Mødedato: 26.05.2004, kl. 14:00

Børns overgang fra børnehave til skole og fritidshjem/KKFO

Børns overgang fra børnehave til skole og fritidshjem/KKFO

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for Fællesmøde FAU og UUU onsdag den 26. maj 2004

 

 

2.      Børns overgang fra børnehave til skole og fritidshjem/KKFO

  J.nr. U93/03 (FAU 278/04)

 

 

INDSTILLING

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at      udvalgene tiltræder, at der omkring hver enkelt skoles indskrivningsteam etableres et lokalt samarbejde om børns overgang fra børnehave/§ 4a-ordning til skole/fritidsinstitution

 

at      udvalgene tiltræder, at den afgivende institution har ansvar for at understøtte sårbare børns overgang til fritidsinstitution/skole ved – under forudsætning af forældrenes accept - at overdrage relevante informationer til modtagende institution/skole

 

 

 

RESUME

 

På Fællesmødet den 29. oktober 2003 mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget blev det besluttet at nedsætte en fælles arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen under ledelse af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, der skulle udarbejde forslag til en procedure for børns overgang fra børnehave til skole og fritidsinstitution. På fællesmødet blev et kommissorium for arbejdsgruppens arbejde vedtaget.

 

På fællesmødet 4. februar 2004 mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget forelagde de to forvaltninger et forslag  med fokus på

·        Et lokalt samarbejde om børns overgang fra børnehave/§ 4a-ordning til skole/fritidsinstitution

·        Overdragelse af informationer om sårbare børn fra afgivende institution til modtagende institution under forudsætning af forældrenes accept

De to udvalg besluttede at sende indstillingen til høring i børnehaver, skoler, fritidsinstitutioner, Det centrale Forældreforum, Fællesrådet for Folkeskolen, Det fælles pædagogiske Råd, Integrationsrådet, Det rådgivende Integrationsudvalg samt de faglige organisationer.

 

Forvaltningerne har modtaget 62 høringssvar. Høringssvarene har primært karakter af generelle kommentarer og holdningstilkendegivelser og meget få konkrete ændringsforslag. På baggrund af de modtagne høringssvar er der indarbejdet enkelte ændringer i indstillingen fra 4. februar 2004 i beskrivelsen af det lokale samarbejde. Ændringerne fremgår af bilag 2.

 

De to forvaltninger har nedsat en fælles arbejdsgruppe, der arbejder med

·        Procedure for at finde relevant daginstitutionsti lbud til børn, der efter påbegyndt skolegang alligevel vurderes for umodne. Forslaget til procedure sendes til behandling i de to involverede direktioner inden udgangen af maj måned.

·        Samarbejdsflader mellem de to forvaltningers psykologer og pædagogiske konsulenter. Forslag til forbedret samarbejdsrelation sendes til behandling i de to involverede direktioner inden udgangen af maj måned

·        Udarbejdelse af inspirationsmateriale til børnehaver, §4a-ordning, skole, fritidsinstitution m.v. vedr. børns overgang til skole/fritidsinstitution. Inspirationsmaterialet udsendes til børnehaver, §4a-ordninger, fritidshjem og skoler 1. september 2004

 


SAGSBESKRIVELSE

 

På fællesmødet den 29. oktober 2003 mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget blev det besluttet at nedsætte en fælles arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen under ledelse af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, der udarbejder forslag til en procedure for børns overgang fra børnehave til skole og fritidsinstitution.

 

På Fællesmødet blev følgende kommissorium for arbejdsgruppens arbejde vedtaget:

"At arbejdsgruppen udarbejder forslag til en procedure, som tilgodeser, at børn med særlige behov sikres et positivt forløb i overgangen mellem børnehave og skole/fritidsinstitution, herunder privatskoler. Børn med særlige behov er børn, som

·        går i specialbørnehave

·        modtager tale-/hørepædagogisk bistand eller anden PPR-bistand

·        modtager støttepædagogbistand

·        modtager sprogstimulering efter folkeskolelovens § 4a i eller uden for børnehaven

·        har været særligt opmærksomhedskrævende i børnehaven

 

 

Endvidere udarbejder arbejdsgruppen ideer til, hvordan kommende børnehaveklasseledere, pædagoger og forældre i samarbejde kan mødes inden skolestart, hvis pædagoger eller forældre mener, der er behov herfor.

