Mødedato: 27.08.2003, kl. 08:15

Danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 27. august 2003

 

 

8.      Danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

  J.nr. U146/03

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at    undervisningen i samfundsforståelse efter danskuddannelsesloven fortsat koordineres af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen ved Sprogcentret Kigkurren

 

at    der oprettes en internetportal med et overblik over mulighederne for tilbud om undervisning efter danskuddannelsesloven

 

at     udbyderne forpligtes til at bidrage til internetportalen

 

at    forslaget forinden sendes til høring hos sprogcentre, Sprogcenterrådet, Integrationsrådet og Integrationsudvalget

 

 

 

 

RESUME

 

En arbejdsgruppe med repræsentanter fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen,  Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og sprogcentrene har analyseret konsekvenserne af de seneste ændringer af integrations- og danskundervisningslovgivningen og har opstillet en række anbefalinger vedrørende indsatsen for personer omfattet af integrationsloven. Blandt anbefalingerne er forslag, der ikke kun vedrører danskundervisningen til personer omfattet af integrationsloven, men danskundervisningen generelt.

 

I den ny lov om danskuddannelse, der træder i kraft 1. januar 2004, stilles vidtgående krav om fleksibel tilrettelægges af undervisningen, der skal kunne følges på alle tider af døgnet. Samtidig får kommunen en kortere frist til at give et tilbud om danskundervisning til personer, der ikke er omfattet af integrationsloven.

 

På den baggrund foreslås det, at der oprettes en internetportal, der kan give målgruppen for danskundervisningen og de henvisende instanser overblik over de konkrete muligheder for tilbud om danskuddannelse i kommunen.

 

Den ny danskuddannelseslov indebærer, at det nuværende kursus i samfundsforståelse, som tilbydes personer omfattet af integrationsloven, bliver en del af danskundervisningen - også for personer, der ikke er omfattet af integrationsloven.

Undervisningen i samfundsforståelse skal normalt tolkes. Det anbefales derfor, at undervisningen i samfundsforståelse fortsat koordineres centralt, så ressourcerne så vidt muligt kan anvendes til undervisning frem for tolkning.

 

Det foreslås, at forslaget forinden endelig vedtagelse sendes til høring hos sprogcentre, Sprogcenterrådet, Integrationsrådet og Integrationsudvalget.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Danskundervisning til personer omfattet af integrationsloven

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har det overordnede ansvar for integrationen af udlændinge, der flytter til Københavns Kommune og er omfattet af integrationsloven.

 

Omfattet af integrationsloven er hovedparten af de udlændinge, der ikke kommer fra EU, Norge, Island eller Liechtenstein (EU/EØS-lande). De er omfattet af integrationsloven i de første tre år fra bosættelsen i Danmark.

 

I de tre år får de tilbudt et introduktionsprogram, hvori en væsentlig bestanddel er danskundervisning. Efter Borgerrepræsentationens beslutning 'køber' Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget denne danskundervisning – primært til selvforsørgende - af Uddannelses- og Ungdomsudvalget, mens undervisningen af integrationsydelsesmodtagere, der skal aktiveres, som regel varetages af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets eget sprogcenter. I 2002 var cirka hver fjerde af kursisterne på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets sprogcentre omfattet af integrationsloven.

 

Som følge af stramninger i udlændingelovgivningen er den løbende tilgang af udlændinge omfattet af integrationsloven til Københavns Kommune halveret siden sommeren 2002. Det betyder, at den samlede gruppe af integrationslovsudlændinge forventes halveret i løbet af en treårig periode.

 

Samtidig er der vedtaget ændringer af integrationsloven og danskundervisningsloven med virkning fra 1. januar 2003 og yderligere ændringer med virkning fra 1. januar 2004. Lovændringerne betyder væsentligt ændrede vilkår for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets indsats for at integrere personer omfattet af integrationsloven, herunder samspillet med Uddannelses- og Ungdomsudvalgets danskundervisning.

 

De to forvaltningen har derfor nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra sprogcentre, beskæftigelsescentre, Modtageenheden, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Arbejdsgruppen har analyseret konsekvenserne af lovændringerne og opstiller en række anbefalinger, hvoraf nogle vedrører Uddannelses- og Ungdomsudvalgets danskundervisning generelt, ikke kun undervisningen til personer omfattet af integrationsloven.

