Høring vedr. kvarterplaner for Øresundsvej- og Mimersgadekvarteret
Høring vedr. kvarterplaner for Øresundsvej- og Mimersgadekvarteret
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 27. april 2005
11. Høring vedr. kvarterplaner for Øresundsvej- og Mimersgadekvarteret
J.nr. U56/05
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at vedlagte redegørelse om kvarterplanerne for Øresundsvej- og Mimersgadekvarteret godkendes og fremsendes til Økonomiforvaltningen
at der på "ønskelisten" i forbindelse budgetforslag 2006 afsættes 1,0 mio. kr. med henblik på at kunne fremme finansieringen af kvarterløfts- og områdefornyelsesprojekter, jf. de fremlagte kvarterplaner
RESUME
Som led i områdefornyelsen af Øresundsvej- og Mimersgadekvarteret er der udarbejdet kvarterplaner for de to områder. Det er en forudsætning for statens bidrag til finansieringen af områdefornyelsen, at godkendte planer senest 1. juni 2005 fremsendes til staten.
Kvarterplanerne er på den baggrund fremsendt til høring i fagudvalgene inden behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. I den forbindelse er udarbejdet en redegørelse, som der hermed anmodes om godkendelse af.
Som led i Borgerrepræsentationens beslutning om at igangsætte områdefornyelsen, blev det besluttet, at fagforvaltningerne skulle finansiere 1/3 af udgifterne i de enkelte projekter. En del af de ønskede projekter vedrører direkte Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens område – primært klubområdet.
Det vurderes ikke muligt inden for de forventede budgetrammer for 2006 at finansiere nye projekter eller aktivitetsudvidelser. Med henblik på at kunne indgå i medfinansiering af projekter som led i områdefornyelse, kvarterløft mv. foreslår forvaltningen derfor, at der optages en pulje på 1,0 mio. kr. på ønskelisten til budget 2006.
Alternativt vil en eventuel medfinansiering af nogle af de ønskede projekter i kvarterplanerne i stedet forudsætte en omprioritering af budgettet primært inden for klubområdet.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Borgerrepræsentationen besluttede den 30. september 2004 at i gangsætte områdefornyelse (byfornyelse) af Øresundsvej- og Mimersgadekvarteret. Som led heri støttes hvert af de to områder økonomisk med 10 mio. kr. fra staten og 20 mio. kr. fra Københavns Kommune. Derudover støttes Øresundsvejkvarteret med 10 mio. kr. af Socialministeriet fra en særlig pulje til udvikling af kvarteret som musik- og kulturkvarter. Det er en forudsætning for statens støtte til områdefornyelsen, at der inden 1. juni 2005 er indsendt godkendte byfornyelsesprogrammer (kvarterplaner) fra Kommunen.
Borgerrepræsentationen har endvidere besluttet, at de afsatte midler til områdefornyelse administreres således:
"at projekter og aktiviteter, som foreslås ………… og som er ekstraordinære i forhold til forvaltningernes igangværende eller allerede planlagte aktiviteter, kan opnå tilskud fra rammen under forudsætning af, at de ansvarlige forvaltninger prioriterer de pågældende projekter og aktiviteter i egne budgetter og derved bidrager til at finansiere mindst 1/3 af omkostningerne.
Fagforvaltningerne skal i forhold til de to kvarterer således samlet bidrage med i alt 30 mio. kr. til områdefornyelsen.
Styringen af områdefornyelsen svarer til opbygningen af de hidtidige kvarterløft med lokale styregrupper (med deltagelse af lokale borgere, forvaltninger, institutionsrepræsentanter osv.), etablering af lokale projektsekretariater, der via borgermøder og nedsættelse af arbejdsgrupper mv. i samarbejde med repræsentanter fra de forskellige fagforvaltninger bearbejder de mange projektforslag, der efter en prioritering og økonomisk vurdering i de to styregrupper samles i form af de nu foreliggende kvarterplaner.
Fagforvaltningernes repræsentanter i arbejdsgrupperne har haft til opgave at kvalificere og beskrive de foreslåede projekter og sætte økonomi på dem. Det har derimod ikke været opgaven at tage stilling til, om projekterne kunne godkendes eller opnå støtte fra forvaltningerne.