 

At arbejdsgruppen udarbejder forslag til procedurer for, hvordan børn i børnehaven kan besøge børnehaveklasser i den lokale folkeskole og de tilknyttede fritidsinstitutioner, og hvordan børn i børnehaveklasserne og fritidsinstitutionerne kan besøge børnenes tidligere børnehaver.

 

At arbejdsgruppen udarbejder procedurer for, at børnehaveklasselederen og/eller lederen af fritidsinstitutionen i samarbejde med forældrene kan mødes med barnets tidligere børnehave og drøfte forhold af betydning for barnets udvikling, hvis der opstår alvorlige problemer i børnehaveklasse/fritidsinstitution.

 

At arbejdsgruppen udarbejder procedurer, som sikrer, at børn, som i starten af børnehaveklassen viser sig ikke at være tilstrækkeligt modne, kan blive genindskrevet i den tidligere børnehave.

 

At arbejdsgruppen udarbejder ideer til, hvordan børn kan medtage en scrapbog, kuffert eller lignende med egenproduktioner, fotos m.m. På lige fod med familiebilleder, kært legetøj og ferieminder kan børnene medbringe det i skolen/fritidsinstitutionen som led i et forløb, hvor de præsenterer sig for hinanden og lærer hinanden at kende.

 

Arbejdsgruppen skal desuden udarbejde forslag i form af metoder og/eller eksempler, som kan forbedre samspillet mellem de to forvaltninger om børnene i forbindelse med overgangen mellem børnehave og skole/fritidsinstitution fx om et øget samspil mellem de pædagogiske konsulenter og psykologer i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, og en øget anvendelse af de tværfaglige grupper efter serviceloven, idet det forudsættes, at de fagprofessionelles samarbejde om børnene forbliver forankret lokalt.

 

Forslag fra arbejdsgruppen skal forelægges for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget i februar 2004 og koordineres med børneplansarbejdet i forhold til tidligere indskrivning i fritidshjem/KKFO."

 

På fællesmødet den 4. februar 2004 mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede de to udvalg at sende indstillingen til høring i børnehaver, skoler, fritidsinstitutioner, Det centrale Forældreforum, Fællesrådet for Folkeskolen, Det fælles pædagogiske Råd, Integrationsrådet, Det rådgivende Integrationsudvalg samt de faglige organisationer.

 

Forvaltningerne har modtaget 62 høringssvar. Høringssvarene har primært karakter af generelle kommentarer og holdningstilkendegivelser og meget få konkrete ændringsforslag. Den overvejende del af høringssvarene udtrykker tilfredshed med, at der tages initiativer til at lette og forbedre børns overgang fra børnehave til skole/ fritidshjem. Særligt er der mange, der hæfter sig ved behovet for at lette overgangen for de sårbare børn og behovet for, at der samarbejdes om disse børn således, at de kan få den fornødne hjælp videre i systemet. Skolerne hilser det generelt velkomment, at der videreformidles den nødvendige viden om børn, der har det vanskeligt. Mange høringssvar giver dog udtryk for, at langt den overvejende del af børnene klarer skiftet fra børnehave/sprogstimulering til skole/fritidsinstitution uden problemer og glæder sig til at starte i skole og fritidshjem. En række høringssvar udtrykker, at samarbejdsrelationen mellem områdets børnehaver og den lokale skole/fritidsinstitution er kompliceret pga antallet af børnehaver og fordi disse ofte samarbejder med skoler og fritidsinstitutioner på tværs af de eksisterende skoledistrikter.

  baggrund af de modtagne høringssvar er der indarbejdet enkelte ændringer i indstillingen fra 4. februar 2004 om organiseringen af det lokale samarbejde. Ændringerne er:

·        indskrivningsteamets opgaver og sammensætning ændres ikke, men indskrivningsteamet har ansvar for at nedsætte en arbejdsgruppe med repræsentation fra børnehaver, sprogstimuleringsordninger, fritidsinstitutioner og skoler i det lokale skoledistrikt. Arbejdsgruppen har til opgave at etablere rammer for det lokale samarbejde

·        Børnehaver, der traditionelt arbejder sammen med andre skoler og fritidsinstitutioner end den lokale, kan fortsætte dette samarbejde

Endvidere vil en del af høringssvarenes generelle kommentarer blive medtænkt i arbejdet med inspirationshæftet.

