aktivitet som for økonomi og i givet fald fremsætte forslag om justering af daghøjskolestrukturen med henblik på at sikre økonomisk og pædagogisk bæredygtighed inden for de fastsatte økonomiske rammer

 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Folketinget har den 19. marts 2002 vedtaget lov om ændring af lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven) og ophævelse af lov om daghøjskoler m.v. og lov om den fri ungdomsuddannelse samt ændring af lov om refusion af udgifter til uddannelse i forbindelse med aktivering m.m. samt ændring af forskellige love. (Reform for daghøjskolerne, ændrede tilskudsregler for folkeoplysning, betaling for aktiverede i uddannelse, afvikling af den fri ungdomsuddannelse m.v.).

Loven flytter daghøjskolerne fra et kombineret statsligt/kommunalt område til et rent kommunalt område fra 1. juli 2002. Den fri ungdomsuddannelse afvikles.

Borgerrepræsentationen besluttede på denne baggrund på sit møde den 12. juni 2002 at nedsætte en analysegruppe vedrørende den fremtidige struktur på daghøjskoleområdet i Københavns Kommune.

Analysegruppen har afsluttet sit arbejde med følgende anbefalinger:

  • At fastholde og udvikle den nuværende struktur med 10 daghøjskoler
  • Etablering af fælles internetportal for alle daghøjskoler
  • Etablering af fælles kontakt til skolerne for såvel borgere som teammedarbejdere
  • Tydeliggørelse af daghøjskolernes placering i voksenuddannelsessystemet
  • Udbygning af det forpligtigende skolesamarbejde i form af uddannelsespakker, kombinationsforløb, brobygningsforløb mv.

Analyserapporten anbefaler dermed, at de eksisterende 10 daghøjskoler fortsætter. Samtidig skal det i forvejen eksisterende skolesamarbejde udvikles yderligere med fælles internetportal og fælles kontakt til omverdenen.

På den måde sikres der for borgere en let kontakt til daghøjskolerne i Københavns Kommune. Samtidig bevares den enkelte daghøjskoles profil og tilbuddets alsidighed. Det tætte og nære voksenpædagogiske miljø, der er en forudsætning for mange kursis-ters gennemførelse bevares ligeledes.

Analysegruppen anbefaler endvidere, at der etableres en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og daghøjskolelederne med følgende opgaver:

  • Udarbejdelse af retningslinier for den fremtidige daghøjskoleundervisnings formål og indhold
  • Udarbejdelse af regler for administration og styring ud fra et ønske om enkelhed og ensartethed samt hensyntagen til de givne økonomiske rammer
  • Afdækning af mulighederne for at etablere et råd for kortuddannelsesområdet i Københavns Kommune
  • Afdækning af mulighederne for skolesamarbejde om bogholderi, regnskab, indkøb mv.
  • Afdækning af mulighederne for at etablere uddannelsesforberedende vejledningsforløb med tilknyttet stipendieordning/refusionsordning

Arbejdsgruppen vil have afsluttet sit arbejde inden udgangen af 2002.

 

Økonomi

Som følge af omlægningen i lovgivningen har daghøjskoleområdet i 2002 og fremover en reduceret økonomisk ramme. Borgerrepræsentationen besluttede derfor på sit møde den 12. juni 2002 at tildele daghøjskolerne en ekstra bevilling på 5 mill. kr. i indeværende år. Bevillingen blev givet for at lette overgangen til den reducerede økonomi og for at give daghøjskolerne mulighed for at foretage en hensigtsmæssig og langsigtet planlægning målrettet de nye vilkår.

I de følgende år vil daghøjskoleområdet have følgende økonomiske rammer. Det skal bemærkes, at forudsætningen for de økonomiske beregninger er, at de tilførte statslige midler overføres fuldt ud til daghøjskoleområdet.

 

Tilskud fra staten til Daghøjskoleområdet i Københavns Kommune (mio. kr.)

 

 

2002

 

2003

2004

Frit optag

13,83

8,96*

7,7*

Kommunepulje

6,87

ophører**

ophører**

Bloktilskud

3,09

14,35

13,74

I alt

23,79

23,31

21,44

* Tilskuddet vedrørende det frie optag afhænger af antallet af daghøjskoler, der eksisterer på landsplan pr. 1. januar 2003.

