Mødedato: 25.02.2004, kl. 15:00

Evalueringsrapport om Københavns Kommunes Elev Sikkerheds Organisation (KESO)

Evalueringsrapport om Københavns Kommunes Elev Sikkerheds Organisation (KESO)

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 25. februar 2004

 

 

15.      Evalueringsrapport om Københavns Kommunes Elev Sikkerheds Organisation (KESO)

  J.nr. U228/03

 

 

INDSTILLING

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at      forslag til opfølgning på evalueringsrapport om Københavns Elevsikkerhedsorganisation (KESO) tages til efterretning på baggrund af høringssvar fra skoler/organisationer inden for folkeskoleområdet

 

 

RESUME

 

Københavns Elevsikkerhedsorgansation (KESO) har siden 1. august 2000 sat rammen for alle de københavnske skolers arbejde med undervisningsmiljø. Ifølge beslutningen om indførelsen af KESO skulle opbygningen af elevsikkerhedsorganisationen evalueres efter to år. Resultaterne af evalueringen, der er gennemført af forvaltningen, fremgår af en evalueringsrapport, der blev behandlet på udvalgets mød e den 3. december 2003.

 

Forslag til justeringer som opfølgning på evalueringsrapporten har nu været til høring i skolebestyrelser, Fællesrådet for Folkeskolen, Det fælles pædagogiske Råd, Københavns Fælles Elevråd, Skole og Samfund og de faglige organisationer.

 

Målene med evalueringen har været at vurdere den organisatoriske opbygning og KESO's betydning i forhold til skolernes undervisningsmiljø samt at komme med anbefalinger til det videre arbejde med skolernes undervisningsmiljø i relation til Lov om Undervisningsmiljø.

 

På baggrund af evalueringen har forvaltningen opstillet en række anbefalinger i forhold til det fremtidige arbejde, som der har været til høring. 55 af de høringsberettigede parter har indsendt svar. Generelt viser svarene, at skolerne/organisationerne er positive overfor forslagene til det videre arbejde med undervisningsmiljø på skolerne.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Baggrund

Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede den 17. november 1999 at indføre KESO som elevsikkerhedsorganisation på alle de københavnske folkeskoler med virkning fra 1. august 2000. I forvaltningens oplæg til udvalget blev det fastsat, at opbygningen af elevsikkerhedsorganisationen skulle evalueres efter to år. Derfor påbegyndte forvaltningen en evalueringsproces i foråret 2003. Evalueringen er gennemført af forvaltningen.

 

KESO er som model organiseret med én repræsentant fra hver af skolens 6.-9. (10.)-klasser.

 

Den samlede organisation er blevet understøttet af forvaltningen bl.a. gennem KESO-mappen, kurser og en særlig projektpulje. En styregruppe med repræsentanter fra forvaltning og interesseorganisationer har løbende drøftet arbejdet med KESO.

 

I august 2001 trådte Lov om elevers og studerendes Undervisningsmiljø i kraft med krav om at udarbejde en undervisningsmiljøvurdering. Eleverne og studerende har nu på landsplan krav på et godt undervisningsmiljø – og de har samtidig ret til at være involveret i arbejdet omkring det.

 

Forvaltningen udsendte en mindre vejledning til skolerne om, hvordan de skulle forholde sig og tilpasse arbejdet i KESO til den ny lov. Evalueringen af det samlede arbejde med KESO viser nu yderligere behov for  justeringer.

 

Opgaven

Lovens krav om ledelsens udarbejdelse af en skriftlig undervisningsmiljøvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene samt forholdene vedrørende det psykiske og æstetiske miljø på skolen lægger op til en omdefinering af det hidtidige arbejde i KESO. 

 

Forvaltningen opstiller følgende forslag til det videre arbejde:

·        Skolens arbejde med det psykiske undervisningsmiljø, f.eks. i forhold til social trivsel, anti-mobningspolitik og mønsterbrydning, knyttes til en samlet  undervisningsmiljøvurdering.