 

 

 

Forvaltningernes forslag til forbedret ordning for børns overgang fra børnehave/§4a-ordning til fritidsinstitution/skole fremgår af nedenstående 4 punkter:

1.      lokalt samarbejde om børns overgang fra børnehave/§ 4a-ordning til skole og fritidsinstitution

2.      Sårbare børn

3.      Børn, der ikke viser sig tilstrækkeligt modne til at gå i børnehaveklasse

4.      Forbedret samspil mellem de to forvaltninger

 

 

1. Lokalt samarbejde om børns overgang fra børnehave/§ 4a-ordning til skole og fritidsinstitution.

Det lokale samarbejde om børns overgang fra børnehave/§ 4a-ordning til skole og fritidsinstitution bygger på intentionerne i udviklingsprogrammet "Et godt skoleliv for alle", "Målsætninger 2003 for fritidshjem og KKFOer", mønsterbrydningsindsatsen samt "Pædagogisk Perspektivplan".

 

Overgangen mellem børnehave/§ 4a-ordning og fritidsinstitution/skole kan af nogle børn opleves som vanskelig. Det skyldes blandt andet de nye krav, der stilles til børnene i fritidsinstitution og skole. Og det forhold, at børn kan have svært ved at bruge deres færdigheder, viden og erfaringer, som de har erhvervet i børnehaven/§ 4a-ordningen. Det lokale samarbejde skal medvirke til, at der skabes sammenhæng mellem det, barnet allerede kan og ved og de forventninger, der er til barnets fortsatte udvikling i skole/fritidsinstitution.

 

Mange steder har man allerede et uformelt samarbejde om børns overgang fra børnehave/§ 4a-ordning til skole og fritidsinstitution. Formålet med denne indstilling er fremover at sikre et formaliseret samarbejde omkring børns overgang fra børnehave/§ 4a-ordning til skole og fritidsinstitutioner over hele byen.

 

Organisering af det lokale samarbejde

Hver enkelt skole i Københavns Kommune har et indskrivningsteam, hvor fritidsinstitutioner og skoler samarbejder om at tilrettelægge indskrivningen af børnene i skole og fritidshjem/KKFO. Det foreslås, at disse indskrivningsteams får den yderligere opgave at tage initiativ til etablering af det lokale samarbejde om børns overgang fra børnehave/§ 4a-ordning til skole og fritidsinstitution.

 

Den enkelte skoles indskrivningsteam nedsætter derfor en arbejdsgruppe med repræsentation fra børnehaver, sprogstimuleringsordninger, fritidsinstitutioner og skoler i det lokale skoledistrikt. Gruppens opgaver bliver at aftale rammer for det lokale samarbejde samt at udarbejde en beskrivelse af samarbejdet til brug for det informationsmateriale, som skolen udsender til børn og forældre. Inddeling af børnehaverne i de enkelte skoledistrikter sker ud fra den inddeling, som PPR (Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning) anvender i dag. Denne oversigt over de enkelte skoledistrikter med tilhørende fritidsinstitutioner og daginstitutioner vedlægges i inspirationshæftet. Børnehaver, der traditionelt arbejder sammen med andre skoler og fritidsinstitutioner end den lokale kan fortsætte dette samarbejde.

 

Samarbejdet mellem børnehave og fritidsinstitution/skole må bygge på gensidig tillid og respekt for hinandens faglighed. Et større kendskab til samarbejdsparternes målsætninger og metoder kan bidrage til, at overgangen mellem daginstitution og skole/fritidsinstitution sker til fordel for og med udgangspunkt i det enkelte barn.

 

De to forvaltninger tager initiativ til udviklingsaktiviteter, der kan understøtte kulturmødet mellem pædagoger og lærere. Det kan være i form af temadage, kurser samt mindre udviklingsarbejder.

