Mødedato: 23.05.2001, kl. 13:00

Forslag om ændringer i skoledistriktsinddelingen

Forslag om ændringer i skoledistriktsinddelingen

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 23. maj 2001

 

12. Forslag om ændringer i skoledistriktsinddelingen

UUU 178/2001 J.nr. U111/01

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at forslag til grunddistriktsændringer i skoledistrikt 7, Vesterbro, danner grundlag for høring af distriktets folkeskoler

RESUME

På baggrund af en henvendelse fra skolelederne på distriktsskolerne i skoledistrikt 7, Vesterbro, om problemer vedrørende opretholdelse af skoledistriktets struktur og tilpasning af søgningen til skolernes kapacitet, er der foretaget en analyse af mulighederne for ændring af skolernes grunddistrikter, som tilpasser elevunderlaget til skolernes kapacitet.

SAGSBESKRIVELSE

Forvaltningen har analyseret skolegangsmønsteret pr. rode, som er den mindste administrative enhed ved dannelse/ændringer af skolernes grunddistrikter. Analysen er baseret på eleverne i børnehaveklasse til 2. klasse, som det bedste billede af den seneste udvikling.

Ifølge principperne for dannelse af grunddistrikter skal grunddistrikterne være geografisk sammenhængende og skolerne skal om muligt være placeret i eget grunddistrikt. Endvidere skal elevunderlaget tilpasses skolernes kapacitet og så vidt muligt afspejle elevsammensætningen i skoledistriktet.

På grund af kravet om geografisk sammenhæng og skolernes tætte geografiske placering er der kun begrænsede muligheder for ændringer.

For at skabe bedre balance i elevunderlaget for Matthæusgades Skole og Oehlen-schlægersgades Skole er det nødvendigt at flytte rode 173 fra Matthæusgades Skoles grunddistrikt til Oehlenschlægersgades Skoles grunddistrikt. Matthæusgades Skole har hidtil fået ca. halvdelen af sine elever, svarende til ½ spor fra rode 173. Oehlenslægersgades Skole har som nævnt i forvejen et stort elevunderlag i sit grunddistrikt. Derfor vil det være formålstjenligt at flytte en rode med et mindre antal elever fra Oehlenschlægersgades Skoles grunddistrikt til Matthæusgades Skoles grunddistrikt. Der tænkes på rode 182, som i forvejen leverer elever til Matthæusgades Skole.

Der har været søgning til 3 spor på Enghave Plads Skole, men skolen kan maksimalt rumme 2 spor. For at lette presset på Enghave Plads Skole er det muligt at flytte rode 178 til Oehlenschlægersgades Skoles grunddistrikt og rode 186 til Alsgades Skoles grunddistrikt.

Effekten af disse ændringer er at presset på Matthæusgades Skole og Enghave Plads Skole lettes, medens elevunderlaget styrkes for Oehlenschlægersgades Skole og Alsgades Skole. Elevmæssigt vil ændringerne svare til, at Matthæusgades Skole lettes med ca. 1/3 spor og Enghave Plads Skole med ca. ¼ spor, medens Oehlenschlægersgades Skole styrkes med ca. ½ spor og Alsgades Skole med ca. 1/5 spor.

På baggrund af den foretagne analyse foreslås følgende ændringer i grunddistrikts-inddelingen i skoledistrikt 7, Vesterbro:

  • Rode 173 overføres fra grunddistriktet for Matthæusgades Skole til grunddistriktet for Oehlenschlægersgades Skole.

  • Rode 178 overføres fra grunddistriktet for Enghave Plads Skole til grunddistriktet for Oehlenschlægersgades Skole.

  • Rode 182 overføres fra grunddistriktet for Oehlenschlægersgades Skole til grunddistriktet for Matthæusgades Skole.

  • Rode 186 overføres fra grunddistriktet for Enghave Plads Skole til grunddistriktet for Alsgades Skole.

 

Økonomi

Forslaget er udgiftsneutralt

 

Høring

Forslag om ændringer i skoledistriktsinddelingen sendes til høring i skolebestyrelserne for de berørte skoler den 30. maj 2001 med svarfrist til den 24. august 2001. Høringssvar forelægges Uddannelses- og Ungdomsudvalget ved sagens behandling den 5. september 2001.

 

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens forslag til grunddistriktsændringer i skoledistrikt 7. Vesterbro
  • Bilag 2: Kortmateriale som viser ændringerne

 

 

 

Peter Rasmussen

Jørn Larsen

 

 

Til top