Mødedato: 26.02.2003, kl. 15:00

Kompetenceudvikling

Kompetenceudvikling

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 26. februar 2003

 

 

10.      Kompetenceudvikling

 

UUU  61/2003  J.nr. U29/03

 

 

INDSTILLING

 

Uddannelses-  og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at      Uddannelses- og Ungdomsudvalget afgiver nedenstående høringssvar til Økonomiudvalget vedrørende anvendelse af midler til kompetenceudvikling i 2003 og 2004

 

 

 

RESUME

 

Økonomiudvalget besluttede på møde den 26. januar 2003 at sende indstilling fra Økonomiforvaltningen om anvendelse af midler fra selvbudgetteringspuljen til kompetenceudvikling  til høring i udvalgene.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har på den baggrund udarbejdet et forslag til høringssvar.

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Økonomiforvaltningen har i efteråret 2002 indhentet forvaltningernes forslag til aktiviteter, der ønskes finansieret af puljen.

 

Forvaltningerne har på denne baggrund udarbejdet en række forslag til projekter, som dækkes af de af Økonomiforvaltningen udmeldte overordnede principper, målgrupper og prioriteringer.

 

Der er udformet forslag til aktiviteter for området svarende til udgifter på 13.715.000 kr.

 

Efter en gennemgang og vurdering af de indkomne ansøgninger har Økonomiforvaltningen foreslået kompetenceudviklingspuljen fordelt, som det fremgår af bilag 1 og 2.

 

Økonomiudvalget besluttede på møde den 26. januar 2003 at sende indstilling fra Økonomiforvaltningen om anvendelse af midler fra selvbudgetteringspuljen til kompetenceudvikling  til høring i udvalgene.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har på den baggrund udarbejdet forslag til høringssvar:

 

"Til Økonomiudvalget

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget har i sit møde den 26. februar 2003 behandlet Økonomiudvalgets høringsanmodning om fordeling af midler fra selvbudgetteringspuljen til kompetenceudvikling og skal i den anledning udtale følgende :

 

Der er søgt om 13.715.000 kr. til 13 projekter fra puljen på 21 mio. kr. til kompetenceudvikling.

 

Der er foreslået bevilget 3.453.000 kr. til 8 projekter omhandlende udvikling af it-kompetencer, kompetenceudvikling af klubassistenter, kompetenceudvikling af skolebetjente, medhjælpere og gårdmænd, læring i hverdagen, kompetenceudvikling af lærere/pædagoger ift. socialpædagogiske opgaver, fokus på det pædagogiske personale, pædagogiske redskaber til tekniske ejendomsmedarbejdere og rengøringsassistenter samt kompetenceudvikling af klubmedarbejdere.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget finder det tilfredsstillende, at så mange og forskelligartede projekter har fået bevilling, at bevillingen tilsammen dækker alle de store personalegrupper i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, og at både specifik kompetenceudvikling af bestemte personalegrupper, it-projekter og mere generel læring i hverdagen er omfattet af bevillingen.

 

Udvalget finder det tilfredsstillende, at midlerne primært er foreslået brugt til kompetenceudvikling af de kortuddannede, af frontpersonalet og på arbejdsområder, som er præget af fastholdelses- og rekrutteringsproblemer.

 

Udvalget finder det også tilfredsstillende, at de støttede projekter understøtter arbejdet med kommunens vision om strategisk og systematisk kompetenceudvikling, så der kan opnås høj nytteværdi af pengene og videndelingen i kommunen kan støttes.

 

Udvalget har lagt vægt på, at Personalepolitisk Udvalg under Hovedsamarbejdsudvalget har udtalt sig positivt.

 

Udvalget kan støtte den foreslåede bevilling og fordelingen heraf, idet man skal anbefale, at der i fremtidige budgetår afsættes lignende bevillinger til kompetenceudvikling af kommunens medarbejdere, så også de projekter, der i første omgang ikke fik støtte, på sigt kan komme i betragtning. Dette vil betyde,  at kommunens efteruddannelsesgæld kan nedbringes væsentligt."

 

 

ØKONOMI

 

Der er som udgangspunkt ikke stillet krav om medfinansiering. I en del af de indstillede forslag er Økonomiforvaltningen og den enkelte forvaltning dog blevet enige om at foreslå en fælles finansiering af aktiviteten. For Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen gælder dette tilskud til kompetenceudvikling af lærere og pædagoger ift. Socialpædagogiske opgaver. Udgifterne hertil vil kunne afholdes indenfor det  afsatte beløb til efteruddannelse på konto 3.01.1 drift af folkeskoler og  konto 5.15.1 drift af fritidshjem.

 

 

MILJØVURDERING

 

Ingen bemærkninger

 

 

HØRING

 

Personalepolitisk Udvalg under Hovedsamarbejdsudvalget har på sit møde den 19. februar 2003 afgivet et høringssvar, jfr. bilag 3.

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Brev af 7. februar 2003 fra Økonomiforvaltningen

·        Bilag 2: Beskrivelse af projekter fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen

·        Bilag 3: Oversigt over ansøgte beløb og forslag til bevilling

·        Bilag 4: Høringssvar af 19. februar 2003 fra Personalepolitisk Udvalg under Hovedsamarbejdsudvalget

 

 

 

Peter Rasmussen

                                            Dorrit Christensen

 

 


 


Til top