Mødedato: 22.11.2000, kl. 09:00

Kapacitetsfastlæggelse for gymnasier og hf-kurser

Kapacitetsfastlæggelse for gymnasier og hf-kurser

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 22. november 2000

 

3. Kapacitetsfastlæggelse for gymnasier og hf-kurser

UUU 335/2000 J.nr. U188/00

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at udvalget godkender forslaget om en ændret kapacitetsfastsættelse og uændrede klassekvotienter for de københavnske gymnasier og hf-kurser i skoleåret 2001/2002

RESUME

Forslaget til kapacitetsfastsættelse bygger på nye prognoser fra Fordelingsudvalget for forventet søgning til gymnasier og hf-kurser i 2001.

Gymnasiekapaciteten foreslås fastsat til 40 spor – et spor mere på Metropolitanskolen eller eventuelt på Rysensteen Gymnasium afhængig af den konkrete søgning. Hf-kapaciteten foreslås uændret 10 spor.

Der er ingen udveksling af elever over Øresund med Malmø.

SAGSBESKRIVELSE

Ifølge lovbekendtgørelse nr. 754 af 8. august 2000 af lov om gymnasiet m.v. jf. § 8, stk. 1 nr. 6 og lovbekendtgørelse nr. 755 af 8. august 2000 af lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v., jf. § 19, stk. 1, nr. 7, træffer Københavns Kommune beslutning om skolens maksimale antal klasser og det minimale antal elever/kursister, som skolen er forpligtet til at optage efter ansøgning.

Københavns Kommune skal sikre en kapacitet, så alle ansøgere, der opfylder betingelserne til gymnasiet og 2-årigt hf, kan optages (jf. henholdsvis § 6 i Gymnasieloven og § 17 i HF-loven).

Københavns Kommune skal endvidere sikre, at kvalificerede ansøgere til studieforberedende enkeltfagsundervisning inden for en rimelig tid og en rimelig geografisk afstand kan optages på den ønskede undervisning (§ 17 i HF-loven).

Gennem en årrække er kapaciteten blevet fastsat på grundlag af aftaler mellem parterne i Fordelingsudvalgene i Storkøbenhavn (Købehavns Amt, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune) med udgangspunkt i et fælles prognosegrundlag – sidst for optagelsen i 2000.

Gymnasiekapaciteten blev udvidet til 5 mod hidtil 4 spor på Vestre Borgerdyd Gymnasium og HF – svarende til det faktiske antal klasser i 1999 på i alt 39 1. g. klasser (incl. en Pre-IB-klasse). Gymnasiekapaciteten blev udvidet med i alt 7 spor i Storkøbenhavn – 5 i amtet, 1 på Frederiksberg og 1 i København. Det var forudsat i prognosen, at Københavns Kommune havde søgning til 35 klasser og ville få tilført hver 2 klasser til Vestre Borgerdyd Gymnasium og HF og Metropolitanskolen. Københavns Kommune fik 38 gymnasieklasser i 2000 - én mindre end kapaciteten på Vestre Borgerdyd Gymnasium og HF.

Hf-kapaciteten blev nedskrevet med et spor i København (4 mod hidtil 5 spor på Vestre Borgerdyd Gymnasium og HF) – svarende til klassetallet i 1999 - i alt10 klasser. Hf-kapaciteten i Storkøbenhavn blev nedskrevet med 3 hf-spor fordelt med et til hver af de 3 parter. Københavns Kommune fik 11 hf-klasser – en mere end kapaciteten på Vestre Borgerdyd Gymnasium og HF.

Det samlede antal gymnasie- og hf-klasser blev uændret 49 klasser (incl. en Pre-IB-klasse) i Købehavns Kommune.

Der foreligger ingen aftaler om kapacitetsfastsættelsen i 2001 – og forvaltningen ved ikke, hvad den bliver i Københavns Amt og Frederiksberg Kommune.

4 gymnasier/kurser har kommentarer og ønsker vedrørende kapaciteten.

Metropolitanskolen har taget den udmeldte kapacitet i 2000/2001 til efterretning, men vil gerne bemærke, at skolens bygningsmæssige kapacitet fortsat svarer til 6 spor.

HF-Centret Efterslægten bifalder kapacitetsfastsættelsen på 4 to-årige og 2 3-årige hf-klasser.

Vestre Borgerdyd Gymnasium og HF ønsker kapaciteten uændret på 5 gymnasiespor og 4 hf-klasser – heraf en 3-årig projekt-hf-klasse - i 2001.

Christianshavns Gymnasium tager klassekvotienten på 28 til efterretning under protest, da man hverken finder den fagligt eller pædagogisk hensigtsmæssig.

Nye prognoser for søgningen til gymnasier og hf-kurser i 2001

En ny prognose fra Fordelingsudvalget for 2001 viser:

For gymnasiet

  • Et stigende søgetal til gymnasiet i Storkøbenhavn – svarende til 147 klasser – 7 mere end i 2000.