 

Det lokale samarbejdes indhold

Arbejdsgruppen nedsat af det lokale indskrivningsteam kan selv prioritere sine opgaver ud fra de lokale behov, men skal som minimum tage initiativ til at skabe rammer for:

Information til forældrene.

Forældrene må have mulighed for inden børnenes overgang fra børnehave/§ 4a-ordning til skole/fritidsinstitution at få grundig information om børnenes kommende skole/fritidsinstitution. Det kan eksempelvis være, at der afholdes forældremøder i de enkelte børnehaver/§ 4a-ordninger, skoler eller fritidsinstitutioner med børnehavepædagog, børnehaveklasselærer og med fritidspædagog.

Forældresamtale om det enkelte barn

I dag afholder de fleste børnehaver en samtale med forældrene om det enkelte barns trivsel, udvikling, og om barnet er parat til nye udfordringer før barnets overgang til skole og fritidsinstitution. Det foreslås, at det bliver obligatorisk for institutionerne at tilbyde forældrene en sådan samtale.

Gensidige besøg i distriktets skole og institutioner

Der må skabes et formelt samarbejde om besøg i hinandens institutioner. Børnene i børnehaven/§ 4a-ordningen besøger deres kommende børnehaveklasse/fritidsinstitution og børnehaveklasse/fritidsinstitutionen besøger børnenes tidligere børnehaver/§ 4a-ordninger.

 

Arbejdsgruppen arbejder endvidere – efter egne prioriteringer - med

·        Hvordan pædagoger og børnehaveklasseledere/lærere kan opbygge traditioner for det fælles samarbejde omkring børnene. Det kan eksempelvis være en fælles idrætsdag, cirkus eller projekt

·        Hvordan pædagoger og børnehaveklasseledere/lærere kan samarbejde om det enkelte barns overgang, så der skabes sammenhæng mellem det, barnet allerede kan og ved fra børnehaven/§ 4a-ordningen, og de forventninger børnehaveklassen/skolen har til barnet. Det kan eksempelvis være, at børnene medtager en kuffert, scrapbog, fotos eller lignende produkter og minder fra deres tidligere liv, som barnet har med i børnehaveklassen/fritidsinstitutionen

·        Hvordan der kan afholdes forældresamtaler om barnets kommende overgang fra børnehave til skole/fritidsinstitution. Når forældre og pædagoger er interesseret og mener, der er behov derfor, kan fx barnets kommende fritidspædagog og børnehaveklasseleder eventuelt en repræsentant fra PPR deltage i dette møde inden skolestart, eller der kan afholdes et møde på skolen eller fritidsinstitutionen, efter barnet er startet i skole/fritidsinstitution

·        Hvordan man lokalt udvikler samarbejdet mellem de to faggrupper og skaber større kendskab til samarbejdsparternes kultur, målsætning og arbejdsmetoder. Det kan eksempelvis være fælles temamøder, kurser eller lignende aktiviteter

 

2. Sårbare børn

For at tilgodese at potentielt sårbare børn sikres et positivt forløb i overgangen mellem børnehave/§ 4a-ordning og skole/fritidsinstitution etableres et samarbejde mellem de pågældende børnehaver/§4a-ordninger og kommende skole/ fritidsinstitution. Samarbejdet bygger på forældreinddragelse under hensynstagen til regler om tavshedspligt. Børnehaven/§4a-ordningen tager i samarbejde med forældrene og med disses skriftlige accept kontakt til kommende skole/fritidsinstitution for at aftale, hvorledes overleveringen af relevante oplysninger skal foregå evt. på møder før og efter skolestarten. Potentielt sårbare børn defineres som:

 

1. Børn, der modtager særlig støtte via forvaltningerne, herunder børn, der er indstillet til PPR, handicapcenter, børnefamilieteam/lokalcenter:

For småbørn, der ved overgangen til skolen er indstillet til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, vil der være oprettet en PPR-journal.

Journalen vil indeholde pædagogiske og psykologiske oplysninger om barnet, henholdsvis fra talehørelærer og/eller psykolog. For de fleste børns vedkommende vil det være relevant, at skolen, med forældrenes accept, får del i disse oplysninger i forbindelse med skolestarten.

PPR tager initiativ til – med forældrenes skriftlige accept – at videregive relevante oplysninger til fritidsinstitution/skole.