Efter behandling i fagudvalgene skal kvarterplanerne behandles i Økonomiudvalget den 17. maj 2005 med henblik på behandling i Borgerrepræsentationen den 26. maj - inden fremsendelse til staten.
Partnerskabsprojektet
I Mimersgadekvarteret er der ud over områdefornyelsesprojektet også igangsat det såkaldte partnerskabsprojekt i samarbejde med Realdaniafonden. Partnerskabsprojektet, der har en samlet økonomi på i alt 100 mio. kr. (fordelt 50/50) tager primært sigte på støtte til 3-5 større projekter, som kan bidrage til en markant udvikling i området. Det er en forudsætning for bidrag fra projektet, at fagforvaltningerne bidrager med 1/3 af de samlede udgifter til de enkelte projekter.
Partnerskabsprojektet er i modsætning til Områdefornyelsen ikke baseret på en egentlig borgerinddragelse. Projektets sekretariat er valgt eksternt efter udbud. Koordineringen mellem de to projekter søges sikret bl.a. ved kontakt mellem sekretariaterne og ved, at en repræsentant fra styregruppen i Områdefornyelsen deltager i styregruppen for Partnerskabsprojektet.
Kvarterplanerne
Generelt
I det følgende gennemgås de to kvarterplaner med fokus på de projekter og de dele af planerne, der vurderes at være af særlig interesse for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
Der er i begge planer lavet en prioritering af de mange projekter ud fra den afsatte økonomi – inkl. de forventede bidrag fra fagforvaltningerne. I begge kvarterer har man arbejdet med "kerneprojekter" eller højt prioriterede lidt større projekter og samlet relevante "småprojekter" i puljer med henblik på videre bearbejdning og senere stillingtagen til, hvilke projekter der på den baggrund skal nyde fremme.
Overordnet gælder, at forvaltningen i forhold til planerne er positiv over for hovedparten af de projekter, der direkte berører forvaltningen. Med udgangspunkt i Borgerrepræsentationens beslutning forudsætter disse projekter derfor, at 1/3 af de samlede projektudgifter finansieres af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Uanset at der for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens vedkommende generelt er tale
om begrænsede udgifter til de her foreslåede projekter, er der imidlertid tale om nye aktiviteter eller udvidelser af bestående akt iviteter, som der ikke umiddelbart er dækning for inden for de forventede budgetrammer for 2006.
På den baggrund skal forvaltningen foreslå, at der
optages en pulje på 1,0 mio. kr. på ønskelisten til budget 2006 med henblik på
at kunne indgå i medfinansiering af projekter som led i områdefornyelse,
kvarterløft mv.
Kvarterplan for Øresundsvejkvarteret (planen vedlægges som bilag 1)
Bl.a. i kraft af den særlige byfornyelsespulje fra Socialministeriet til musik- og kulturprojekter og placeringen af musik- og kulturstedet Amager Kulturpunkt i kvarteret har kvarterplanen fokus på mulighederne for kvarterets udvikling omkring musik og kultur.
Der er ikke i planen prioriteret projekter, der direkte retter sig mod Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
Af interesse for forvaltningen er der i planen afsat midler (i alt 4 mio. kr. svarende til ca. 20 pct. af de nødvendige midler) til etablering af et "Fremtidens børnekulturhus" – dvs. økonomisk set fra områdets side et højt prioriteret projekt. Huset tænkes placeret i tilknytning til Amager Kulturpunkt. Det er en forudsætning for en realisering af projektet, at der kan skaffes midler fra Københavns Kommune og eksterne fonde mv.
Endvidere peges på ønsket om en udbygning af Sundbyøsterhallen med udgangspunkt i det projekt, der tidligere er udarbejdet af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Projektet rummer bl.a. også etablering af en idrætsfritidsklub til afløsning for den midlertidige klub, der i dag er placeret ved siden af hallen. Der er ikke i kvarterplanen prioriteret midler til udbygningen, der er anslået til knap 70 mio. kr.
Kvarterplan for Mimersgadekvarteret (planen vedlægges som bilag 2)
Kvarterplanen for Mimersgadekvarteret er i høj grad båret af et ønske om at bygge bro mellem de mange forskellige kulturer, sprog og befolkningsgrupper, som kendetegner kvarteret. Der er lagt vægt på en vis spredning af projekterne i mindre projekter for at nå ud til så mange som muligt.
