Mødedato: 24.11.2004, kl. 10:30

Tilskud til Foreningen til Fremme af Idræt i Holmbladsgade (FFIH)

Tilskud til Foreningen til Fremme af Idræt i Holmbladsgade (FFIH)

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. november 2004

 

 

7.      Tilskud til Foreningen til Fremme af Idræt i Holmbladsgade (FFIH)

  J.nr. U194/04

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsud­valget,

 

at      der ydes økonomisk støtte til FFIH til fortsat drift af projekt "Buret" i en 3-årig periode fra 1. januar 2005     

 

 

RESUME

 

Efter henvendelse fra FFIH (Foreningen til Fremme af Idræt i Holmbladsgade) har forvaltningen indgået i drøftelser med FFIH om økono­misk støtte til fortsat drift af FFIH's idrætsprojekt "Buret". FFIH har gennem nogle år drevet projektet med fonds- og puljemidler. Det er FFIH's ønske at fortsætte med at drive idrætsprojektet  i en 3-årig periode indtil ibrugtagningen af det nye Idræts- og kulturhus i Holmbladsgade. 

 

"Buret" er et åbent tilbud, hvor børn og unge kan komme og dyrke idræt. Buret be­står af en skibscontainer med idrætsudstyr i tilknytning til et bold bur ved Sønderbro Skole. Buret har åbent 3 dage om ugen og har de øvrige hverdage andre aktivi­teter for de unge. Buret har i åbningstiden et gen­nemsnitligt fremmøde på 40 børn og unge primært fra 10-årsalderen. Børnene og de unge benytter typisk ikke kommu­nens traditionelle klub- og idrætstilbud. Projektet modtog i 2004 Københavns Kommunes integrationspris.

  

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår, at der ydes øko­nomisk støtte på 220.000 kr. årligt i en 3-årig periode til FFIH's fortsatte drift af projektet, svarende til lønudgiften til en 30 timers uddannet klubmedarbejder. Udgiften finansieres via besparelsen ved omlægningen af Ungehuset i Norgesgade.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

I foråret 2004 fik Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen en henvendelse fra Foreningen til Fremme af Idræt i Holmbladsgade (FFIH) om, at FFIH ikke længere har økonomiske ressourcer til at fortsætte driften af idræts­projektet "Buret". FFIH har gennem de sidste år finan­sieret driften af "buret" med pulje- og fondsmidler.

 

Det er forvaltningens vurdering, at projekt "Buret" er et værdifuldt aktivitetstilbud til de unge, som ikke benytter traditionelle klubtil­bud samt i forhold til det opsøgende arbejde i området. Forvaltningen er derfor indgået i drøftelser med FFIH om økonomisk støtte til den fortsatte drift af "Buret". FFIH har over for for­valtningen oplyst, at det er FFIH´s ønske at fortsætte projekt "Buret" indtil ibrugtag­ning af det nye idræts- og kulturhus i Holmbladsgade om cirka 3 år.

 

"Buret" er en skibscontainer fyldt med idrætsudstyr i tilknytning til et boldbur place­ret ved Sønderbro Skole. Den overordnede målsætning med projektet er at tilbyde børn og unge aktiviteter, som imødekommer deres behov for fleksibilitet, mobilitet og for­anderlighed. Projektet giver børn og unge en nem og utraditionel tilgang til traditio­nelle og alternative idrætstilbud. Det fungerer desuden som indslusning til for­eningslivet.  

 

Buret er et åbent tilbud, hvor børn og unge uden medlemskab kan komme og dyrke idræt. Desuden får børnene og de unge en tæt og forpligtende voksenkontakt. "Buret" har åbent mandag, onsdag og fredag mellem kl. 16.00-20.00. De øvrige hverdage er der aktiviteter for de unge eksempelvis besøg i klubber med fokus på idræt samt deltagelse i sportsturneringer med idrætsforeninger. "Buret" har i åbningstiden et gen­nemsnitligt fremmøde på cirka 40 børn og unge primært fra 10 års alderen. De unge benytter typisk ikke kommunens traditionelle idræts- og klubtilbud.

 

Der er ansat en medarbejder i "Buret", som også har til opgave at tage kontakt til skoler, institutioner og foreninger for at gøre opmærksom på tilbuddet samt indgå i det lokale samarbejdsnetværk så som eksempelvis bydelsmøder og Ungeforum. Medarbejderen indgår desuden i et tværfagligt samarbejde med institutioner, skoler og foreninger i lokalområdet.

 

"Buret" har i 2004 modtaget Københavns Kommunes integrationspris, fordi der igennem projektet sker en systematisk og succesfuld inddragelse af etniske minori­teter i foreningslivet ved at mødes med de unge på de unges præmisser.

 

I forbindelse med omlægningen af Ungehuset i Norgesgade til en fritids- og ung­domsklub er der blevet frigjort økonomiske midler på 1.200.000 kr. årligt. Som det fremgår af indstilling af 27. august 2003 til udvalget (U138/03), er det intentionen, at en del af de frigjorte midler skal anvendes til tiltag for de unge i området eksempelvis i forhold til det udgående og opsøgende arbejde samt styrkelse af ungdomsklubber.

 

Forvaltningen foreslår, at der ydes et økonomisk tilskud til personaleudgiften i den 3-årige periode indtil ibrugtagningen af idræts- og kulturhu­set. Forvaltningen foreslår, at det øko­nomiske tilskud udgør et beløb svarende til lønudgiften til en 30 timers uddannet klubmedarbejder. 

 

 

Økonomi

 

FFIH ydes et økonomiske tilskud på cirka 220.000 kr. årligt i en 3-årig periode til støtte til fortsat drift af "Bu­ret". Tilskuddet svarer til startlønudgiften for en 30 timers uddannet klubmedarbejder Udgiften foreslås finansieret inden for budgetrammen for "klubområdet" på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget konto 5.16.1. Midlerne tilvejebringes via besparelsen ved omlægnin­gen af Norgesgade. 

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser

 

 

Høring

 

Ingen

 

 

 

BILAG VEDLAGT

 

Ingen

                     

 

                                            Peter Rasmussen

 

                                                                                                               Jan Lange


 


Til top