Vedr. børn, der modtager støtte via handicapcenter eller børne-familieteam, tager børnehaven initiativ til at overdrage relevante oplysninger til fritidsinstitution/skole under forudsætning af forældrenes skriftlige accept.

 

2. Særligt opmærksomhedskrævende børn:

Børn, hvor pædagoger og forældre har været bekymrede for barnets udvikling, men hvor der ikke er foretaget kontakt til f.eks. psykolog, tale-hørelærere eller lokalcenter. Børnehaven aftaler med forældrene hvilke oplysninger, der videregives til skole/institution, eksempelvis forældrenes og pædagogernes iagttagelser af barnet. Dette forudsætter forældrenes skriftlige accept.

 

3. Børn der modtager sprogstimulering i eller udenfor børnehaven (Folkeskoleloven §4a):

Tosprogede børn tilbydes sprogstimulering fra 3 år. Tosprogede børn, der går i børnehave, tilbydes sprogstimulering i børnehaven efter behov. Det betyder, at kun en del af de tosprogede børn i børnehaven modtager sprogstimulering og er omfattet af dette forslag. Tosprogede børn, der ikke går i børnehave tilbydes sprogstimulering i 15 timer om ugen i en 4a-ordning.

Børnehaven eller pædagogerne i den pågældende §4a ordning tager kontakt til kommende skole/fritidsinstitution og aftaler med forældrene, hvilke relevante oplysninger, der videregives. Forældrene afgiver skriftlig accept. Oplysningerne kan dreje sig om: Barnets kompetencer (sproglige, sociale, emotionelle, motoriske), barnets relation til voksne, barnets evne til at skabe venskaber, barnets lyst til at indgå i lege- og læringsprocesser samt oplysning om f.eks. hvilke sange, historier, emner barnet har opnået kendskab til i børnehaven eller i §4a-ordningen.

 

3. Børn der viser sig ikke at være tilstrækkeligt modne til at gå i børnehaveklasse

Det viser sig hvert år, at enkelte børn, som er startet i børnehaveklassen, ikke aktuelt er tilstrækkeligt modne eller parat til at modtage de udfordringer, der er forbundet med at gå i skole. Der kan i den forbindelse være problemer med alternativt at finde det rigtige institutionstilbud til disse børn. Skal de tilbage til deres oprindelige børnehave/§ 4a-ordning, blive i fritidshjemmet på en heldagsplads eller skal de have et helt andet institutionstilbud. Det vil være meget forskelligt hvilket institutionstilbud, der bedst kan tilgodese det enkelte barns behov, og der kan være vægtige pædagogiske begrundelser for at vælge institutionstilbud, der træder lidt udenfor de traditionelle rammer. F.eks. af hensyn til barnets oplevelse af nederlag i forbindelse med at vende tilbage til børnehaven, stor aldersforskel i forhold til de øvrige børn eller barnets modenhed og parathed i forhold til at være sammen med børn i fritidshjemsalderen. Den fælles arbejdsgruppe mellem FAF og UUF udarbejder forslag til, hvordan børn, der viser sig ikke at være tilstrækkeligt modne til at gå i børnehaveklasse, kan hjælpes individuelt med realistiske institutionstilbud. Arbejdsgruppen inddrager repræsentanter for forældre og personale i arbejdet. Forslaget forelægges direktionerne for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen inden udgangen af  maj 2004.

 

4. Forbedre samspillet mellem de to forvaltninger i forbindelse med børns overgang fra børnehave/§ 4a-ordning til skole/fritidsinstitution.

I henhold til pædagogisk perspektivplan og målsætninger 2003 for fritidshjem og KKFO`er skal der etableres et øget samarbejde om børns overgang fra børnehave til skole og fritidshjem. Samarbejdet skal sikre en god overgang for børnene samt, at de børn der har særlige behov får et kontinuerligt og kvalificeret tilbud om støtte. I den forbindelse er der flere forskellige samarbejdspartnere og samarbejdsmuligheder: Samarbejde mellem institutioner og skoler, mellem børnehaver og fritidshjem, med PPR, lokalcentre og handicapcentre og mellem pædagogiske konsulenter og psykologer i henholdsvis Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

 

Det er vigtigt, at der er en kendt og synlig arbejdsfordeling mellem disse parter. Samarbejdet skal tage udgangspunkt i forældreinddragelse og foregå under hensyntagen til tavshedspligten. En kendt og synlig arbejdsfordeling skal sikre, at såvel medarbejdere som forældre ved, hvem der tager initiativ til samarbejdet om det enkelte barn, hvilke procedure der er gældende for samarbejdet, og hvorledes forældrene inddrages i processen. Som bilag vedlægges til orientering Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens cirkulære om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger.

