Udvikling af det tekniske personale på skoler, gymnasier, fritidsinstitutioner m.fl.
Udvikling af det tekniske personale på skoler, gymnasier, fritidsinstitutioner m.fl.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 26. juni 2002
7. Udvikling af det tekniske personale på skoler, gymnasier, fritidsinstitutioner m.fl.
UUU 253/2002 J.nr. U115/02
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at der igangsættes pilotprojekter til etablering af team-samarbejde på tværs af skoler, fritidshjem og klubber mellem skolebetjente, skolebetjentmedhjælpere og gårdmænd
at der udarbejdes forslag til en anden model for beregning af normering for skole, gymnasie, fritidshjem og klubber, hvad angår personaleressourcer inden for skolebetjent-, medhjælper- og gårdmandsområdet
RESUME
På et møde i forsommeren 2001 mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Forbundet af Offentlige Ansatte (FOA) og Københavns Skolebetjentforening blev det aftalt på forsøgsbasis at skabe en konstruktiv udvikling for skolebetjente, skolebetjentmedhjælpere og gårdmænd.
På den baggrund blev der afholdt selvstændige møder med de 3 faggrupper for at få etableret et samarbejde om projektet. Projektarbejdet gik i gang ultimo august 2001 og har frem til i dag arbejdet med følgende:
- Arbejdsbeskrivelse for personalegrupperne
- Kompetencegivende uddannelsesforløb
- Forslag til organisationsmodel/struktur for personalegrupperne for at sikre fornuf- tig kompetence og ansvar for personalegrupperne i forhold til deres ledere. Samt give muligheder for at etablere forskellige karriereforløb og sikre den fremtidige rekruttering til det tekniske område.
- Analyseret nuværende normeringer og lønforhold for det tekniske personale.
Der er hentet inspiration fra Indre Østerbro Bydel, som har etableret netværks- og talsmandssystem blandt sine skolebetjente, ledere, sekretærer mv., fra Viborg Kommune, hvor der er taget initiativer til ændret organisationsstruktur for skolebetjente, fra Odense Kommune, der ligeledes har ændret organisering af skolebetjente og medhjælpere, samt fra Gentofte Kommunes Vej og Park, der har indgået kontrakt om opgaverne med kommunen.
Det forslås, at der igangsættes to pilotprojekter til etablering af team-samarbejde på tværs af skoler, fritidshjem og klubber mellem skolebetjente, skolebetjentmedhjælpere og gårdmænd samt, at der udarbejdes forslag til en anden model for beregning af normeringer.
SAGSBESKRIVELSE
Der er de senere år gennemført en omfattende selvforvaltning på skoler og institutioner samt decentralisering af opgaver fra forvaltning til skoler og institutioner.
Det tekniske personale har fået tilført nye opgaver – eksempelvis indenfor tekniske anlæg, energistyring og indvendig vedligeholdelse af bygninger samt en række administrative opgaver. Det har gjort, at der er behov for en mere præcis beskrivelse af de ansvars- og kompetenceområder, der er gældende for det tekniske personale.
Der arbejdes derfor i øjeblikket med nye arbejdsbeskrivelser for det teknisk personale på samtlige skoler, gymnasier, fritidshjem og klubber.
Krav til arbejdsledelse, de tekniske anlægs udvikling og servicebehov af i dag betinger, at der etableres et uddannelsesforløb, der kan sikre en vedvarende opdateret faglig ekspertise og viden. Det er endvidere nødvendigt med et uddannelsesforløb for at sikre en fornuftig mulighed for personlig udvikling.
Der arbejdes derfor med etableringen af nye uddannelsesforløb for skolebetjente, skolebetjentmedhjælpere og gårdmænd og andre stillingsbetegnelser.
Samtidig med uddannelsesforløbet ønskes ekspertise og viden udvekslet på tværs af skoler, fritidshjem og klubber. Desuden ønskes en bedre udnyttelse af ressourcerne på tværs af skoler, fritidshjem og klubber. På den baggrund igangsættes pilotprojekter på Indre Østerbro og Vesterbro med følgende målsætninger:
- Øge kompetence og ansvar (indflydelse på egen hverdag) for det tekniske personale
- Mere indholdsrige jobs – for at imødegå mangel på teknisk personale om nogle år
- Optimere ressourcerne (menneskeligt, materielt og økonomisk) på tværs af skoler og institutioner ved at samarbejde
- Skabe mulighed for jobudvikling for det tekniske personale herunder specialisering
- Forbedre jobsikkerheden for det tekniske personale gennem uddannelse
- Kvalitetsudvikle opgaverne for det tekniske personale
- Serviceudvikle opgaverne for det tekniske personale
Der er behov for at se på det tekniske personales samlede normering på tværs af skoler, gymnasier, fritidshjem og klubber for at udnytte ressourcerne bedre og mere rimeligt i forhold til bygninger og udearealers beskaffenhed, antal børn m.v., også på baggrund af udbygninger af en række skoler, etablering af KKFO og fritidshjem og klubber.
Derfor nedsættes en arbejdsgruppe i forvaltningen med repræsentanter for de involverede parter til at udarbejde en ny metode til fastsættelse af normering for det tekniske personale, jf. kommissorium for arbejdsgruppen. Målet med denne metode for normeringsfastsættelse er også at gøre den enkel og gennemskuelig for alle.
Der vil være udgifter til kompetenceløft, der forventes at kunne holdes inden for forvaltningens budget på ca. 0,7 mio. kr. til kurser og uddannelse. Ligeledes forventes udgifter til pilotprojekterne at kunne holdes inden for den eksisterende budgetramme.
Miljøvurdering
Gennem øget fokus på området, etablering af ny arbejdsbeskrivelse, og ikke mindst nyt uddannelsesforløb og samarbejde på tværs af skoler og institutioner vil der skabes:
- Større viden om miljø (Energi og vandforbrug, affaldshåndtering etc.)
- Øget viden om energi og miljøbesparelser
- Større ressourceudnyttelse til gavn for miljøet
- Øget viden om styring af diverse tekniske anlæg m.v. så optimal udnyttelse og styring sker - ligeledes til gavn for miljøet.
Skoleledere og institutionsledere samt det tekniske personale er inddraget i processen, således at skolers og institutioners krav, ønsker, forventninger og behov kan indgå i beslutningerne om udviklingen af det tekniske personale.
BILAG VEDLAGT
- Beskrivelse af pilotprojekt på Indre Østerbro og Vesterbro (samarbejde på tværs af skoler og institutioner)
Peter Rasmussen
Jørn Larsen