Retningslinier for miljørigtigt byggeri og tilhørende anlæg i Dogme 2000 kommunerne
Retningslinier for miljørigtigt byggeri og tilhørende anlæg i Dogme 2000 kommunerne
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 27. april 2005
12. Retningslinier for miljørigtigt byggeri og tilhørende anlæg i Dogme 2000 kommunerne
J.nr. U60/05
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at udvalget godkender høringssvar til Miljø- og Forsyningsudvalget om dogmeretningslinier for bygge- og anlægsarbejde
RESUME
Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede på sit møde den 4. april 2005 at sende Dogmeretningslinierne i høring i de øvrige udvalg. Dogmeretningslinierne er en række retningslinier for miljørigtigt byggeri og tilhørende anlæg i Dogme 2000 kommunerne, som er beskrevet i pjecen "Miljørigtigt Byggeri – en smal sag".
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkender forslag til høringssvar om dogmeretningsretningslinjerne med de forbehold og bemærkninger, som Miljø- og Forsyningsudvalget har knyttet til Dogme-oplægget i indstillingen.
Forvaltningen foreslår desuden, at det præciseres i afsnittet under planlægning af bebyggelse, hvor der lægges der op til, at "Legearealer med stort slid skal dækkes med min. 1 m dokumenteret ren jord", at det drejer sig om ubefæstede arealer, og at der ved stort slid forstås en sådant brug af dette jordlag, at det efterhånden bliver slidt væk eller, at der opstår huller ned i legearealet. Under sådanne belastninger skal der minimum være 1 m dokumenteret ren jord, som naturligvis skal vedligeholdes.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Københavns Kommune har indgået et forpligtende samarbejde med fire andre kommuner (Albertslund, Ballerup, Fredericia og Herning) i det såkaldte Dogme 2000.
Som led i dette samarbejde er der udarbejdet et sæt fælles bæredygtige retningsliner for byggeri og anlæg. Retningslinierne, som er beskrevet i pjecen "Miljørigtigt Byggeri – en smal sag", vil nu blive forelagt til politisk godkendelse i de fem Dogmekommuner.
Med henblik på at Borgerrepræsentationen kan godkende Dogmeretningslinierne inden sommerferien 2005, har Miljø- og Forsyningsudvalget på mødet den 4. april 2005 besluttet at sende dem i høring i de øvrige udvalg – jævnfør indstillingen "Retningslinier for miljørigtigt byggeri og tilhørende anlæg i Dogme 2000 kommunerne (MFU 73/2005).
Dogmeretningslinierne består af minimumskrav bygget op omkring planlægning, projektering, byggefasen samt drift og vedligeholdelse. Herunder er der opstillet en række krav under temaerne: Bebyggelse, forsyningsområdet, materialevalg, ressourceforbrug, drift/vedligehold og udearealer. Ligeledes er der krav om miljørigtig projektering.
Miljø- og Forsyningsudvalget foreslår, at Dogmeretningslinierne bliver indarbejdet i Københavns Kommunes egne retningslinier. Københavns Kommunes retningslinier er noget mere omfattende end Dogmereglerne. Miljø- og Forsyningsudvalget anbefaler endvidere, at Københavns Kommune godkender Dogmeretningslinierne med nedenstående bemærkninger:
· At der tages forbehold overfor krav til energiforbrug og støj indtil konsekvenserne er nærmere belyst
· At der i dogmeretningslinierne åbnes op for, at der kan benyttes andre virkemidler end retningslinierne foreskriver, såfremt det kan dokumenteres, at der opnås en tilsvarende miljøeffekt.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen anbefaler, at udvalget godkender forslag til høringssvar omdDogmeretningsretningslinierne med de forbehold og bemærkninger, som Miljø- og Forsyningsudvalget har knyttet til Dogmeoplægget i indstillingen – jævnfør MFU 73/2005.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens udkast til udvalgets besvarelse til Miljø- og Forsyningsudvalget
Forvaltningen foreslår, at udvalget afgiver følgende udtalelse:
"Vedrørende Krav til energi og Krav til trafikstøj er Uddannelses- og Ungdomsudvalget enig med Miljø- og Forsyningsudvalget i, at Københavns Kommune bør tage forbehold for disse. Det er ikke hensigtsmæssigt, at fastlægge krav til dette nu, idet kommunen netop er ved at foretage beregninger, der skal afklare disse forhold.
Udvalget er endvidere enig i den generelle holdning, som fremgår af Miljø- og Forsyningsudvalgets godkendte indstilling. Nemlig, at der generelt arbejdes hen imod, at der opstilles funktionsorienterede miljømål, hvor de mulige virkemidler oplistes som valgmuligheder til at opnå de ønskede krav. Selv om Dogmekravene hovedsagelig bygger på de mulige virkemidler, ser udvalget heller ingen problemer i det fremlagte oplæg ud over de allerede nævnte bemærkninger.
I Dogmeretningslinierne under afsnittet om planlægning af bebyggelse lægges der op til, at "Legearealer med stort slid skal dækkes med min. 1 m dokumenteret ren jord." Udvalget ønsker det præciseret, at det drejer sig om ubefæstede arealer, og at der ved stort slid forstås et sådant brug af dette jordlag, at det efterhånden bliver slidt væk, eller at der opstår huller ned i legearealet. Under sådanne belastninger skal der minimum være 1 m dokumenteret ren jord, som naturligvis skal vedligeholdes."
Økonomi
Ingen
bemærkninger
Miljøvurdering
Forslaget er miljøvurderet af Miljø- og Forsyningsforvaltningen i forbindelse med forelæggelsen for Miljø- og Forsyningsudvalget.
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
· Indstilling og beslutning "Retningslinier for miljørigtigt byggeri og tilhørende anlæg i Dogme 2000 kommunerne" (MFU 73/2005)
Peter Rasmussen
Henrik Jøhnk