Studieture for Uddannelses- og Ungdomsudvalget
Studieture for Uddannelses- og Ungdomsudvalget
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 25. september 2002
11. Studieture for Uddannelses- og Ungdomsudvalget
UUU 408/2002 J.nr. U153/02
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at
udvalget i foråret 2003 tager på en studietur til Stockholm og Helsinki med fokus på grundskole-, ungdoms- og voksenuddannelser, integration af to-sprogede, undervisningsmetoder, målsætninger og skolestyringat
udvalget i efteråret 2003 tager på studietur til New York og Toronto med fokus på politiske strategier, projekter målrettet "utilpassede børn og unge", mobning, tværsektoriel vejledning af unge, "social inclusion" samt en målrettet integrationsstrategi
RESUME
Uddannelses- og Ungdomsudvalget har på sit møde den 12. juni 2002 besluttet, at der skal afholdes to studieture for medlemmer af udvalget i 2003. Den første tur skal afholdes i uge 17 og den anden tur uge 45.
Forvaltningen foreslår at den første studietur i foråret 2003 går til Stockholm og Helsinki, mens den anden studietur i efteråret 2003 går til New York og Toronto. De foreslåede studieture har fokus primært inden for integration, kompetenceudvikling, anvendelsen af informationsteknologi, marginaliserede unge, voksenuddannelse og kvalitetsstyring.
SAGSBESKRIVELSE
Uddannelses- og Ungdomsudvalget har på sit møde den 12. juni 2002 besluttet, at der skal afholdes to studieture for medlemmer af udvalget i det kommende år.
På sit møde den 28. august 2002 har udvalget besluttet, at den første tur skal afholdes i ugen efter påskeferien i 2003 fra mandag/tirsdag den 21./22. april til fredag den 25. april (uge 17), og at den anden tur skal afholdes i starten af november måned 2003 fra lørdag/søndag den 1./2. november til lørdag/søndag den 8./9. november (uge 45)
Forvaltningen foreslår på baggrund af drøftelserne i udvalget, at den første tur i foråret 2003 går til de nordiske hovedstæder Stockholm og Helsinki, der umiddelbart kan sammenlignes med København med hensyn til tradition og kultur. Der er dog en række forskelligheder.
Formålet med den første studietur er at søge inspiration/viden i lokaliteter/lande, der med hensyn til kultur og tradition omkring grundskole, gymnasiale uddannelser, grundlæggende voksenuddannelser og fritidsordninger for børn og unge umiddelbart kan sammenlignes med forholdene i Danmark/Københavns Kommune.
I Stockholm studeres voksenuddannelserne med henblik på fordeling mellem private og offentlige ydelser inden for uddannelse af unge og voksne samt integrationen af tosprogede.
I Helsinki undersøges undervisningsmetoder, målsætninger, skolestyring m.m. set på baggrund af PISA-undersøgelsen, hvor Finland er fremhævet som bedste land for børns skolefærdigheder. Ligeledes ses på det individuelle ungdomsuddannelsessystem og portefoliometode.
Forvaltningen foreslår på baggrund af drøftelserne i udvalget, at den anden tur i efteråret 2003 går til New York og Toronto.
Formålet med den anden studietur er at besøge lokaliteter/lande, hvor uddannelse af børn, unge og voksne har baggrund i en anden kultur og tradition end den danske og dermed også er opbygget ud fra andre forudsætninger. Formålet for de pågældende byer og København er identiske, idet udvikling af børn, unge og voksnes kompetencer er nødvendig for en fortsat vækst og udvikling.
Et besøg i New York vil give lejlighed til afdække, hvilke strategier byen igangsætter i forhold til integration, kompetenceudvikling af socialt utilpassede unge, samt sammenhængen mellem offentligt og privat støttede aktiviteter.
I Toronto gives der mulighed for at drøfte Canadas samlede integrationspolitik og udmøntningen i Toronto af særlige projekter og strategier for kompetenceudvikling af socialt utilpassede børn og unge.
Økonomi
Budgettet for studieturene afventer Uddannelses- og Ungdomsudvalgets nærmere beslutning. Det skønnes dog, at udgifterne til studieturen til Stockholm og Helsinki vil ligge på ca. 200.000 kr., mens udgifterne til studieturen til New York og Toronto vil ligge på ca. 370.000 kr.
Udgifterne afholdes over udvalgets konto 3.641.4.
Miljøvurdering
Ingen bemærkninger
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
- Bilag 1: Forslag til program for besøg Stockholm/Helsinki
- Bilag 2: Forslag til program for besøg New York/Toronto
Peter Rasmussen
Michael Schultz