Permanentgørelse samt tilknytning af "Den Særlige Jobformidling" på Ungdomsskolen i Utterslev til Ungdommens Uddannelsesvejledning
Permanentgørelse samt tilknytning af "Den Særlige Jobformidling" på Ungdomsskolen i Utterslev til Ungdommens Uddannelsesvejledning
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 26. maj 2004
11. Permanentgørelse samt tilknytning af "Den Særlige Jobformidling" på Ungdomsskolen i Utterslev til Ungdommens Uddannelsesvejledning
J.nr. U85/04
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at "Den Særlige Jobformidling" på Ungdomsskolen i Utterslev gøres permanent
at
"Den Særlige Jobformidling"
fra budgetåret 2005 forankres under Ungdommens Uddannelsesvejledning
at
forslaget forinden sendes
til høring i bestyrelsen for Ungdomsskolen i Utterslev
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I
forbindelse med budget 2001 vedtog Borgerrepræsentationen en bevilling på 1
mio. kr. årligt i 4 år til at opspore, etablere og vedligeholde skåne- og
flexjob, som nu hedder job med
løntilskud, til unge udviklingshæmmede. Uddannelses- og Ungdomsudvalget fik
ansvaret for projektet, som blev placeret i tilknytning til Ungdomsskolen i
Utterslev.
Ungdomsskolen i Utterslev kalder projektet "Den Særlige Jobformidling". Der er i øjeblikket ansat to personer til at forestå projektet samt fungere som jobkonsulenter. Jobkonsulenternes primære opgave er, gennem kontakt til private og offentlige virksomheder, at motivere virksomhederne til at skabe job med løntilskud for unge udviklingshæmmede. Virksomhederne kan for en udgift på ca. 20.000 kr. i løntilskud få en medarbejder ansat 24–25 timer pr. uge. Jobkonsulenterne har endvidere gennem samarbejde med beskyttede værksteder og uddannelsessteder for målgruppen, fået arrangeret kurser og praktikforløb for henholdsvis at afklare de unges behov og kvalificere dem til at bestride et job med løntilskud på arbejdsmarkedet.
Især private virksomheder har taget godt imod projektet, muligvis fordi det er nemmere for private virksomheder at afsætte lønmidlerne. Primært er jobbene etableret i kantiner, køkkener og som forefaldende arbejde i forskellige former for forretninger og værksteder.
I løbet af de forholdsvis få år "Den Særlige Jobformidling" har eksisteret, er den blevet velkendt af relevante samarbejdsparter. Det har medført, at handicapcentre, erhvervsafklaringssteder og uddannelsessteder for unge udviklingshæmmede nu også medtænker muligheden for, at unge via "Den Særlige Jobformidling" kan opnå et job med løntilskud frem for at blive placeret i et beskyttet værksted.
Der har hidtil været 56 unge gennem en afklaring, et kursusforløb eller et praktikforløb arrangeret på initiativ af "Den Særlige Jobformidling". Af disse unge er 21 blevet ansat i et job med løntilskud. Det har vist sig vigtigt for virksomhederne, at jobkonsulenterne fra "Den Særlige Jobformidling" forestår det administrative arbejde, herunder vejledning af virksomhedens personale, instruktion af arbejdsopgaver, samt medvirker til løsning af de problemer, der eventuelt opstår på jobbet.
Det forventes, at der fremover hvert år vil være 8–10 unge, der vil være potentielle til et job med løntilskud. En udgift på 1 mio. kr. årligt vil kunne sikre, at "Den Særlige Jobformidling" kan fortsætte sit arbejde. Udgiften vil på sigt kunne sikre en oplæring, etablering og vedligeholdelse af ca. 40–50 job med løntilskud. Alternativet til disse job vil ofte være et job på et beskyttet værksted, hvor prisen er ca. 100.000 kr. pr deltager. En permanentgørelse vil sikre, at flere sent udviklede unge og unge udviklingshæmmede kan tilknyttes det ordinære arbejdsmarked frem for at blive placeret i mere afsondrede enheder.
På baggrund af at projektet har haft en nødvendig etableringsperiode og først i løbet af et par år er vokset til nuværende omfang, er der endnu uforbrugte midler. Der er derfor ressourcer til finansiering af en permanent jobformidling for budgetåret 2005.
Det vil være hensigtsmæssigt, at "Den Særlige Jobformidling" forankres under Ungdommens Uddannelsesvejledning, da det er i dette regi forpligtigelsen til at vejlede unge op til det 25. år er placeret. En tilknytning til Ungdommens Uddannelsesvejledning vil sikre, at det tætte samarbejde, der allerede er etableret mellem kuratorerne fra Ungdommens Uddannelsesvejledning og jobkonsulenterne fra "Den særlige Jobformidling" kan fortsætte også efter, at de unge har forladt Ungdomsskolen i Utterslev. Det foreslås derfor, at de uforbrugte midler fra "Den særlige Jobformidling"s budget indgår i Ungdommens Uddannelsesvejlednings økonomi i budgetåret 2005.
En fysisk placering af "Den Særlige Jobformidling" kan med fordel fortsætte i nuværende lokaler på Ungdomsskolen i Utterslev. En sådan placering giver muligheder for, at jobkonsulenterne kan indgå i et tæt samarbejde med lærerne fra Ungdomsskolen i Utterslev om forberedelse af de unge til et job med løntilskud, samt lettere adgang til at opnå kontakt med skolens unge og deres forældre mv.
Økonomi
Fra
budgetåret 2005 overgår udgiften til finansieringen af "Den Særlige Jobformidling"
til Ungdommens Uddannelsesvejledning. Udgifterne afholdes af Uddannelses- og
Ungdomsudvalgets bevilling konto 3.01.1 Folkeskoler.
Udgifterne
i 2005 dækkes af ikke-forbrugte midler
fra den oprindelige bevilling. Denne bevilling bortfalder med virkning fra
2005, men mindreforbruget er tilstrækkeligt til at dække udgifterne i 2005.
Videreførelse
af en bevilling til "Den særlige Jobformidling" vil indgå i budgetforslaget for
2006.
Miljøvurdering
Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser
Høring
Forslaget sendes til høring i bestyrelsen for Ungdomsskolen i Utterslev med høringsfrist den 27. august 2004.
BILAG
VEDLAGT
Ingen
Peter Rasmussen
Lise Poulsen