Ansøgning om midler fra Socialministeriets bevilling til forbedring af klubarbejdet
Ansøgning om midler fra Socialministeriets bevilling til forbedring af klubarbejdet
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 25. oktober 2000
11. Ansøgning om midler fra Socialministeriets bevilling til forbedring af klubarbejdet
UUU 306/2000 J.nr. U164/00
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen søger midler fra Socialministeriets bevilling på 50 mill. kr. afsat med henblik på at forbedre indsatsen i klubarbejdet, der opfylder servicelovens intention og formål
RESUME
Socialministeriet har bevilliget en pulje på 50 mill. kr. til forbedring af klubarbejdet.
Bevillingen skal anvendes til udviklings- og efteruddannelsesprogrammer inden for klubarbejde efter serviceloven.
Da bevillingen fra Socialministeriet ligger i tråd med intentionerne formuleret i den ny klubstruktur, indstiller Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at der søges midler fra puljen med henblik på at understøtte implementeringen af den ny klubstruktur.
Der søges om midler for en 3-årig periode til udvikling af det pædagogiske arbejde i klubberne:
- Videreudvikling af en eksisterende pigeklub på Ydre Nørrebro
- Udvikling af det opsøgende arbejde på Ydre Nørrebro
Konkret søges der midler til ansættelse af to udviklingsmedarbejdere forankret i en klub, administrativ bistand, afholdelse af efteruddannelsesforløb, evaluering, og revisor.
SAGSBESKRIVELSE
På finansloven for 2000 er der afsat 50 mill. kr. til forbedring af klubtilbud. Bevillingen forudsættes anvendt til et udviklings- og efteruddannelsesprogram inden for klubarbejde efter serviceloven. Derudover afsættes af puljen ressourcer til en generel opkvalificering af klubuddannelsen og efteruddannelse – herunder til efteruddannelse på områder, som kvalificerer klubmedarbejdere til den målrettede forebyggende indsats.
Sigtet er således en kvalitativ udbygning af arbejdsformer, der tilgodeser intentionerne i servicelovens §§ 19–22 om at skulle være et tilbud til alle større børn og unge og samtidig være en målrettet indsats over for grupper af større børn og unge med særlig behov for støtte. Metodeudviklingen skal tilgodese såvel generel forebyggelse som mere specifikke problemstillinger blandt unge i et lokalområde. Derfor skal der i højere grad arbejdes med klubben som arbejdsform end som institutionsform. Udviklingsprogrammet sigter dermed heller ikke ensidigt på klub/institutionsniveauet, men nærmere på klubarbejdet som led i en kommunal strategi for indsatsen på ungeområdet.
En forudsætning for at kunne få del i puljen er, at det kan dokumenteres, at klubberne i forvejen er inde i en positiv proces med hensyn til klubarbejdets udvikling. Det er samtidig en forudsætning, at de enkelte initiativer indgår i et fortløbende samarbejde med Udviklings- og Formidlingscenter for Socialt Arbejde med Unge (UFC – Unge, Hillerød) om projektet. De enkelte projekter kan tildeles midler i op til 3 år fra igangsættelsen og senest til 31.12.2003.
Finansieringen af kommunalt relaterede initiativer forudsætter som udgangspunkt en vis økonomisk kommunalt "medfinansiering" i form af de ressourcer, kommunerne i forvejen har afsat til klubarbejdet. Der forudsættes således ikke afsat yderligere kommunale ressourcer i forbindelse med anvendelsen af puljemidlerne. Al udviklings-, konsulent- og evalueringsarbejde forudsættes finansieret af puljemidlerne. Det samme gælder særligt tilrettelagte efteruddannelsesforløb målrettet klubbernes socialt forebyggende indsats.
Da den særlige bevilling fra Socialministeriet på 50 mill. kr. til udvikling af klubtilbud ligger i tråd med intentionerne formuleret i den ny klubstruktur, indstiller Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at der søges midler fra puljen til en videreudvikling af det eksisterende klubarbejde i bydelen Ydre Nørrebro og til realisering af de initiativer beskrevet i ny klubstruktur med fokus på børn og unge med behov for en særlig indsats.
Initiativerne har således til formål at understøtte implementeringen af den ny klubstruktur, der etableres i BR-kommunen over en periode på 3 år, begyndende den 1. januar 2001 i bydelen Ydre Nørrebro, Sundby Syd, Sundby Nord og Amagerbro.