 

Den fælles arbejdsgruppe mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen afdækker de relevante samarbejdsmuligheder og samarbejdsbehov mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen samt beskriver rammer for samarbejdet, herunder arbejdsfordeling mellem de enkelte samarbejdspartnere f.eks. i forhold til initiativ til samarbejde om det enkelte barn. Arbejdsgruppen inddrager repræsentanter for forældre og personale i arbejdet. Arbejdsgruppens forslag forelægges inden udgangen af maj 2004 direktionerne for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen til godkendelse.

 

Inspirationsmateriale til børnehaver/§ 4a-ordning, skoler og fritidshjem om overgang fra børnehave til skole og fritidshjem

Samarbejdet om overgangen fra børnehave/§ 4a-ordning til skole og fritidshjem vil være en ny udfordring for mange institutioner. Forvaltningerne udsender et inspirationshæfte, som kan bruges til at komme i gang med samarbejdet. Forvaltningerne inddrager repræsentanter for forældre og personale i udarbejdelsen af inspirationshæftet.

Inspirationshæftet skal indeholde praktisk vejledning om, hvordan det lokale samarbejde kan organiseres, så det bidrager til en god skolestart, og hvilke konkrete aktiviteter, der kan sættes i værk. Hæftet vil også indeholde relevant pædagogisk teori, der kan inspirere deltagerne i det lokale samarbejde og problematisere skiftet fra børnehave til skole og fritidshjem.

Samtidig er det vigtigt, at deltagerne i det lokale samarbejde kender rammerne for samarbejdet. Inspirationshæftet vil derfor også indeholde information om det politiske grundlag for samarbejdet, regler for tavshedspligt og videregivelse af oplysninger, relevante kontaktpersoner, distriktsopdelt oversigt over institutioner osv.

Endelig skal inspirationshæftet beskrive rammerne for overgangen for børn, der modtager sprogstimulering eller børn, der har haft behov for særlig opmærksomhed i børnehaven. Det skal præciseres, hvem der har ansvaret for videregivelse af oplysninger og forældreinddragelse.

Forvaltningerne udsender inspirationshæft et til de københavnske børnehaver, skoler og fritidsinstitutioner, der indgår i de lokale samarbejdsfora samt andre relevante interessenter (PPR, lokal- og handicapcentre). Mange københavnske børnefamilier vælger at lade deres barn gå i privatskole frem for folkeskole. Det er derfor vigtigt, at de private skoler også gøres opmærksomme på mulighederne for at samarbejde med børnehaverne om at lette børnenes skolestart. Det foreslås derfor, at inspirationshæftet også udsendes til privatskolerne i København.

De to forvaltninger udarbejder inspirationshæftet i dialog med de faglige organisationer og andre relevante interessenter. Inspirationshæftet udsendes inden 1.september 2004, så det kan indgå i grundlaget for det lokale samarbejde vedr. indskrivningen til skole/fritidshjem i november 2004.

 

 

ØKONOMI

 

Udgifterne til inspirationsmaterialet afholdes inden for de to forvaltningers ramme.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets andel af udgifterne afholdes på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 3.01.1 Folkeskoler og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets andel af udgifterne afholdes på Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets bevilling konto 5.10.1 Fælles formål.

 

 

MILJØVURDERING

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

 

 

HØRING

 

Ingen yderligere bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Oversigt over afgivne høringssvar

·        Bilag 2: Generelle tendenser i de afgivne høringssvar med forvaltningernes kommentarer

·        Bilag 3: Høringssvar

·        Bilag 4: Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens cirkulære om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger

 

 

 

Grethe Munk                     Peter Rasmussen

 

 

 


 


Til top