Mødedato: 26.03.2003, kl. 08:15

Etablering af 4 servicecentre

Etablering af 4 servicecentre

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 26. marts 2003

 

 

9.      Etablering af 4 servicecentre

 

UUU 143/2003  J.nr. U61/03

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at      udvalget godkender udkast til høringssvar til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling om etablering af 4 servicecentre

 

RESUME

 

Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling har på sit møde den 20. januar 2003 godkendt, at der etableres 4 servicecentre i 2004 og, at udvalget forud for endelig stillingtagen hører de stående udvalg, idet høringsfristen fastsættes til den 31. marts 2003.

 

Forslaget om etabler ing af servicecentre indebærer, at der etableres 4 servicecentre i løbet af 2004 med nærmere beskrevne opgaver, at servicecentrene lokaliseres centralt i Indre By samt på Østerbro, i Sundbyøster og i Vanløse og, at servicecentrene etableres som kontraktstyrede enheder under Økonomiudvalget.

 

Forvaltningen foreslår, at udkast til høringssvar til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling godkendes. Det fremgår bl.a. af høringssvaret, at der ikke umiddelbart er basis for at henlægge mange af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets borgerrelaterede opgaver til servicecentrene, men at servicecentrenes funktioner skal ses i nær sammenhæng med kommunens elektroniske selvbetjening.              

 

 

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling har på sit møde den 20. januar 2003 godkendt, at der etableres 4 servicecentre i 2004 og, at udvalget forud for endelig stillingtagen hører de stående udvalg, idet høringsfristen fastsættes til den 31. marts 2003.

 

Forslaget om etablering af servicecentre indebærer, at der etableres 4 servicecentre i løbet af 2004 med nærmere beskrevne opgaver, at servicecentrene lokaliseres centralt i Indre By samt på Østerbro, i Sundbyøster og i Vanløse og, at servicecentrene etableres som kontraktstyrede enheder under Økonomiudvalget.

 

Servicecentrene skal dels løse generelle informationsopgaver og have en vejviserfunktion, dels løse en række nærmere angivne opgaver.

 

På Uddannelses- og Ungdomsudvalgets område er i forslaget nævnt opgaver med ansøgning og tildeling af daginstitutionsplads, ansøgning og tildeling af befordringsgodtgørelse og ansøgning om voksenundervisning.

 

Inden for Uddannelses- og Ungdomsudvalgets område gør det forhold sig gældende, at ansøgning om en optagelse på en skole, en fritidsinstitution eller en ungdoms- eller voksenuddannelse ofte er forbundet med personlig kontakt og vejledning, besigtigelse af skolen/fritidsinstitutionen og egentlig visitation til det pågældende tilbud.

 

Det er desuden et politisk mål at styrke den lokale folkeskole. Dette mål fremmes bl.a. ved at forældrenes indmeldelse af børn foregår på den lokale folkeskole uanset hvilken af kommunens folkeskoler, der ønskes.

 

Dette vil ikke kunne erstattes af en generel vejledning på et servicecenter. Ved indskrivning til fritidshjem eller KKFO er der etableret indskrivningsteam, som sikrer opfyldelsen af pladsgarantien på et skoletilknyttet fritidshjem, så der sikres en sammenhæng mellem børnenes placering i klasser og fritidsinstitution. Kompetencen til optagelse på en skole/uddannelse er desuden typisk efter lovgivningen tildelt skolelederen, og optagelsen i klubtilbud er delegeret til den enkelte klubleder. 

 

Der vil således ikke umiddelbart være basis for at henlægge mange af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets borgerrelaterede opgaver til servicecentrene. I forbindelse med den forventede vedtagelse af den nye lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv i foråret 2003, hvor unge op til 25 år skal tilbydes vejledning om uddannelse, vil uddannelses- og ungdomsområdet dog kunne være interesseret i at deltage i et udviklingsarbejde for at afdække muligheden for at placere en vejledningsindsats ved fx servicecenteret  Indre By.

 

Servicecentrenes funktioner skal i øvrigt ses i nær sammenhæng med arbejdet med udvikling af kommunens elektroniske borgerbetjening, så der i servicecentrene også kan foretages en vejledning af borgerne i forbindelse med den elektroniske selvbetjening inden for Uddannelses- og Ungdomsudvalgets opgaveområder. Blandt de ydelser, som der arbejdes med at inddrage i den elektroniske selvbetjening på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets område er: aftale om samtale i forbindelse med indmeldelse i skole og fritidsinstitution, ungdomsvejledning, ansøgning om indstilling til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, tilmelding til Ungdomsskolen, ansøgning om befordringsgodtgørelse og bestilling af vejledertid på ungdoms- og voksenuddannelserne samt sprogcentre.

 

Forvaltningen vil i forbindelse med etableringen af servicecentrene sikre, at der vil være en række kontaktpersoner til rådighed for servicecentrene på uddannelsesinstitutionerne og i forvaltningen.   

 

Forvaltningen har på denne baggrund udarbejdet udkast til høringssvar til Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling.

 

 

 

Økonomi

 

Ingen bemærkninger

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

 

Høring

 

Ingen bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Brev af 22. januar 2003 fra Sekretariatet for Demokrati- og Serviceudvikling med bilag

·        Bilag 2: Udkast til Uddannelses- og Ungdomsudvalgets høringssvar

 

 

 

                                                Peter Rasmussen

                                                                                               Michael Schultz

 

 

 

 


 


Til top