** Overgår til bloktilskud

I 2002 forventes taxameterøkonomien for daghøjskolerne i Københavns Kommune at blive på 28,79 mill. kr., der finansieres med 23,79 mill. kr. fra staten og 5 mill. kr. ved ekstrabevillingen fra Borgerrepræsentationen. Den samlede taxameterøkonomi i de kommende år fremgår af nedenstående tabel.

Den samlede taxameterøkonomi for Daghøjskolerne i Københavns Kommune (mio. kr.)

 

 

2002

2003

2004

I alt

28,79*

23,31

21,44

* Tallet indeholder ekstrabevillingen på 5 mill. kr.

Som det fremgår af ovenstående, vil reduktionen fra 2002 til 2003 blive på ca. 5,5 mill. kr., svarende til et fald i årselever på ca. 100. Dette tal skal ses i relation til 2001 aktiviteten, der udgjorde 544 årselever. Fra 2003 til 2004 vil reduktionen blive yderligere 1,9 mill. kr., svarende til 34 årselever.

Udover taxameterøkonomien hviler daghøjskolernes økonomi på deltagerbetaling og grundtilskud fra Københavns Kommune.

 

Udvalgte tal, regnskab 2001 for daghøjskolerne i Københavns Kommune

Kroner i hele tusinder

Daghøjskole

Grundtilskud

Deltagerbetaling

Egenkapital

Daghøjskolen Fobiskolen

362

735

276

Daghøjskolen i Centrum

362

1.390

3

Daghøjskolen for Indvandrerkvinder med små børn

362

492

670

Daghøjskolen Kys En Tiger

362

76

1.818

Daghøjskolen Københavns Forkursus

437

1.484

714

Daghøjskolen Kigkurren

362

275

116

Daghøjskolen Vera

362

387

244

Københavns Kvindedaghøjskole

437

2.572

294

Daghøjskolen Rampen

384

450

341

Den Rytmiske Daghøjskole

437

1.780

-1.341

Sammentælling

3.867

9.641

3.135

Det er vurderingen, at ovenstående beløb samlet set udgør et tilstrækkeligt økonomisk grundlag til at bevare alle 10 daghøjskoler, idet nedlæggelsen af den fri ungdomsuddannelse i sig selv vil medføre en reduceret søgning. Endvidere vil daghøjskolerne kunne supplere deres økonomi ved at gennemføre FVU-undervisning samt ved at optage aktiverede kursister fra andre kommuner og AF, hvor afregningen sker direkte.

Daghøjskolerne har iværksat en række tiltag for at sikre overensstemmelse med de fastsatte økonomiske rammer. Det drejer sig om tilpasning af personalemængden og reduktion i aktiviteten. To af daghøjskolerne arbejder på at udskille dele af aktiviteten til produktionsskolevirksomhed.

Det skal dog bemærkes, at en enkelt daghøjskole havde en negativ egenkapitel i kombination med positivt driftsresultat ved årsskiftet 2001-2002. Revisionen anfører i årsregnskabet for 2001, at de iværksatte tiltag anses for tilstrækkelige til at sikre en planmæssig afvikling af den negative egenkapital.

Da eventuelle ændringer i søgemønstret på daghøjskoleområdet ikke kendes, vil forvaltningen fremover indkalde månedlige økonomi- og aktivitetsrapporter fra daghøjskolerne og i givet fald fremsætte forslag om justering af daghøjskolestrukturen med henblik på at sikre økonomisk og pædagogisk bæredygtighed inden for de fastsatte økonomiske rammer.

Udbetaling af tilskud vil som hidtil ske ved månedlige á-contobetalinger med kvartalsvis regulering på baggrund af faktisk aktivitet. Á-conto beløbene fastsættes under hensyntagen til den økonomiske ramme og den enkelte daghøjskoles størrelse.

Miljøvurdering

Ingen bemærkninger.

 

Høring

Analyserapportens anbefalinger sendes til høring i daghøjskolernes bestyrelser med høringsfrist den 9. oktober 2002 og med efterfølgende behandling i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 6. november 2002.

 

BILAG VEDLAGT

  • Analyserapporten fra arbejdsgruppen vedrørende analyse af daghøjskolerne i Københavns Kommune

 

 

 

 

Peter Rasmussen

Bodil Hendrichsen

 

 

 

 

Til top