Mødedato: 23.05.2001, kl. 13:00

Handleplan 2002

Handleplan 2002

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 23. maj 2001

 

6. Handleplan 2002

UUU 171/2001 J.nr. U1102/01

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at der iværksættes planlægningsinitiativer på skole og fritidshjem-/KKFO-området med henblik på udarbejdelse af Handleplan for 2002

RESUME

Med udarbejdelsen af Perspektivplan 2000 er der fremlagt en samlet plan og principper for udbygning af folkeskoler og fritidshjem/KKFO over de kommende 12 år. Uddannelses- og Ungdomsudvalget har ved behandlingen af Perspektivplanen samtidig besluttet at videreføre arbejdet med konkrete udbygningsplaner.

På den baggrund foreslår Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at der iværksættes planlægningsinitiativer på skole- og fritidshjem-/KKFO-området med henblik på udarbejdelse af en Handleplan for 2002.

SAGSBESKRIVELSE

Perspektivplaner - Handleplaner – Helhedsplaner

Den fysiske skoleplanlægning har siden 1994 været baseret på en 12-årig Perspektivplan for folkeskolen. Handleplan 1996, omfattende 6 skoler, og Handleplan 1997, ligeledes omfattende 6 skoler, blev udarbejdet på basis af Perspektivplanen fra 1994.

På grundlag af Perspektivplan 1997 udarbejdedes Handleplan 1998, der omfattede 5 skoler, samt Handleplan 1999, der omfattede 8 skoler og indeholdt forslag om etablering af en ny 2-spors skole (Utterslev Skole). Hertil kom beslutningen om at etablere Heimdalsgades Overbygningsskole. Handleplan 2000 omfattede 5 skoler, idet udvalget den 3. november 1999 besluttede ikke at opretholde Sølvgades Skole på Handleplan 2000. Handleplan 2001, der omfattede 7 skoler, er indtil videre udsat.

Forslag til Perspektivplan 2000 forventes behandlet i Borgerrepræsentationen den 31. maj 2001. Vedtages Perspektivplan 2000 vil Handleplan 2002 blive udarbejdet i overensstemmelse med de udbygningsprincipper, der er indeholdt i Perspektivplan 2000.

 

Ny procedure for behandling af Handleplaner

Den hidtidige planlægningsprocedure omkring udarbejdelse af Helhedsplan for den enkelte skole har på nogle punkter vist sig mindre hensigtsmæssig. Brugerinddragelsen gennem byggeudvalg har været bæredygtig og fremhævet fra flere sider – uanset at ikke alle ønsker har kunnet imødekommes. Men de udarbejdede Helhedsplaner har over for såvel Uddannelses- og Ungdomsudvalget som brugerne fremstået som gennemarbejdede planer, som umiddelbart kunne omsættes i et konkret byggeri.

Imidlertid har processens forløb, herunder den afsatte tid, ikke givet mulighed for at undersøge alle forhold til bunds, f.eks. vedrørende myndighedskrav, statikker m.v. I senere faser har det derfor i nogle tilfælde været nødvendigt at foretage større ændringer af planerne – dog fortsat i samråd med brugerne. Af samme grund har den opstillede anlægsøkonomi i en række tilfælde hvilet på forudsætninger, som siden har vist sig ikke at holde stik.

Hertil kommer, at med den økonomiske anlægsramme, stadig er mere påkrævet at foretage en nøje vurdering af, hvilke byggeprojekter der kan fremmes inden for det enkelte års budgetter.

På den baggrund foreslår Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at der tilrettelægges en ændret planlægningsprocedure:

  1. På baggrund af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning udarbejdes i samarbejde med de respektive skoler og institutioner en Helhedsplanskitse, som alene i skitseform viser ud- og ombygningsmuligheder, herunder en præsentation af hvorledes principperne i Perspektivplan 2000 udmøntes. Skitseplanen kan indeholde forskellige løsningsmodeller. Der udarbejdes ikke en egentlig anlægsudgift, men anføres et niveau for anlægsøkonomien
  2. Helhedsplanskitserne forelægges Uddannelses- og Ungdomsudvalget med forslag om udarbejdelse af egentlige projektforslag/byggeprogrammer, idet der samtidig søges om en projekteringsbevilling. Forslagene afstemmes med den samlede anlægsøkonomiske ramme
  3. Projektforslagene (byggeprogrammerne) udarbejdes i samarbejde med de respektive skoler og institutioner, og forelægges Uddannelses- og Ungdomsudvalget med angivelse af forventede anlægsudgifter – fordelt i etaper over en flerårig periode. Forslagene afstemmes med den samlede anlægsøkonomiske ramme

I de følgende år indgår udbygningsplanerne ved den samlede prioritering af den anlægsøkonomiske ramme. Væsentlige ændringer i projekter og anlægsøkonomi (f.eks. som følge af licitationsresultater) forudsættes forelagt Uddannelses- og Ungdomsudvalget.