Til udvikling af klubarbejdet i bydelen Ydre Nørrebro søges om midler for en 3-årig periode til ansættelse af to udviklingsmedarbejdere, administrativ bistand, afholdelse af efteruddannelsesforløb, kurser m.v., evaluering og revisor, med henblik på at initiere følgende udviklingsinitiativer :
Videreudvikling af pigeklubben
Pigeklubben ønskes udviklet fra primært at have omfattet flygtninge- og indvandrerpiger til at omfatte arbejdet med piger i alderen 13 – 18 år generelt. Ønsket skal ses på baggrund af pigernes behov for et sted at være uden tilstedeværelse af drenge, da pigerne ofte bliver "fortrængt" af drengene i de almindelige klubber. Og på baggrund af at mange af indvandrerpigerne ikke må gå i en almindelig klub, hvor der er drenge.
Pigeklubben vil fra at have været et selvstændigt projekt blive en del af klubberne på Ydre Nørrebro. Pigeklubben vil blive en "fællesklub" forstået på den måde, at det bliver klubberne i fællesskab, der anvender den, og klubberne i fællesskab, der udvikler arbejdsmetoder i relation til pigearbejdet.
Formålet med videreudviklingen af pigeklubben er:
Endelig er det hensigten, at de erfaringer og resultater, der bliver gjort med metodeudviklingen i forbindelse med arbejdet i pigeklubben, skal formidles videre til andre bydele, således at der skabes et bedre grundlag for at arbejde med såvel piger generelt som med de to–sprogede piger.
Udvikling af det opsøgende arbejde
To af klubberne på Ydre Nørrebro har i de sidste år forsøgt at danne sig et overblik over de større børn og unges grupperinger, behov og forventninger på Ydre Nørrebro. Det har imidlertid vist sig, at der er langt flere problemstillinger i området, end det umiddelbart har været muligt at iagttage. Samtidig har der vist sig et stort behov for opkvalificering af klubberne til at kunne varetage denne opgave, da indsatsen i praksis er famlende. Arbejdet skal derfor fokusere på en udvikling af pædagogiske metoder og redskaber i forhold til det opsøgende arbejde.
Formålet med udviklingen af det opsøgende arbejde er:
Også med hensyn til metodeudviklingen omkring det opsøgende arbejde er det hensigten, at erfaringer og resultater formidles videre til andre klubber og bydele, således at der skabes et bedre grundlag for klubberne til at kunne varetage denne opgave.
Dækningsgraden på Ydre Nørrebro er henholdsvis 28% for fritidsklubberne og 16% for ungdomsklubberne. Det er de laveste dækningsgrader i Københavns Kommune. Det skal bl.a. ses på baggrund af, at en stor del af befolkningen har en anden baggrund end dansk og derfor ikke har tradition for at benytte institutionerne. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at der ikke er et behov. En konsekvens af udviklingen af det opsøgende arbejde i området ved Mjølnerparken, Lundtoftegade og Nørrebroparken kan således blive, at der inden for en periode på 2 – 3 år vil blive behov for at etablere yderligere fritidsklubpladser.
Organisering
Der nedsættes en styregruppe bestående af en klubleder, en udviklingskonsulent, en distriktsmedarbejder og en pædagogisk konsulent fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen sammen med en klubleder og en sekretær for styregruppen. Styregruppen bliver ansvarlig for den overordnede styring af de to udviklingsinitiativer.
Til det daglige udviklingsarbejde i klubberne ansættes to koordinerende udviklingsmedarbejdere på fuld tid. Udviklingsmedarbejderne bliver bindeled mellem klubberne og styregruppen og klubberne imellem.
Økonomi
Fra Socialministeriets pulje søges i alt om kr. 3.485.000 til dækning af :
kr. pr. år kr. for hele perioden på 3 år
To klubmedarbejdere 600.000 1.800.000
Administrativ bistand 100.000 300.000
Efteruddannelse, temadage og kurser 1.000.000
Evaluering 200.000
Afsluttende konference 100.000
Revisorhonorar 15.000 45.000
Trykning af rapporter 40.000
i alt kr. 3.485.000
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens bidrag til initiativerne dækkes af de eksisterende ressourcer på klubområdet. Der er således ikke tale om en ressourceudvidelse.
Høring
Ingen
Andre konsekvenser
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
Ingen
Peter Rasmussen
Marie Thun