 

Arbejdsgruppen anbefaler,

 

·        at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen opretter en internetportal med oversigt over de konkrete muligheder for tilbud om danskuddannelse i kommunen.

·        at der fastholdes en centralt koordineret undervisning i samfundsforståelse, som indeholder de elementer, hvor tolkning er nødvendigt.

 

Som konsekvens af lovændringerne skal der fastlægges en ny model for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets betaling til Uddannelses- og Ungdomsudvalget for undervisningen til personer omfattet af integrationsloven, der kan gælde fra årsskiftet. Arbejdsgruppen har ikke peget på en ny model, men Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil fremlægge forslag, når de fulde økonomiske konsekvenser af lovændringerne kendes.

 

Portal med oversigt over mulighederne for danskuddannelse

 

Den ny lov om danskuddannelse, der træder i kraft 1. januar 2004, indeholder færre retningslinier for, hvordan undervisningen skal tilrettelægges end den hidtidige lov. Til gengæld stilles vidtgående krav om, at undervisningen skal tilrettelægges fleksibelt efter de behov, som de til enhver tid henviste personer har.

 

Integrationsministeren oplyser, at der skal være tilbud om danskuddannelse både i dagtimerne og uden for normal arbejdstid, for eksempel om aftenen, om natten og i weekender, hvis der er behov for det, således at kursisterne også får mulighed for at uddanne sig i deres fritid.

 

Arbejdsgruppen anbefaler, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen opretter en internetportal, der kan give borgerne og de personer, der vejleder borgerne, et samlet og ajourført overblik over de konkrete muligheder for tilbud om danskuddannelse i kommunen.

 

Arbejdsgruppen har fokuseret på indsatsen for personer omfattet af integrationsloven, men natur ligvis har andre i målgruppen for danskundervisningen og instanser, der henviser disse, også behov for overblik over det samlede tilbud. Det gælder ikke mindst, fordi kommunen med den ny lov forpligtes til at give alle et tilbud om danskundervisning allerede inden for én måned. Fristen for personer, der ikke er omfattet af integrationsloven, er efter den gældende lov på tre måneder.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen anbefaler på den baggrund, at forvaltningen opretter en internetportal, der kan give målgruppen for danskundervisningen og de henvisende instanser overblik over de konkrete muligheder for tilbud om danskuddannelse i kommunen. Forvaltningen anbefaler, at udbyderne forpligtes til at bidrage til portalen.

 

Driften af portalen kan for eksempel varetages af det kommunale sprogcenter Kigkurren og Center for Informatik.

 

Internetportalen vil delvist kunne tage udgangspunkt i en systematisering af de oplysninger, der i henhold til lovgivningen allerede skal være tilgængelig via nettet: Udbyderne af danskuddannelsen er i forvejen i lovgivningen forpligtet til at indberette om deres undervisningstilbud til Vidar, der er statens internetbaserede database om voksenuddannelser. Udbyderne af danskuddannelsen er desuden omfattet af lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v., der trådte i kraft 1. juli 2003. Loven påbyder alle lovregulerede uddannelsesinstitutioner at offentliggøre en række oplysninger på deres hjemmeside, således at borgerne enkelt og hurtigt kan vurdere kvaliteten af undervisningen på de enkelte skoler og institutioner.

 

Central koordinering af undervisningen i samfundsforståelse

 

Personer, der er omfattet af integrationsloven, skal efter de gældende regler tilbydes et kursus i samfundsforståelse af  mindst 20 timers varighed. Kurset skal normalt afholdes senest seks måneder efter kommunens overtagelse af integrationsansvaret for udlændingen, og tolkning er derfor nødvendig.

 

Undervisningen er efter de gældende regler ikke en del af danskundervisningen, men varetages i Københavns Kommune af flere af sprogcentrene. Undervisningen koordineres af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen ved Sprogcentret Kigkurren, således at hver af de deltagende sprogcentre udbyder kurset for forskellige sproggrupper. Hensigten med dette er at minimere udgifterne til tolkning af kurset.

