Omlægning af Ungehuset i Norgesgade
Omlægning af Ungehuset i Norgesgade
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 27. august 2003
4. Omlægning af Ungehuset i Norgesgade
J.nr. U138/03
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at Ungehuset i Norgesgade omlægges fra værested, junior- og ungdomsklub til kun at omfatte junior- og ungdomsklub
at forslaget forinden sendes til høring i Ungehuset
RESUME
Ungehuset i Norgesgade har eksisteret siden 1. januar 1994 og ligger tæt på Holmbladsgadekvarteret.
Huset var fra starten tænkt som et anderledes tilbud til unge på Amager, der havde brug for et sted at være.
Værestedets brugere er primært drenge af anden etnisk herkomst, og der har i løbet af de sidste par år været en del voldsepisoder over for personalet, hærværk på naboernes biler og støjklager fra naboerne.
Ungehusets junior og ungdomsklub har gennem længere tid haft svært ved at tiltrække medlemmer, grundet værestedets placering i huset og værestedets uforpligtende struktur.
Forvaltningen har i samarbejde med ledelse og personale i Ungehuset udarbejdet forslag til ny struktur for Ungehuset. Det er ønsket med den fremtidige struktur at signalere et mere forpligtigende tilbud til de unge, der i dag bruger værestedet.
Den fremtidige struktur vil kunne rumme nogle af værestedets nuværende brugere. Forvaltningen har i samarbejde med områdets øvrige fritidstilbud planlagt tiltag i forhold til den resterende gruppe.
Det foreslås, at forslaget forinden endelig vedtagelse sendes til høring blandt Ungehusets brugere.
SAGSBESKRIVELSE
Ungehuset i Norgesgade har eksisteret siden 1. januar 1994 og ligger tæt på Holmbladsgadekvarteret.
Ungehuset blev oprindelig etableret som juniorklub- og ungdomsklub. Ungdomsklubben har haft en særlig opgave i forhold til projektarbejde og netværksdannelse blandt de unge i kvarteret.
En del af tilbuddet i Ungehuset blev derfor værestedet (det åbne tilbud), der er placeret centralt i huset. Denne placering har flere gange været til diskussion, da den er årsag til, at juniorklubben har haft svært ved at blive en fast del af Ungehuset. Ungdomsklubbens forankring i huset har lidt under samme problemstilling samtidig med, at det har været svært at skelne mellem ungdomsklub og værested, hvor der også er forskellige betalingsregler.
På trods af det opsøgende arbejde og samarbejde med kvarterets fritidshjem og klubber i forsøget på at få brugere til junior- og ungdomsklubben er det ikke lykkedes at få forankret disse tiltag. Værestedet placering og brugere har skræmt nye brugere til Ungehuset væk.
Værestedet besøges dagligt af ca. 20-30 unge, primært drenge af anden etnisk herkomst. I den senere tid har antallet af unge med særlige vanskeligheder været stigende, der har været en del politiudrykninger med naboklager til følge. Personalets fokus på værestedets unge har resulteret i, at junior- og ungdomsklubaktiviteterne har været dalende med et meget lavt medlemstal til følge.
Forvaltningen afholdt med baggrund i klager fra naboerne et møde med disse, hvor det klart fremgik, at man var bekymret for værestedets placering, men at man gerne så en junior- og ungdomsklub i huset.
En del af de unge har problemer, som personalet i Ungehuset ikke er i stand til at tackle. Personalet i Ungehuset har et tæt samarbejde med SSP og politiet om de problemstillinger, der foregår i og omkring Ungehuset.
Strukturen
er i dag:
Værested med 100 pladser, kontingentfri og registreringsfri. Juniorklub normeret til 30 pladser, og ungdomsklub normeret til 30 pladser.
Som fremtidig
struktur foreslås:
Juniorklub for børn i alderen 12-14 år normeret til 40 pladser. Åbningstid: kl. 13.00 – 21.00, 2 dage om ugen og kl. 13.00 –18.00, 3 dage om ugen.