  • Prognosen for søgetal til de københavnske gymnasier viser et forventet søgetal svarende til 35 gymnasieklasser – 4 færre end kapaciteten i 2000. Hvis alle københavnske ansøgere skulle placeres på de københavnske gymnasier, ville det svare til 43 klasser – 4 mere end kapaciteten.

  • Prognosen for søgetallene til de frederiksbergske gymnasier viser et forventet søgetal svarende til 19 klasser – 6 klasser mere end de har kapacitet til. Hvis alle frederiksbergborgere skulle placeres på frederiksbergske gymnasier ville det svare til 8 klasser – et overskud på 5 klasser.

  • Hvis man ser på Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune under et, forventes med den nuværende kapacitet på (39 + 13) 52 klasser en søgning på (35 + 19) 54 klasser. Der mangler således umiddelbart plads til 2 gymnasieklasser. I hele Storkøbenhavn mangler der 7 klasser.

For hf

  • Et mindre fald i søgningen til hf i Storkøbenhavn – svarende til 41 klasser - 1 mindre end i 2000.

  • Prognosen for søgetallene til de københavnske hf-kurser viser et forventet søgetal svarende til 10 hf-klasser – som kapaciteten i 2000. Hvis alle københavnske hf-ansøgere skulle placeres på et hf-kursus i København, svarer det til 16 hf-klasser – et underskud på 6 klasser.

  • Prognosen for søgetallene til de frederiksbergske hf-kurser viser et forventet søgetal svarende til 14 hf-klasser – 2 flere end kapaciteten i 2000. Hvis alle frederiksbergske ansøgere skulle placeres på Frederiksbergske kurser ville det svare til 5 hf-klasser – et overskud på 8 klasser.

  • Hvis man ser på Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune under et, forventes med en nuværende kapacitet på (10+12) 22 klasser en søgning til (10+14) 24 hf-klasser. I hele Storkøbenhavn forventes 1 klasse mindre end i 2000.

Da den store søgning til gymnasiet i Frederiksberg Kommune rummer mange københavnere, er det også Københavns Kommunes opgave at sikre den fornødne kapacitet. Dette taler for en udvidelse af gymnasiekapaciteten på de københavnske gymnasier, da der samlet mangler 7 klasser i Storkøbenhavn.

Gymnasiekapaciteten på Metropolitanskolen foreslås udvidet fra 4 til 5 spor - en forøgelse fra 39 til 40 gymnasiespor i Københavns Kommune. Såfremt der skulle blive behov for yderligere en gymnasieklasse, vil en sådan kunne placeres på Rysensteen Gymnasium.

Den forventede samlede faldende søgning til hf, en overskydende hf-kapacitet i Storkøbenhavn og et forventet søgetal til de københavnske hf-kurser svarende til 10 hf-klasser taler for en uændret hf-kapacitet i Københavns Kommune i 2001.

På Vestre Borgerdyd Gymnasium og HF er den samlede klassekapacitet for gymnasie- og hf-klasser 9 i alt, og den endelige fordeling mellem gymnasieklasser og hf-klasser foreslås tilpasset søgetallene.

Kapacitetsfastsættelse på de københavnske gymnasier i skoleåret 2001/2002:

Gymnasiekapacitet:

spor:

Christianshavns Gymnasium 7

Metropolitanskolen 5

Nørre Gymnasium 7 + 1 Pre-IB-klasse

Rysensteen Gymnasium 5

Sankt Annæ Gymnasium 5

Vestre Borgerdyd Gymnasium og HF 5

Østre Borgerdyd Gymnasium 5

i alt 40

Hf-kapacitet:

(2/3-årigt hf)

spor:

Vestre Borgerdyd Gymnasium og HF 4 (3+1)

HF-C-Efterslægten 6 (4+2)

i alt 10 (7+3)

Det mindste antal elever, som gymnasier og hf-kurser er forpligtet til at optage i 1. g /1.hf efter ansøgning, er 28. På grund af særlige lokalemæssige forhold er klassekvotienten på Østre Borgerdyd Gymnasium fastsat til 24 elever.

Der er endnu ingen udveksling af elever over Øresund med Malmø.

 

Økonomi

Ingen

 

Høring

Sagen har været forelagt for Gymnasie- og HF-Rådet, hvor medlemmerne drøftede problemerne med flugten af elever, som henvises til et ikke-ønsket gymnasium.

 

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Elev- og klassetal pr. 1. september på københavnske hf-kurser i perioden 1993 til 2000
  • Bilag 2: Elev- og klassetal pr. 1. september på københavnske gymnasier i perioden 1994 til 2000

 

 

 

Peter Rasmussen

Birgit Smedegård

 

Til top