Mødedato: 25.10.2000, kl. 09:00

Bufferpuljen 2000

Bufferpuljen 2000

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 25. oktober 2000

 

3. Bufferpuljen 2000

UUU 298/2000 J.nr. U115/00

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkender,

at der frigøres følgende beløb fra bufferpuljen

  • Stillingsannoncer 0,60 mill. kr.
  • Porto 0,40 mill. kr.
  • Reparation Sønderbro Skole 0,07 mill. kr.
  • Kortlåse 0,35 mill. kr.
  • IT-læseklasser 0,40 mill. kr.
  • Mødelokale 0,25 mill. kr.
  • Daghøjskole Døve og Hørehæmmede 0,07 mill. kr.
  • Øresundsskolen 0,35 mill. kr.
  • Bygningsgennemgang RIA 0,30 mill. kr.

RESUME

Uddannelses- og Ungdomsudvalget har besluttet, at der etableres en bufferpulje for uddannelsesområdet på i alt 14 mill. kr.

Der er tidligere frigjort i alt 9,79 mill. kr. fra puljen senest i mødet den 2. august 2000.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår, at der frigøres yderligere i alt 2,79 mill. kr. fra bufferpuljen.

Da der endnu er enkelte poster på budgettet, der ikke er endeligt afklaret, foreslås det resterende beløb på ca. 1,4 mill. kr. videreført.

Såfremt der ikke bliver behov for dette beløb til uforudsete merudgifter, foreslås beløbet frigjort til hjemme-pc, etableringsudgifter på folkeskoler samt inventar og belysning i forvaltningen.

SAGSBESKRIVELSE

Uddannelses- og Ungdomsudvalget har besluttet, at der etableres en bufferpulje for uddannelsesområdet på i alt 14 mill. kr.

Der er tidligere frigjort i alt 9,79 mill. kr. fra puljen senest i mødet den 2. august 2000.

Der er således en restsaldo på i alt 4,21 mill. kr.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår, at der frigøres i alt 2,79 mill. kr., således, at der er en restsaldo på 1,42 mill. kr.

Der foreslås frigjort beløb til følgende:

Stillingsannoncer

Der har i 2000 været ekstraordinært store udgifter til stillingsannoncer. Det drejer sig fortrinsvis om stillingsopslag på folkeskoleområdet, men også til ledende stillinger i forvaltningen.

Der er i alt afsat 1,13 mill. kr. til annoncer

Forvaltningen foreslår, at der til dækning heraf frigøres 0,6 mill. kr. fra bufferpuljen.

Porto

Der er merforbrug på portokontoen. Årsagerne hertil er primært voksende udgifter i forbindelse med udsendelse af høringsmateriale.

Der er i alt afsat 0,71 mill. kr. til porto.

Forvaltningen foreslår, at der til dækning heraf frigøres 0,4 mill. kr. fra bufferpuljen.

Reparation Sønderbro Skole

I forbindelse med folkeafstemningerne den 28. september 2000 var det nødvendigt at foretage reparation af foldedør på Sønderbro Skole for at sikre, at det var muligt at etablere 2 afstemningslokaler.

Udgifterne kunne ikke dækkes af skolens selvforvaltningsramme. Forvaltningen foreslår, at der til dækning heraf frigøres 0,07 mill. kr. fra bufferpuljen.

Kortlåse

I forbindelse med projektet "Mere og bedre idræt i København" er der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra FOS og UUF, som undersøger muligheden for at etablere elektronisk kortlås på de lokaler, som FOS udlåner, med henblik på bedre udnyttelse af skolernes faciliteter til idrætsformål.

FOS afholder udgifterne for 6 skoler, og Uddannelses- og Ungdomsudvalget afholder udgifterne ved 2 skoler.

