Mødedato: 27.08.2003, kl. 08:15

Evaluering af udvalgets arbejds- og mødeform

Evaluering af udvalgets arbejds- og mødeform

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 27. august 2003

 

 

13.      Evaluering af udvalgets arbejds- og mødeform

  J.nr. U148/03

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at      besvarelsen af spørgeskemaet danner udgangspunkt for en drøftelse af udvalgets arbejde

 

 

 

RESUME

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget fik til mødet den 6. august 2003 udleveret et spørgeskema vedrørende udvalgets arbejds- og mødeform. Besvarelserne af spørgeskemaet foreligger nu.

 

Medlemmernes besvarelse af spørgeskemaet viser generelt, at der i udvalget er tilfredshed med udvalgets arbejds- og mødeform.

 

Forvaltningen foreslår, at besvarelsen af spørgeskemaet danner udgangspunkt for en drøftelse af udvalgets arbejde


SAGSBESKRIVELSE

 

I lighed med praksis i den forrige periode og sidste år har man valgt at gennemføre en evaluering af udvalgets arbejds- og mødeform. Evalueringen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse og har taget sit afsæt i forretningsordenen for udvalget.

 

Med udgangspunkt i de indkomne besvarelser fra samtlige medlemmer af udvalget er der udarbejdet et materiale indeholdende det samlede resultat af udvalgsmedlemmernes afkrydsninger.

 

 Medlemmernes besvarelse af spørgeskemaet viser generelt, at der i udvalget er tilfredshed med udvalgets arbejds- og mødeform.

 

Nedenfor har forvaltningen fremhævet og kommenteret nogle af de spørgsmål, hvor der i besvarelsen er delte meninger blandt udvalgets medlemmer, og hvor evalueringen adskiller sig fra sidste år. Til sammenligning er opgørelsen i 2002 baseret på 8 medlemmers besvarelse.

 

Spørgeskemaet er besvaret gennem afkrydsning af én af 10 svarmuligheder, hvor 1 er utilfredsstillende, 3 nogenlunde, 5 tilfredsstillende (middel), 7 fint og 9 meget tilfredsstillende

 

Spørgsmål 1 Opgavemængde i forhold til mødehyppighed: Udvalget er blevet mere kritisk over for opgavemængde i forhold til mødehyppighed, idet der i 2003 er 2, der ligger på middel og derunder. I 2002 lå alle svar på 7 og derover.

 

Spørgsmål 4 Afholdelse af møder på skole/institution: Der er fortsat meget stor tilfredshed med, at møderne holdes på skoler/institutioner, idet samtlige besvarelser ligger på 7 og derover.

 

Spørgsmål 5 Mødetidspunktet: 2 medlemmer er meget kritiske over for mødetidspunktet. Dette dækker antagelig over ønsket om henholdsvis flere og færre morgenmøder. Spørgsmålet blev ikke stillet i 2002.

 

Spørgsmål 8 Overgang til elektronisk udsendelse af dagsorden og beslutningsprotokol:  Der er i modsætning til 2002 ingen svar under 5. I 2002 var en bemærkning om krav om adgang til elektroniske bilag. Dette eksisterer nu i stort set alle sager.

 

Spørgsmål 13 Konsekvensbeskrivelser i de enkelte sager: 3 medlemmer synes, at konsekvensbeskrivelserne er under middel. I 2002 lå 2 under middel og 4 på 5. Der  kan spores en svag bedring i vurderingen af konsekvensbeskrivelserne i forhold til sidste år.

 

Spørgsmål 14 Sagsindstillingerne (at´erne): 2 medlemmer synes, at at´erne er under middel. I 2002 lå 2 på middel og derunder.

Spørgsmål 15 Behandling af budgetforslaget: Alle besvarelser ligger på tilfredsstillende og derover. I 2002 lå besvarelserne med 5 under middel og ingen over 6. Der kan således konstateres  en klar forbedring i oplevelsen af behandlingen af budgetforslaget.

 

Spørgsmål 23 Borgmesterens mødeledelse: Borgmesterens mødeledelse opleves som bedre, idet alle besvarelser ligger på middel og derover. I 2002 lå 4 svar på middel og derunder.

 

Spørgsmål 24 Udvalgets tidsanvendelse under møderne: Med hensyn til tidsanvendelsen ligger 3 medlemmer i 2003 under middel, mens ingen lå under 5 i 2002.

 

Spørgsmål 25 Arbejdsklimaet og stemningen under udvalgsmøderne: Arbejdsklimaet opleves som bedre end i 2002, idet der i 2002 var 2 besvarelser på middel og derunder. I 2003 ligger alle besvarelser over middel.

 

Spørgsmål 31 Proceduren for meddelelse af udvalgsbeslutninger til offentligheden: Et enkelt medlem oplever proceduren som utilfredsstillende, øvrige besvarelser ligger på middel og derover. Dette svarer stort set til 2002-undersøgelsen.

 

Spørgsmål 35 Medlemmernes adgang til at indhente oplysninger mv. fra ansatte i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen: I forhold til 2002, hvor alle besvarelser lå mellem 7 og 9, er der tale om en tilbagegang i tilfredsheden, idet tre besvarelser ligger under middel. De formelle procedurer er uændrede.

 

Spørgsmål 40 Ordningen med daglige e-mails til udvalgsmedlemmer med overskrifter fra dagens presseklip: Der er meget stor tilfredshed med denne ordning. I 2002 lå 4 besvarelser på 5 og derunder.

 

 

Økonomi

 

Ingen bemærkninger

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser

 

 

Høring

 

Ingen bemærkninger

 

 

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Forvaltningens opsummering af besvarelse af spørgeskema om udvalgets arbejds- og mødeform

 

 

 

 

Peter Rasmussen

Lene Munck

 

 

 


 


Til top