 

At koordinering er nødvendig skal ses på baggrund af, at der i danskundervisningen på de syv sprogcentre i Københavns Kommune typisk er deltagere med 60-80 forskellige modersmål. I 2002 blev 8-900 personer omfattet af integrationsloven henvist til kursus i samfundsforståelse i Københavns Kommune. De pågældende talte tilsammen knapt 50 forskellige sprog. En del udlændinge forstår mere end et sprog, så kommunen kunne i 2002 'nøjes med' at udbyde kurset tolket på ca. 30 forskellige sprog.

 

Den ny lov om danskuddannelse, der træder i kraft 1. januar 2004, indebærer, at kurset i samfundsforståelse integreres i danskundervisningen og bliver en obligatorisk del af undervisningen for hovedparten af kursisterne – også personer, der ikke er omfattet af integrationsloven. I Københavns Kommune betyder det, at der skal tilbydes tolket undervisning til væsentligt flere personer.

 

Efter den ny lov har selvforsørgende ret til frit valg af udbyder. Integrationsministeriet har imidlertid tilkendegivet, at det også fremover vil være muligt for kommunen at koordinere undervisningen i samfundsforståelse som hidtil. En bestemmelse herom forventes indarbejdet i en kommende bekendtgørelse på området.

 

På den baggrund anbefaler Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget beslutter, at undervisningen i samfundsforståelse som hidtil skal koordineres af Sprogcentret Kigkurren. Hensigten er fortsat at sikre, at ressourcerne så vidt muligt anvendes til undervisning frem for tolkning.

 

Ny model for betaling for undervisning til integrationskursister

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget betaler Uddannelses- og Ungdomsudvalget for undervisningen til personer omfattet af integrationsloven efter en model, der er vedtaget af Borgerrepræsentationen – senest den 25. maj 2000.

 

Det er nødvendigt at forny modellen fra årsskiftet på grund af ændringerne i integrations- og dansklovgivningen.

 

Ændringerne i integrationsloven betyder, at statens tilskud til kommunen vedrørende personer omfattet af integrationsloven omlægges. Tilskuddet vedrørende den enkelte person vil fremover blive givet som en kombination af grundtilskud, programtilskud og resultattilskud. Resultattilskuddet opnås, hvis en person kommer i beskæftigelse eller tager en afsluttende danskprøve inden for de tre år, som introduktionsprogrammet må vare.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen tilstræber, at danskundervisningen som udgangspunkt kan finansieres fuldt af programtilskuddet fra staten.

 

Den nye danskuddannelseslov betyder, at kommunen fremover ska l betale private udbydere pr. undervisningsmodul, som en person påbegynder. Hver af de tre danskuddannelser opdeles i seks moduler.

 

De vejledende takster for kommunernes betaling til udbyderne er endnu ikke fastsat, men Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har repræsenteret kommunen i den såkaldte 'Beregnergruppe', som Integrationsministeriet har nedsat. Forvaltningen vurderer på den baggrund, at det er usikkert, om programtilskuddet alene kan finansiere kommunens udgifterne til undervisning af personer omfattet af integrationsloven.

 

De to forvaltninger vil fremlægge forslag til en ny finansieringsmodel, når de økonomiske konsekvenser af lovændringerne kendes bedre.

 

 

Økonomi

Oprettelsen og driften af en internetportal med information om det samlede udbud af danskundervisningen finansieres af budgettet til danskundervisningen, herunder Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets og andre kommuners betaling for undervisning, Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 5.60.1 Undervisning af voksne indvandrere.

En koordinering af undervisningen i samfundsforståelse vil ikke medføre besparelser for forvaltningen men give mulighed for, at en større del af forvaltningens betaling til udbyderne pr. undervisningsmodul kan anvendes til undervisning frem for tolkning. Udgiften til sprogcentret Kigkurrens koordinerende funktion finansieres af budgettet til danskundervisningen.

 

 

 

Miljøvurdering

Indstillingen har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser

 

Høring

Det foreslås, at indstillingen inden endelig vedtagelse sendes til høring hos sprogcentre, Sprogcenterrådet, Integrationsrådet og Integrationsudvalget med høringsfrist den 10. oktober 2003.

 

 

BILAG

·        Rapport fra arbejdsgruppen vedr. omlægning af integrationsindsatsen.

 

 

 

                                Peter Rasmussen

                                                                         Bodil Hendrichsen                          

 


 


Til top