Ungdomsklub for unge i alderen 14-20 år normeret til 60 pladser. Åbningstid kl. 14.00-22.00 med søndagsåbent.
Det er ønsket med det nye tilbud, som også i fremtiden kan rumme nogle af værestedets brugere, at signalere forpligtigelse og involvering fra de unges side. Et tilbud der ikke bare får karakter af et sted man mødes, men et sted hvor personale og brugere sammen kan udvikle stedets kultur og indhold.
Der vil i forbindelse med strukturændringen blive nedsat en forældrebestyrelse, som der er mulighed for, efter servicelovens regler for klubtilbud.
Ungehuset vil, ud over de to nye klubtilbud, stadig have det opsøgende og udgående arbejde som en central funktion i samarbejde med kvarterets andre tilbud.
Forvaltningen er opmærksom på, at ændringen af Ungehusets pædagogiske struktur vil betyde, at nogle af de unge fra værestedet søger andre steder hen. Ungehusets udgående medarbejder har i samarbejde med kvarterets øvrige tilbud, Garagen Brydes Alle, Støberigårdens beboer- og ungeværested, Kvarterløfthuset i Jemtelandsgade, Idrætscontaineren samt Ungerådgivningen i Woltersgade planlagt at følge disse grupper af unge tæt. Forvaltningen er desuden opmærksom på at følge den generelle udvikling i området nøje. Der er således planlagt en konference med samtlige institutioner i området om emnet "Ungdomspædagogik", hvor udviklingen vil blive behandlet.
Omlægningen af Ungehuset vil betyde, at området får et mere struktureret klubtilbud, som Ungehuset er i stand til at håndtere og udvikle i samarbejde med områdets unge. Herudover forventes det, at der bliver mere ro i området til glæde for kvarterets beboerne.
Hvis omlægningen af Ungehuset gennemføres, frigøres der nogle lokaler i Ungehuset (ca. 150 m2), som vil kunne benyttes til anden virksomhed for unge. Forvaltningen har overvejelser om oprettelse af et natur-teknisk værksted baseret på genbrugsmaterialer - et "Skramlotek". Værkstedet skal have til formål at udvikle børn og unges interesse for teknik og naturvidenskab. Værkstedet vil henvende sig til børn, unge, pædagoger, lærere, fritidshjem, klubber og skoler. Forvaltningen vil i givet fald snarest fremlægge forslag herom i udvalget. Værkstedet vil, udover at være et meget spændende initiativ på et naturvidenskabeligt grundlag, kunne understøtte Ungehusets bestræbelser på at tiltrække børn og unge til både junior- og ungdomsklub.
Økonomi
Institutionens normering ved blive justeret i forhold til omlægningen. Det betyder, at institutionens lønbudget vil blive nedjusteret med 1.182.140,00 kr. fra 2.925.796,50 kr. til 1.743.656,50 kr. og at driftsbudgettet vil blive nedjusteret med 97.488,00 kr. fra 264.592,00 kr. til 167.104,00 kr. I nedjusteringen er modregnet en udgift til en pædagogstilling til det opsøgende arbejde i ungdomsklubben. Forvaltningen afventer udviklingen i området således, at en del af de ubrugte midler eventuelt foreslås anvendt til nødvendige tiltag i forhold til de unge og institutionerne i området. Det kan f.eks. være en styrkelse af ungdomsklubben eller funktionen omkring det udgående og opsøgende arbejde.
Omkostningerne til istandsættelse af lokaler vurderes til ca. 335.000 kr., som afholdes inden for institutionens eget budget til vedligeholdelse, institutionens opsparede midler samt eventuelt et lån i Lånebanken.
Miljøvurdering
Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.
Høring
Det foreslås, at forslaget inden endelig vedtagelse sendes til høring blandt Ungehusets brugere med høringsfrist den 10. oktober 2003.
BILAG VEDLAGT
Ingen
Peter Rasmussen
Jan Lange