Arbejdsgruppen har udvalgt 8 skoler til at indgå i forsøgsordningen. Amager Fælled Skole, Sundpark Skole, Nyboder Skole, Oehlenschlægergades Skole, Klostervængets Skole, og Grundtvigsskolen, som alle er med i projektet "Mere og bedre idræt", samt Rødkilde skole og Strandvejsskolen. Amager Fælled Skole har allerede tilkendegivet interesse, hvorfor det planlægges at etablere elektroniske kortlåse på idrætslokalerne hurtigst muligt. For de øvrige skoler, der melder positivt tilbage, er det hensigten at etablere kortlåse.

Formålet med projektet er at optimere benyttelsen af skolernes faciliteter til forskellige formål samt skabe større sikkerhed for lokaleanvendelsen til de fastlagte formål. For fritidsbrugere undersøges det, om benyttelsestiden kan udvides væsentligt, hvor et magnetkort kan give adgang til faciliteter uden for de perioder, hvor skolerne i dag er bemandet. Det undersøges også, om der vil være mulighed for at udvide den nuværende anvendelsestid i aftentimerne.

Systemet vil samtidig sikre, at fritidsbrugerne benytter de tildelte tider, således at tider der ikke anvendes, kan tildeles andre brugere.

For skolerne vil etableringen give større sikkerhed for, at kun de brugere, der har fået tildelt tider, kan få adgang til skolen. Det gælder også de skoler, der i øjeblikket har en nøgleordning til fritidsbrugerne, hvor magnetkortsystemet samtidig vil give væsentlige lettelser i administration af systemet. Med de elektroniske kortlåse vil det blive muligt at følge op på de problemer, der kan opstå, hvor brugere ikke afleverer lokaler i aftalt stand.

Der regnes ikke med besparelser på personaleområdet i forsøgsprojektet. Det er tanken, at såfremt projektet føres ud på samtlige skoler, skal der etableres et korps til servicering af området. Der er ikke taget stilling til anvendelsen af en eventuel besparelse ved etablering af et sådant korps.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår, at der frigøres 0,35 mill. kr. fra bufferpuljen til dækning af udvalgets andel af udgifterne

IT- læseklasser

Der er behov for at anskaffe IT til læseklasserne. Den samlede udgift anslås til ca. 1,2 mill. kr.

Forvaltningen foreslår, at der frigøres 0,40 mill. kr. fra bufferpuljen i 2000, således at etableringen kan påbegyndes i 2000. Forvaltningen vil efterfølgende fremlægge et forslag til tidsplan for anskaffelse af det resterende udstyr m.m.

Mødelokaler Rådhuset

Mødelokalet er sammenlignet med andre udvalgs mødelokaler hverken særlig funktionelt eller æstetisk velindrettet.

Lys- og til dels lydforhold er ikke optimale, ligesom mødebordet med fast monterede lamper hindrer en fornuftig udnyttelse af mødebordet. Farvesammensætningen af lokalet er ikke den bedst opnåelige.

Forvaltningen har derfor bedt en arkitekt fra det arkitektfirma, der har forestået indretningen af andre mødelokaler på Rådhuset, om at komme med forslag om ændring af mødelokalet, der omfatter:

Loft og overvægge males brækket hvide, undervægge males dybrød, begge dele med mat overflade. Træværk males hvidt med blank overflade.

Gulvet får naturfarvet sisaltæppe.

Mødebordets plade udskiftes med et smallere bord i kirsebærtræ. Bordunderstellet bibeholdes.

Eksisterende stole bevares.

På sidevægge ophænges vægskabe i kirsebærtræ

Whiteboard nedtages, og der foretages de fornødne reparationer.

Oplyspendler bevares. Over mødebord ophænges 3 stk. PH kuglelamel pendler. 2 væglamper nedtages.

Gardiner nedtages, så vinduerne kommer til deres ret. Der kan evt. etableres mørklægning.

Alternativt kan loftsbelysningen erstattes med 3 store Charlottenborg-pendler, lige som bordunderstellet udskiftes mod en samlet merudgift på 55.900 kr.

I det tilstødende kontor nedtages en væg for bedre at kunne udnytte lokalet, desuden males vægge mm.

