Forsøg med udvidet foretræde for Uddannelses- og Ungdomsudvalget
Forsøg med udvidet foretræde for Uddannelses- og Ungdomsudvalget
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 23. januar 2002
3. Forsøg med udvidet foretræde for Uddannelses- og Ungdomsudvalget
UUU 47/2002 J.nr. U21/02
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at forslag til forsøg med udvidet foretræde for Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkendes
RESUME
Der fremlægges forslag til forsøg med udvidet foretræde for Uddannelses- og Ungdomsudvalget således, at enkeltpersoner og grupper kan få mulighed for at mødes med Uddannelses- og Ungdomsudvalget ud over de almindelige muligheder for foretræde efter nærmere retningslinjer.
SAGSBESKRIVELSE
Der fremlægges forslag til forsøg med udvidet foretræde for Uddannelses- og Ungdomsudvalget således, at enkeltpersoner og grupper kan få mulighed for at mødes med Uddannelses- og Ungdomsudvalget ud over de almindelige muligheder for foretræde efter nærmere retningslinjer.
Formålet med ordningen er at give borgere og Uddannelses- og Ungdomsudvalgets medlemmer en forbedret mulighed for dialog om de opgaver, som Uddannelses- og Ungdomsudvalget er ansvarlige for, og som optager borgerne.
Der er allerede efter bestemmelsen i den kommunale styrelseslovs § 20, stk. 4, 2 pkt. mulighed for at udvalget kan tillade andre at overvære udvalgets forhandlinger, når det er ønskeligt af hensyn til en sags oplysning. Denne bestemmelse giver dog heller ikke mulighed for at overvære en eventuel afstemning i udvalget.
Denne ordning er typisk møntet på sager, der allerede er optaget på udvalgets dagsorden, hvor interessenter i sagen kan søge om at få foretræde for udvalget eller kan blive bedt om at deltage.
Ordningen efter styrelseslovens § 20, stk. 4, praktiseres således i Uddannelses- og Ungdomsudvalgets regi, at de foretrædende har adgang til at give en kort redegørelse for deres synspunkter vedrørende en konkret sag. Udvalgets medlemmer får herefter mulighed for at stille spørgsmål til de fremmødte, og der kan føres en dialog om sagen. Der finder ikke nogen egentlig forhandling sted, men de fremførte synspunkter indgår i udvalgets fortsatte overvejelser. Foretrædet overstiger normalt ikke 15 minutter.
Ud over denne mulighed er der et ønske om, at enkeltpersoner eller grupper kan få lejlighed til at mødes med udvalget om sager inden for udvalgets område, som optager dem, men som ikke nødvendigvis er optaget på dagsordenen.
Det foreslås derfor, at der i det første år af valgperioden gøres forsøg med udvidet foretræde. Der foreslås følgende retningslinjer for udvidet foretræde:
- udvidet foretræde skal vedrøre de sagsområder, hvor Uddannelses- og Ungdomsudvalget har den umiddelbare forvaltning
- de personer, som får udvidet foretræde for udvalget, får mulighed for at give en kort redegørelse for sagen. Udvalgets medlemmer kan stille spørgsmål til de fremmødte, og der kan føres en dialog om sagen
- udvidet foretræde gennemføres umiddelbart inden det egentlige udvalgsmøde
- anmodning om foretræde skal af hensyn til orientering af udvalget fremsættes 8 hverdage før udvalgets møde
- udvidet foretræde gives til enkeltpersoner eller grupper på max. 5 personer
- varigheden af udvidet foretræde bør ikke overstige 15 min.
- Borgmesteren godkender anmodninger om udvidet foretræde og orienterer udvalget om eventuelle afslag. Afslag kan gives af tidsmæssige grunde, eller hvis sagen ikke skønnes at være relevant. Der kan max. gives tilladelse til 2 udvidede foretræder pr. udvalgsmøde. Udvalget kan beslutte, at udvidet foretræde i givet fald skal gennemføres i forbindelse med det næste udvalgsmøde
- Uddannelses- og Ungdomsudvalget kan efter det udvidede foretræde i forbindelse med udvalgets godkendelse af dagsordenen beslutte, at sagen skal optages på dagsordenen for det pågældende møde – hvis sagen ikke allerede er på dagsordenen - eller eventuelt på et kommende møde
I forbindelse med gennemførelsen af udvidet foretræde skal man være opmærksom på udvalgets besøgsrunde til skoler, institutioner mv. Det udvidede foretræde skal i givet fald foregå på besøgsstedet.
Ordningen foreslås evalueret senest på et af udvalgets sidste møder i 2002.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Miljøvurdering
Ingen bemærkninger
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
Ingen
Peter Rasmussen
Michael Schultz