Udvalgets forretningsorden - 2. behandling
Udvalgets forretningsorden - 2. behandling
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 23. januar 2002
2. Udvalgets forretningsorden - 2. behandling
UUU 37/2002 J.nr. U1/02
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at udvalget godkender forslag til ændring af forretningsordenen for udvalget
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning den 9. januar 2002:
Der var enighed om at anmode forvaltningen om til næstkommende møde at fremkomme med et forslag til om et forsøg med udvidet foretræde for udvalget.
Udvalget tiltrådte forvaltningens indstilling. 2. behandling sker på næste møde i udvalget den 23. januar 2002.
RESUME
Efter § 20, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse fastsætter udvalgene selv deres forretningsorden.
Det følger af den gældende forretningsordens § 13, stk. 2, at ændringer i og til forretningsordenen skal behandles over 2 ordinære møder i udvalget. Udvalget tiltrådte forslag til udvalgets forretningsorden ved 1. behandlingen på mødet den 9. januar 2002. Sagen forelægges hermed med henblik på 2. behandling.
SAGSBESKRIVELSE
Efter § 20, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse fastsætter udvalgene selv deres forretningsorden. Uddannelses- og Ungdomsudvalget fastsætter således selv sin forretningsorden indenfor rammerne af styrelsesloven og styrelsesvedtægten.
Der foreligger ikke noget krav om, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget skal vedtage en skriftlig forretningsorden. Hvis der i forbindelse med møderne udvikler sig bestemte sædvaner, fungerer disse som en uskreven forretningsorden. Opstår der situationer, der ikke umiddelbart kan afgøres ud fra de gældende sædvaner, gøres der brug af Indenrigsministeriets normalforretningsorden for kommunalbestyrelser. Også forvaltningsloven indeholder bestemmelser om forvaltningsorganers sagsbehandling og beslutninger.
Det bemærkes, at der i forhold til forretningsordenen har udviklet sig en praksis i det "gamle" Uddannelses- og Ungdomsudvalg, hvor medlemmerne har haft mulighed for at komme med protokolbemærkninger til alle sager, og ikke kun når man er uenig i flertallets beslutninger, jf. forretningsordenens § 8, stk. 2.
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets hidtidige forretningsorden foreslås videreført. Dog foreslås § 6, stk. 4, ophævet. Det fremgår heraf, at hvis mindst 3 af de tilstedeværende medlemmer begærer det, kan en sag udsættes til det efterfølgende møde under henvisning til, at man ønsker sagen drøftet i de politiske grupper. Hvis sagen ikke tåler opsættelse, kan formanden bestemme, at der ikke kan ske nogen udsættelse.
Indenrigsministeriet har i 1999 udtalt sig om lovligheden af en bestemmelse i en kommunalbestyrelsesforretningsorden, hvorefter et mindretal i kommunalbestyrelsen kunne kræve en sag udsat. Indenrigsministeriet har i denne sag udtalt, at en bestemmelse i en kommunalbestyrelses forretningsorden om, at borgmesteren eller mindst 5 medlemmer ved mødets begyndelse kunne kræve en sag udsat til næste ordinære møde, ikke er i overensstemmelse med styrelseslovens § 11, stk. 3, hvorefter beslutninger træffes ved stemmeflertal, hvor intet andet særligt er bestemt. Det samme gælder udvalgene, jf. styrelseslovens § 20, stk. 2. Det er på denne baggrund Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens vurdering, at bestemmelsen ikke bør videreføres.
Endvidere foreslås det, at § 5, stk. 3 ændres således, at det fremgår, at direktionen som hovedregel deltager i udvalgets møder, og at den administrerende direktør og sekretariatschefen varetager sekretariatsfunktionerne.
Efter § 13, stk. 2 skal ændringer i og til forretningsordenen behandles over 2 ordinære møder i udvalget.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkendte på sit møde den 9. januar 2002 under 1. behandlingen forslag til udvalgets forretningsorden.
Miljøvurdering
Ingen bemærkninger
Økonomi
Ingen bemærkninger
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG
- Forslag til forretningsorden for Uddannelses- og Ungdomsudvalget
Peter Rasmussen
Michael Schultz