Med det foreliggende forslag om iværksættelse af planlægningsinitiativer vil Uddannelses- og Ungdomsudvalget således ultimo 2001 få forelagt Helhedsplanskitser med henblik på beslutning om, hvilke skoler og institutioner der optages i Handleplan 2002, dvs. udarbejdelse af egentlige projektforslag. Forslag herom vil være afstemt med anlægsbudgettet for 2002.

Hvad angår de skoler, som er indeholdt i den udsatte Handleplan 2001, vil der ligeledes ultimo 2001 blive fremsat forslag om, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang disse udbygningsplaner skal søges fremmet - under hensyn til dels behovet og dels anlægsrammen.

 

Principper for udarbejdelse af Helhedsplanskitser

Med henblik på udarbejdelse af Handleplan 2002 foreslås udarbejdet Helhedsplanskitser for de skoler, som lokalemæssigt er mest trængt, og/eller hvor det er nødvendigt at forøge fritidshjemskapaciteten. Kapaciteten måles i antal basislokaler (klasseværelser og børnehaveklasseværelser). Lokalebehovet måles i antal klasser (normalklasser, specialklasser og specialklasserækker). På grund af søgningen til den enkelte skole kan det forekomme, at en skole er lokalemæssigt trængt, selv om skoledistriktet som helhed har tilstrækkelig kapacitet til at dække søgningen.

Fremskrivning af klasser ved den enkelte skole baseres på søgningen og på en vurdering af skolernes bygningsmæssige muligheder for udbygning målt i hele spor. Fremskrivningen af antallet af klasser bruges også til at vurdere behovet for fritidshjemspladser.

Generelt har kapacitetsproblemerne efterhånden en sådan karakter, at langt flere skoler end skitseret i vedlagte notat har behov for udbygning. Forvaltningen har kun peget på forslag, hvor forholdene på skole- og institutionsområdet er særligt påtrængende.

Udearealer er som noget nyt inkluderet i de principper for skoleudbygning, der fremgår af Perspektivplan 2000. En vurdering af udearealerne er derfor som udgangspunkt med i de enkelte Helhedsplanskitser. Hvor mange ressourcer, der kan afsættes til udearealer, afhænger dels af lokale forhold (hvor små/indeklemte er den enkelte skoles udearealer), og dels af en pædagogisk overvejelse, dvs. i hvilket omfang udearealerne indgår som en del af skolernes udviklingsmål. Hvor der etableres KKFO, vil det være naturligt samtidig at overveje at samtænke udearealet, således at udearealet også anvendes som en del af skolens "fagområder" f.eks. til brug i natur- og teknikundervisningen. I den udstrækning, hvor udearealer bruges til egentlige undervisningsområder, må skolerne påregne at bidrage med en vis medfinansiering til inventar og undervisningsmidler.

I forslag til Perspektivplan 2000 fremgår, at der er mulighed for at modernisere /vedligeholde tilstødende områder for at sikre naturlige overgange mellem nybyggeri/ny-istandsatte lokaler og de ikke istandsatte lokaler.

I Perspektivplanen er endvidere indeholdt et forslag om at modernisere de såkaldte "B-skoler", dvs. skoler, hvor der ikke umiddelbart er planer om udbygning, og hvorfor skolerne ikke kan bringes i overensstemmelse med Folkeskolelovens intentioner om nye undervisningsformer, mere fleksible faglokaleområder osv. Med den af Uddannelses- og Ungdomsudvalget tiltrådte plan for vedligeholdelsesopgaver for 2001, er der iværksat konkrete moderniseringsplaner vedrørende faglokaler på 5 folkeskoler, og der er afsat midler til lokaleanalyse af yderligere et antal skoler.

Kapacitetsproblemer på fritidshjem/KKFO er primært medtaget i det omfang, dette behov kan realiseres i forbindelse med ud- og ombygning af skoler.

 

Forslag om planlægningsinitiativer

I det følgende redegøres kort for de planlægningsinitiativer, som Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen foreslår iværksat i 2001 med henblik på efterfølgende at fremsætte forslag om en Handleplan for 2002. Foruden udarbejdelse af Helhedsplanskitser foreslås endvidere, at der for dele af byen foretages mere bredt anlagt analyser med henblik på at skabe klarhed om muligheder og begrænsninger for fremtidige struktur- og kapacitetsforhold på både skole- og fritidshjem-/KKFO-området.

I vedlagte notat er mere udførligt redegjort for planlægningsinitiativerne.