Af direkte interesse for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen er en række projekter på klubområdet, som forvaltningen generelt er positiv overfor.
En række af projekterne dækker eller ligner aktiviteter, som i forvejen findes i kvarteret. Der er derfor behov for i samarbejde med Områdefornyelsen, de lokale initiativtagere og klubber nærmere at få drøftet det konkrete behov og udformning
I planen forslås bl.a. følgende projekter:
- Pigeklub med kvindestøttegruppe med henblik på at skabe et tilbud til især nydanske piger og deres mødre. Klubben forankres i eks. Fritids- og Ungdomsklubber. Der er i planen afsat i alt 155.000 kr. til projektet heraf 53.000 kr. fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen. Uanset, at der findes en pigeklub i kvarteret i forvejen er forvaltningen positiv overfor projektet – især er ideen om at trække mødrene med ind i arbejdet interessant
- Klubpulje til en række mindre, ikke prioriterede projekter på klubområdet, der forudsætter videre bearbejdning før stillingtagen. Der er i planen afsat i alt 1.345.000 kr. til puljen – heraf 448.000 kr. fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
Blandt de projekter der er nævnt i forbindelse med klubpuljen indgår bl.a.: - Åbne idrætsklubber (udvidet åbningstid, særlige aften-/natarrangementer, (ingen økonomi angivet)), - Aftenfritidsklub (aftenåbning på skift eller udvidet åbningstid (økonomi 460.000 kr.)), By X- byexperimentarium (arbejde med kvarterets fysiske udvikling, natur, torve, pladser, parker idrætsarealer osv. (økonomi 345.000 kr.)), - kreativ-musik fritidsklub (kreativt musisk værested med tilknytning af huskunstner (økonomi 540.000 kr.)), - selvstyrende værested for unge (tilbud til de unge, der hænger ud og ikke tiltrækkes af de eksisterende klubtilbud (ingen økonomi angivet)).
Af andre forslag af interesse for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen er der i planen beskrevet en række projekter omkring idræt og kunst, der bl.a. er baseret på muligheder i den såkaldte BaNannapark. Det drejer sig bl.a. om: (Klatrevæg (økonomi 750.000 kr.)), idræts- og legecontainer (økonomi 147.000 kr.) og (monsterpark (oplevelsespark lavet af unge kunstnere) (økonomi 69.000 kr.). Som led i planens forbedring af bymiljøet i området er der endvidere afsat 400.000 kr. (heraf 133.000 kr. fra Bygge- og Teknikforvaltningen) til renovering af boldbaner mm. i BaNannapark.
Endelig er der i planen peget på behovet for et kvarterhus og en udbygning/renovering af Nørrebrohallen.
Partnerskabsprojektet er p.t. i gang med en screening af kvarteret med henblik på udpegning af mulige projekter. Det er derfor ikke muligt af kvarterplanen at vurdere, hvilke projekter der som led i partnerskabsaftalen kommer til eller som eventuelt kan understøtte nogle af kvarterplanens projektønsker.
Økonomi
Med udgangspunkt i Borgerrepræsentationens beslutning
om medfinansiering fra fagforvaltningerne forudsætter en gennemførelse af de
projekter, der direkte involverer Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at 1/3
af de samlede projektudgifter finansieres af forvaltningen.
Uanset at der generelt er tale om begrænsede udgifter til de foreslåede projekter, er der imidlertid tale om nye aktiviteter eller udvidelser af bestående, som der ikke umiddelbart er dækning for inden for de forventede budgetrammer for 2006.
På den baggrund skal forvaltningen foreslå, at der med
henblik på at kunne indgå i medfinansiering af projekter som led i
områdefornyelse, kvarterløft mv. optages en pulje på 1,0 mio. kr. på
ønskelisten til budget 2006
Alternativt vil en eventuel medfinansiering af nogle af de ønskede projekter i kvarterplanerne i stedet forudsætte enten en omprioritering/begrænsning af andre aktiviteter primært inden for klubområdet.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG
VEDLAGT
· Bilag 1: Høringsbrev af 12. april 2005 fra Overborgmesteren
· Bilag 2: Kvarterplan for Øresundsvejkvarteret
· Bilag 3: Kvarterplan for Mimersgadekvarteret
Peter Rasmussen
Jørn Larsen