Mødedato: 21.02.2001, kl. 09:00

Høringssvar vedrørende forslag til principper for servicecentre i Københavns Kommune

Høringssvar vedrørende forslag til principper for servicecentre i Københavns Kommune

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 21. februar 2001

 

12. Høringssvar vedrørende forslag til principper for servicecentre i Københavns Kommune

UUU 51/2001 J.nr. U38/01

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at høringssvaret vedrørende forslag til principper for servicecentre i Københavns Kommune tiltrædes

 

RESUME

Økonomiudvalget drøftede på mødet den 31. januar 2001 forslag til principper for servicecentre i Københavns Kommune. Det blev i den forbindelse besluttet at sende forslaget til høring i de stående udvalg samt bydelsrådene. Høringsfristen er fastsat til den 1. marts 2001.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har på denne baggrund udarbejdet forslag til høringssvar.

 

SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen besluttede den 14. juni 2000 at oprette servicecentre i alle bydele inden udgangen af 2001. Samtidig blev det besluttet at udbygge dialogen med borgerne. Beslutningen blev truffet i forbindelse med drøftelse af principbeslutning om bydelsråd.

Borgerrepræsentationen pålagde Økonomiudvalget at fremlægge forslag til servicecentrenes nærmere indhold og organisering, idet de berørte udvalg og bydelsråd inddrages i udarbejdelsen af forslaget. Økonomiudvalget behandlede på denne baggrund den 31. januar 2001 et forslag til principper for servicecentre i Københavns Kommune. Det blev i den forbindelse besluttet at sende forslaget til høring i de stående udvalg samt bydelsrådene.

Det fremlagte forslag indeholder i hovedtræk følgende:

Servicecentrenes opgave bliver at betjene borgerne, at rådgive borgerne, herunder om klagemuligheder m.v., samt at informere om kommunen og kommunens virksomhed.

Ved etableringen af servicecentre opnås:

  • en decentralisering af centrale borgerbetjeningsenheder, hvorved kommunen rykker tættere på borgerne
  • en borgerservice, som går på tværs af forvaltningsområder, hvorved det bliver muligt at tage udgangspunkt i borgerens livssituation
  • at kommunen kan give borgerne et bedre tilbud om borgerrådgivning på tværs af forvaltningsområder, klagevejledning og information bl.a. om kommunens servicetilbud og aktiviteter i lokalområdet

Det foreslås, at servicecentrene etableres i to faser. I første fase etableres der servicecentre i 4-6 bydele. Disse servicecentre åbner den 1. januar 2002. I anden fase etableres der servicecentre i de resterende bydele, som åbner senest pr. 1. januar 2003.

Det tilstræbes at etablere servicecentrene sammen med eksisterende decentrale borgerbetjeningsenheder, specielt med Pensions- og Omsorgskontorerne. Endvidere foreslås det, at der på sigt tilstræbes samlokalisering i forbindelse med nødvendige ændringer i lokaliseringen af kommunernes lokale borgerbetjeninger og tilsvarende enheder fra andre offentlige myndigheder i lokalområderne.

Servicecentrene etableres som en kontraktstyret virksomhed og placeres under Økonomiudvalget.

I forhold til uddannelses- og ungdomsområdet indebærer forslaget konkret, at følgende funktioner overflyttes til varetagelse i servicecentrene:

  • Ansøgning og tildeling af befordringsgodtgørelse i.f.m. ungdomsuddannelser
  • Rekvirering af gamle skoleafgangsbeviser
  • Ansøgning om modersmålsundervisning
  • Ansøgning om tolkebistand
  • Verificering af borgernes personoplysninger i.f.t. sprogkursusdeltagelse

For en nærmere gennemgang af forslaget henvises til vedlagte bilag 2 og 3.

 

Forslag til høringssvar

Med baggrund i ovenstående foreslår Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget fremsender følgende høringssvar vedrørende det fremlagte forslag til principper for servicecentre i Københavns Kommune

" Det er Uddannelses- og Ungdomsudvalgets overordnede vurdering, at etableringen af servicecentre kan bidrage til en forbedring af den direkte borgerbetjening i Københavns Kommune. Udvalget finder det endvidere positivt, at en række af de mere drifts- og borgerorienterede opgaver udlægges til koordineret varetagelse i lokalområderne.

I forhold til uddannelses- og ungdomsområdet varetages hovedparten af de borgerorienterede opgaver allerede nu decentralt på de lokale skoler og institutioner. Det er udvalgets vurdering, at denne decentralisering også fremover skal fastholdes.

Med hensyn til de konkrete opgaver, der foreslås udlagt til varetagelse i servicecentrene, har udvalget ingen bemærkninger.

Det bør dog præciseres, at "ansøgning om daginstitutionsplads" ikke omfatter ansøgning om fritidshjems- og klubpladser. Indskrivning til fritidshjemsplads foregår på nuværende tidspunkt decentralt samtidig med indskrivning til skolestart. Det vil ikke være hensigtsmæssigt at placere ansøgning om fritidshjemspladser på servicecentre, idet indskrivningen til såvel skole som fritidshjem foretages samtidigt ved et personligt fremøde. Tilsvarende gør sig gældende for klubpladserne, hvor indmeldingen foretages ved henvendelse til den enkelte klub.

Uddannelses- og Ungdomsudvalget har ingen yderligere bemærkninger"

 

Økonomi

Ingen bemærkninger

 

Høring

Ingen bemærkninger

 

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Brev af 1. februar 2001 fra Økonomiforvaltningen
  • Bilag 2: Indstilling samt beslutning vedrørende forslag til principper for servicecentre i Københavns Kommune fra Økonomiudvalgets møde den 31. januar 2001
  • Bilag 3: Rapport om servicecentre

 

 

Peter Rasmussen

Michael Schultz

 

 

Til top