Skoledistrikt 1 - Indre By

  • Der udarbejdes en Helhedsplanskitse for Nyboder Skole som 2-sporet skole med taleklasserække og 4 KKFO-grupper med henblik på optagelse på Handleplan 2002. Samtidig afklares det, om det øgede behov for taleklasser kan imødekommes på Nyboder Skole, eller om der skal etableres et samlet nyt tilbud et andet sted i byen.

Skoledistrikt 2 - Christianshavn

  • De aktuelle forhold giver ikke anledning til overvejelser om optagelse af yderligere byggeri på Handleplan 2002.

Skoledistrikt 3 - Indre Østerbro

  • Fritidshjemsbehovet for 2002 og frem analyseres af forvaltningen. Forvaltningen fremkommer med et forslag til at løse de midlertidige fritidshjemsproblemer omkring Sortedamskolen samt fremkommer med et forslag til løsning af fritidshjemsproblemerne omkring Randersgades Skole og Vibenshus Skole.

Skoledistrikt 4 - Ydre Østerbro

  • Der udarbejdes en lokaledisponeringsplan for Kildevældsskolen, der indeholder en udbygning til 4 spor, et 10. klassecenter samt 3 KKFO-grupper.

Skoledistrikt 5 - Indre Nørrebro

  • Kapacitetsforholdene giver ikke anledning til overvejelser om optagelse af skoler på Handleplan 2002.

Skoledistrikt 6 - Ydre Nørrebro

  • Kapacitetsforholdene giver ikke anledning til overvejelser om optagelse af skoler på Handleplan 2002.

Skoledistrikt 7 - Vesterbro

  • Der udarbejdes en samlet analyse af Vesterbros fremtidige struktur. I forbindelse med etableringen af KKFO´en på Alsgades Skole udarbejdes der lokaledisponeringsplaner for denne skole samt de nærliggende skoler Ny Carlsberg Vejens Skole og Enghave Plads Skole. Analysen skal også påpege, hvorledes distriktets 9. spor kan tilvejebringes.

Skoledistrikt 8 - Kongens Enghave

  • Kapacitetsforholdene giver ikke anledning til overvejelser om optagelse af skoler på Handleplan 2002.

Skoledistrikt 9 - Valby

  • Den fremtidige planlægning i Valby afventer beslutningen vedrørende Eksempelprojektet.

Skoledistrikt 10 - Vanløse

  • Der udarbejdes en helhedsplanskitse for Vanløse Skole som 3-sporet skole med 4 KKFO-grupper med henblik på optagelse på Handleplan 2002.

Skoledistrikt 11 - Brønshøj Husum

  • Der udarbejdes en lokaledisponeringsplan for Voldparkens Skole som 3-sporet skole med 4 KKFO-grupper.

Skoledistrikt 12 - Bispebjerg

  • Kapacitetsforholdene giver ikke anledning til overvejelser om optagelse af skoler på Handleplan 2002.

Skoledistrikt 13 - Sundbyøster

  • Der udarbejdes en helhedsplanskitse for Gerbrandskolen som 4-sporet skole med henblik på optagelse på Handleplan 2002.

Skoledistrikt 14 - Sundbyvester

  • Der udarbejdes en lokaledisponeringsplan for Peder Lykke Skolen, som belyser mulighederne for at udvide fritidshjemmet og udvide skolen til 4 spor.

Skoledistrikt 15 - Vestamager

  • Der udarbejdes en lokaledisponeringsplan for udbygning af Skolen på Islands Brygge, idet en nærmere analyse af det fremtidige skolebehov m.v. på Vestamager (Islands Brygge) danner udgangspunkt for, om skolen skal søges udbygget til en 3- eller 4-sporet skole.

Modernisering af skoler

  • I 2001 gennemføres analyse af lokaleforholdene på en række folkeskoler, som ikke forventes udbygget ("B-skoler"). Analyserne danner grundlag for forslag om moderniseringer.

Specialskoler

  • Det undersøges om tilgangen til Frederiksgård Skole har et sådant omfang, at der skal udarbejdes en Helhedsplanskitse for udbygning af skole- og fritidshjemskapaciteten.

 

Økonomi

Udgifterne til udarbejdelse af Helhedsplanskitser og visse strukturanalyser afholdes inden for Uddannelses- og Ungdomsudvalgets anlægsbudget for 2001.

 

Høring

Planlægningsinitiativerne foreslås iværksat ved indledende møder med berørte skoler og institutioner inden sommerferien, således at arbejdet i byggeudvalgene påbegyndes efter sommerferien. Med forelæggelsen af Helhedsplanskitser forudsættes at foreligge en udtalelse fra de respektive skoler og institutioner.

 

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens notat om Handleplan 2002 – maj 2001

 

 

 

Peter Rasmussen

/Jørn Larsen

 

Til top