·        Arbejdet med vurderingen samtænkes med skolens arbejdspladsvurdering (APV) og skolens udviklingsplan. 

·        På sigt udbygges arbejdet med forvaltningens understøttelse f.eks. i forhold til det æstetiske undervisningsmiljø.

 

Organisationen

To undervisningsmiljørepræsentanter har ifølge loven ret til at deltage i uddannelsesstedets sikkerheds- og sundhedsarbejde, når der behandles forhold af betydning for elevernes undervisningsmiljø. I praksis lægger det op til, at eleverne deltager i dele af sikkerhedsgruppens arbejde i overensstemmelse med en vejledning udsendt til skolernes ledelse og sikkerhedsrepræsentanter fra Branchearbejdsmiljørådet for undervisning og forskning (2003).

 

Det kan samtidig være centralt, at eleverne, der medvirker i arbejdet med skolens undervisningsmiljø, har et tæt samarbejde med ledelsen og/eller skolebestyrelsen for at få indsigt i de grundlæggende prioriteringer i forhold til undervisningsmiljøet, herunder de økonomiske muligheder og indflydelse på deres prioritering. 

 

Konkret anbefales følgende initiativer i forhold til ændring og justering af KESO:

·        Fleksible organiseringer efter skolernes valg. Den enkelte skole vælger, hvorvidt de vil bevare et elevsikkerhedsudvalg med repræsentanter fra 6.-9.(10.) klasse eller lægge det fulde arbejde med undervisningsmiljøet ind under elevrådets arbejde

·        Hvis de to organer ønskes bevaret, skal samarbejdet mellem elevråd og elevsikkerhedsudvalget skærpes

·        Valg af undervisningsmiljørepræsentanter til skolens sikkerhedsgruppe. To repræsentanter vælges fra elevråd eller elevsikkerhedsudvalget til at deltage i drøftelserne om undervisningsmiljøvurdering i skolens sikkerhedsgruppe

·        Skolerne bør samtidig overveje om én af undervisningsmiljørepræsentanterne skal sidde i skolebestyrelsen

·        Kontaktlærere for KESO (undervisningsmiljøet) etablerer et tættere samarbejde med kontaktlærere for elevrådet

 

Opsummering og bemærkninger til høringssvar

55 af de høringsberettigede parter har indsendt en besvarelse på høringsmaterialet. I bilag 1 er vedlagt en oversigt, hvor svarene i forhold til de organisatoriske ændringer fremgår. Derudover er en række øvrige bemærkninger anført.

 

Hovedsikkerhedsudvalget vil den 16. februar 2004 drøfte evalueringsrapporten og det udsendte høringsforslag.

 

Generelt tilkendegiver høringssvarene, at skolen/organisationen er positive over for forslagene til det videre arbejde med undervisningsmiljø på skolerne. Nogle af skolerne har valgt at tage forslagene til efterretning, andre tager direkte stilling til forslagene i høringsmaterialet.

 

Der er stor tilslutning til evalueringsrapportens konklusioner og videre anbefalinger, og mange tilkendegiver, at de tilslutter sig rapportens beskrivelser af skolernes hidtidige arbejde med undervisningsmiljø. Samtidig udtrykkes tilfredshed med kommunens fokus på elevdemokrati og undervisningsmiljø. 

 

Tilslutning til de konkrete forslag

·        Fleksibel organisering efter skolerne valg

44 tilslutter sig direkte forslaget om en fleksibel organisering på skolerne eller har generelt ingen bemærkninger til forslaget. 2 skoler går imod forslaget ud fra en betragtning om, at KESO skal bevares. De øvrige høringssvar kommenterer ikke det opstillede forslag. Mange skoler angiver, at de anbefalede justeringer vil give det lokale KESO og skolens elevråd bedre mulighed for at arbejde med undervisningsmiljø.