Forvaltningen foreslår, at der til dækning heraf frigøres 0,25 mill. kr. fra bufferpuljen.

Supplerende tilskud til Døve og Hørehæmmedes Daghøjskole

Døve og Hørehæmmedes Daghøjskole har i 2000 fra Københavns Kommune modtaget et grundtilskud på 350.000 kr. samt et supplerende tilskud på 359.000 kr.

Daghøjskolen har henvendt sig om ydelse af yderlige tilskud i 2000 på 71.000 kr. (bilag 3 og 4). Baggrunden er, at Daghøjskolen i 1999 havde et underskud på 241.746 kr. hvorefter egenkapitalen pr. 31. december 1999 var – 297.078 kr.

Skolen vil - såfremt ansøgningen imødekommes - få mulighed for at nedbringe det oparbejdede underskud med ca. 100.000 kr. i 2000.

Forvaltningen foreslår, at der til dækning heraf frigøres 0,07 mill. kr. fra bufferpuljen.

Øresundsskolen

Uddannelses- og Ungdomsudvalget har besluttet, at der i forbindelse med nye skoler og udbygning af eksisterende skoler skal afsættes de fornødne beløb på handleplanen til dækning af udgifter til samlinger m.m.

Handleplanen for Øresundsskolen blev imidlertid behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 24. februar 1999. Dette er forud for beslutningen om optagelse af beløbet på handleplaner, hvorfor der ikke for Øresundsskolen er afsat midler til samlinger.

Udgiften til samlinger er 250.000 kr.

Da skolen er under opbygning, er der endvidere et stort behov for anskaffelse af undervisningsmaterialer til det forøgede elevtal. De ordinære tildelinger er ikke tilstrækkelige til at dække denne udgift.

Forvaltningen foreslår derfor, at der samlet frigøres 0,35 mill. kr. fra bufferpuljen.

Bygningsgennemgang RIA

I forbindelse med overvejelserne om morgenåbning blev der udarbejdet en rapport om bygningsmæssige forhold. Denne rapport blev udarbejdet af Rådgivende Ingeniører og Arkitekter (RIA). Udgiften hertil udgør 0,3 mill. kr.

Forvaltningen foreslår, at der frigøres 0,3 mill. kr. fra bufferpuljen

Med ovenstående forslag er der en restsaldo på 1,42 mill. kr. i bufferpuljen. Dette beløb foreslås opretholdt til dækning af evt. uundgåelige merudgifter i den resterende del af 2000. På en række områder kan der fortsat opstå merudgifter. Det gælder f.eks. udmøntningen af de resterende lønaftaler, energiområdet, betalinger til andre (amts)kommuner. Såfremt der ikke fuldt ud opstår et behov for disse udgifter, foreslår forvaltningen det resterende beløb overført til 2001.

Forvaltningen har udover ovennævnte modtaget forslag til udmøntning af bufferpuljen til følgende:

ØKO-Baser

Der er forslag om oprettelse af yderligere ØKO-baser, således samtlige skoler kan få adgang hertil.

Københavns Skovdistrikt har stillet et skovløberhus til rådighed til ØKO-Basen. Dette vil give skolerne i Vanløse mulighed for at få en ØKO-Base.

Driftsudgifter ved ØKO-Basen er begrænsede, men huset kan ikke bringes i anvendelse før bygningen er istandsat og brandsikret.

Udgiften hertil er 145.000 kr.

Under henvisning til at restbeløbet i bufferpuljen vurderes som nødvendigt som sikkerhed til at dække evt. udefrakommende merudgifter, foreslår forvaltningen, at der ikke på nuværende tidspunkt frigives midler til Øko-Basen.

 

Kirkebjerg Skole

Kirkebjerg Skole har i brev af 2. oktober 2000 (bilag 5) anmodet om eftergivelse af gæld på i alt 295.000 kr.