 

·        De øvrige forslag om organisering

Cirka halvdelen af skolerne har udtalt sig i forhold til de øvrige punkter omkring organiseringen. Tilkendegivelserne er generelt positive. Omkring valg af undervisningsrepræsentanter til skolens sikkerhedsgruppe udtaler 27 skoler sig direkte positivt om emnet. 3 skoler er imod forslaget.

 

Andre temaer i høringssvarene

·        Specialskolernes arbejde med undervisningsmiljø

6 af kommunens specialskoler har afgivet høringssvar. Flere af disse påpeger det vanskelige i at involvere eleverne i arbejdet med undervisningsmiljø på en specialskole. De udtrykker derfor en stor tilfredshed med forvaltningens planer om at udarbejde et særligt vejledningsmateriale for specialskolerne.

 

·        Ressourcer til undervisningsmiljø

En stor del af skolerne påpeger nødvendigheden af at tilføre flere ressourcer til skolernes arbejde med at forbedre undervisningsmiljøet. Det bemærkes, at opgaven med at prioritere skolens midler til vedligeholdelse og gennemførelse af forandringer til gavn for undervisningsmiljøet er vanskelig med de nuværende tildelinger.

En opfordring går ud på, at standard/norm for et tidssvarende københavnsk undervisningsmiljø beskrives, og at der skal skabes de økonomiske forudsætninger for at gennemføre tiltrængte forandringer af kommunens skoler.

 

·        Fælles vilkår for kontaktlærere og formalisering af samarbejdet

I forhold til det videre arbejde med undervisningsmiljø skal skolernes sikkerhedsrepræsentant og kontaktlæreren for elevrådet fortsat indgå i samarbejdet med eleverne, skolens ledelse og skolebestyrelse.

 

Flere af høringssvarene efterspørger, at dette samarbejde formaliseres, og at der afsættes ensartede ressourcer til de to læreres arbejde med undervisningsmiljø, herunder deres samarbejde.

 

Forvaltningens kommentar

På baggrund af de indkomne høringssvar foreslår forvaltningen, at de opstillede forslag i høringsmaterialet fastholdes. Forslagene til justeringer af organisationen og opgaven omkring undervisningsmiljø indarbejdes i forvaltningens fremtidige understøttelse af skolernes arbejde.

 

 

Forvaltningens opfølgning

Den samlede målbeskrivelse for KESO revideres i overensstemmelse med loven.

 

Det eksisterende KESO vejledningsmateriale (i mappe mv.) suppleres til at understøtte skolernes arbejde med en samlet undervisningsmiljøvurdering, herunder handlingsplan mv. 

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen understøtter som den centrale del af organisationen fortsat med kurser og netværksarbejde mv. fælles for elevråd og KESO med fokus på arbejdet med skolernes undervisningsmiljø. Der iværksættes yderligere uddannelse for skolernes undervisningsmiljørepræsentanter.

 

Til at understøtte specialskolernes arbejde med undervisningsmiljøet udarbejdes særlige vejledninger mv.

 

Derudover udbygges materialet med f.eks. konkrete vejledninger om arbejdet med det æstetiske miljø og med, hvordan arbejdet med undervisningsmiljø kan blive integreret i undervisningen, jf. den brede ordlyd i lovgivningen, som også medtager det æstetiske undervisningsmiljøbegreb.

 

Kontaktlærere fra skolerne får mulighed for at give input til udbygningen af vejledningsmaterialet.

 

Økonomi

 

De opfølgende initiativer gennemføres inden for den samlede budgetramme for arbejdet med elevernes undervisningsmiljø på samlet 1,6 mio. kr. (konto 3.01 Folkeskoler).

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser

 

 

Høring

 

Der er ikke yderligere bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Oversigt over høringssvar

·        Bilag 2: Høringssvar fra skoler og institutioner

·        Bilag 3: Udtalelse fra Hovedsikkerhedsudvalget

 

 

             Peter Rasmussen

                                                                Jan Lange

 

 

 


 


Til top