På nuværende tidspunkt er der i alt 15 skoler, der har gæld i lånebanken

Forvaltningen kan ikke anbefale en imødekommelse af, at gæld i lånebanken eftergives, men forvaltningen er i givet fald indstillet på at foreslå skolen, at gældsafviklingen fordeles over f.eks. en 5-årig periode.

Hjemme-PC

Der er etableret en ordning med hjemme-pc til lærerne på i alt 5 skoler.

Der er fra flere sider herunder Københavns Lærerforening stillet forslag om, at ordningen udvides med et antal skoler.

Udgiften til etablering på en stor skole med ca. 50 lærere er opgjort til 1,1 mill. kr. incl. undervisning, opkald m.m.

Under henvisning til at restbeløbet i bufferpuljen vurderes som nødvendigt som sikkerhed til at dække evt. udefrakommende merudgifter, foreslår forvaltningen, at der ikke på nuværende tidspunkt igangsættes nye ordninger med hjemme-pc.

Etableringsudgifter på folkeskolerne

I skoleåret 2000/2001 er der oprettet nye børnehaveklasser på en række skoler.

En række af disse skoler har rettet henvendelse til forvaltningen, idet det beløb på 45.000 kr. til inventar og undervisningsmidler, der udløses til nye børnehaveklasser langt fra dækker de faktiske udgifter, der er forbundet med etableringen af en sådan klasse.

Under henvisning til at restbeløbet i bufferpuljen vurderes som nødvendigt som sikkerhed til at dække evt. udefrakommende merudgifter, foreslår forvaltningen, at der ikke på nuværende tidspunkt ydes supplerende tilskud til nye børnehaveklasser.

Lille Skole for Voksne

Uddannelses- og Ungdomsudvalget bevilgede i 1999 87.500 kr. til Lille Skole for Voksne. I forbindelse med ansøgningen påpegede skolen, at der ikke i 2000 ville opstå tilsvarende problemer.

Skolen har i brev af 6. september 2000 (bilag 6) ansøgt om et tilskud i 2000 til dækning af huslejeudgifter på 75.000 kr. Samtidig ansøger de om tilskud de kommende år.

Forvaltningen har vurderet skolens aktiviteter og finder ikke, at der er tale om kompenserende specialundervisning. Forvaltningen finder derfor ikke, at der er grundlag for at yde tilskud fra Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

Arbejdspladsvurdering i forvaltningen

I forbindelse med arbejdspladsvurdering (APV) i forvaltningen har sikkerhedsgruppen gjort opmærksom på, at der er behov for at udskifte belysning og i et vist omfang møbler.

Forvaltningen finder ikke, at der på nuværende tidspunkt bør frigøres beløb hertil fra bufferpuljen, idet restbeløbet i puljen vurderes som nødvendigt som sikkerhed til at dække evt. udefrakommende merudgifter.

Restpulje

Som det fremgår, er der en ikke disponeret pulje på 1,42 mill. kr. Dette beløb vurderes, som nævnt, på nuværende tidspunkt nødvendigt som sikkerhed til at dække evt. udefrakommende merudgifter.

Såfremt der ikke fuldt ud bliver behov for pulje til dækning af denne type udgifter, foreslås restpuljen frigjort til følgende emner jf. ovenfor:

  • ØKO-Base
  • Hjemme-pc på folkeskolerne
  • Etableringsudgifter på folkeskolerne
  • Inventar og belysning i forvaltningen

Høring

Ingen

Andre Konsekvenser

Ingen

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Etablering af bufferpulje

  • Bilag 2 :Anvendelse af bufferpulje

  • Bilag 3: Brev fra 7. september 2000 fra Døves og Hørehæmmedes Daghøjskole

  • Bilag 4 :Brev af 4. oktober 2000 fra Døves og Hørehæmmedes Daghøjskole

  • Bilag 5: Brev af 2. oktober 2000 fra Kirkebjerg Skole

  • Bilag 6: Brev af 6. september 2000 fra Lille Skole for Voksne

Peter Rasmussen

Søren Stahl Nielsen

 

Til top