Mødedato: 21.01.2004, kl. 14:00

Udbygningsoversigten 2004-07 på skole- og institutionsområdet

Udbygningsoversigten 2004-07 på skole- og institutionsområdet

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 21. januar 2004

 

 

8.      Udbygningsoversigten 2004-07 på skole- og institutionsområdet

  J.nr. U142/03

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at    forvaltningens redegørelse vedrørende de indkomne bemærkninger vedrørende Udbygningsoversigten 2004-07 tages til efterretning 

 

at    de indkomne bemærkninger indgår i det videre arbejde med Udbygningsoversigten 2004-07

 

 

RESUME

 

Udbygningsoversigten 2004-07 har været udsendt til de direkte berørte skoler samt Fællesrådet for Folkeskolen, Fælles Pædagogisk Råd og Sundheds- og Omsorgsudvalget med henblik på at indhente bemærkninger fra de direkte berørte institutioner og parter.

 

De indkomne bemærkninger fremlægges hermed for Uddannelses- og Ungdomsudvalget sammen med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens kommentarer. De indkomne bemærkninger vil indgå i det videre arbejde med Udbygningsoversigten, herunder udarbejdelsen af den årlige status for udmøntningen af Udbygningsoversigten, der fremlægges for Uddannelses- og Ungdomsudvalget efter sommerferien 2004. 

 

 


SAGSBESKRIVELSE

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede i mødet den 8. oktober 2003, at Udbygningsoversigten 2004-07 danner grundlag for den videre planlægning inden for folkeskoler, specialskoler samt fritidshjem, klubber og KKFO, samt at Udbygningsoversigten blev udsendt til de direkte berørte skoler, Fællesrådet for Folkeskolen, Fælles Pædagogisk Råd og Sundheds- og Omsorgsudvalget, som kunne indsende eventuelle bemærkninger inden udgangen af november måned, hvorefter Uddannelses- og Ungdomsudvalget orienteres.

 

Med vedtagelsen af budgettet for 2004 i Borgerrepræsentationen den 9. oktober 2003 forudsættes det, at den uændrede Udbygningsoversigt danner grundlag for den videre planlægning. Forvaltningen fremlægger en årlig status på og justering af Udbygningsoversigten i overensstemmelse med den fortløbende udvikling inden for folkeskole- og specialundervisningsområdet samt fritidsinstitutioner.

 

Der er indkommet i alt 19 bemærkninger til Udbygningsoversigten. Der er for enkelte bemærkningers vedkommende påpeget forhold, jf. nedenfor, som evt. vil indgå i revisionen af Udbygningsoversigten efter sommerferien i 2004. Det skal bemærkes, at skolerne har indsendt egne kapacitetsopgørelser over antal basislokaler, som i tilfælde af tvivl har været drøftet med skolen.

 

Nedenfor er omtalt bemærkninger, som forvaltningen har knyttet kommentarer til. Fællesrådet for Folkeskolen behandlede Udbygningsoversigten 2004-07 på rådets møde den 1. december 2003, og Fællesrådet for Folkeskolen havde ingen bemærkninger. Herudover henvises der til de enkelte høringssvar.

 

 

DE ENKELTE BEMÆRKNINGER:

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget har på mødet den 17. november 2003 vedtaget at fremsende en række bemærkninger til Udbygningsoversigten. Sundheds- og Omsorgsudvalget afholder udgifterne til den tandlægespecifikke indretning af klinikkerne (tandlægestole, særlige krav om udluftning m.v.), mens Uddannelses- og Ungdomsudvalget stiller areal til rådighed. Sundheds- og Omsorgsudvalgets huslejebetaling bliver justeret i takt med, at klinikker til- og fraflyttes.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget bemærker, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen er meget lydhør over for Børne- og Ungdomstandplejens behov og ønsker. Herudover har Sundheds- og Omsorgsudvalget en række ønsker, der relaterer sig til de konkrete udbygningsplaner på folkeskolerne, så som Peder Lykke Skolen, Nyboder Skole, de to nye skoler i Sydhavnen og Ørestaden m.v. (Se herom nedenfor i afsnittet "Forvaltningens bemærkninger").

 

Tandklinikken på Sankt Annæ Gymnasium behandler handicappede og behandlingsangste elever foruden  Sankt Annæ Gymnasium´s egen elever. Den nuværende 2-stols klinik er ikke længere stor nok som følge af det øgede antal handicappede elever. Hertil kommer, at klinikken kunne være bedre placeret og have bedre faciliteter i forhold til den elevgruppe, der skal betjenes. Behovet for udvidelsen af behandlingskapaciteten for denne elevgruppe har været stigende, og problemet har været drøftet mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen siden 1998. Flere løsningsforslag har været drøftet, og der har været enighed om, at den mest hensigtsmæssige placering af specialtandklinikken er i forbindelse med en specialskole.

 

Børne- og Ungdomstandplejen har den 10. juni 2003 haft mulighed for at bese lokaler i tilslutning til Skolen i Ryparken med henblik på indretning af en sådan specialtandklinik. Det umiddelbare indtryk fra Børne- og Ungdomstandplejens side var, at der her kan indrettes en velfungerende specialtandklinik. Sundheds- og Omsorgsudvalget gør opmærksom på, at den eksisterende specialtandklinik på Sankt Annæ Gymnasium på 115 kvm. herved helt vil kunne nedlægges, og at det frigjorte areal vil kunne anvendes til andre formål, f.eks. til at øge Sankt Annæ Gymnasiums antal af undervisningslokaler.

 

Forvaltningens bemærkninger

Sundheds- og Omsorgsudvalgets ønsker vedr. Peder Lykke Skolen, Nyboder Skole, de to nye skoler i Sydhavnen og Ørestaden m.v. er enten indeholdt i udbygningsplanerne eller vil blive forhandlet med Sundhedsforvaltningen, efterhånden som udbygningerne skrider frem i overensstemmelse med Udbygningsoversigten. Det vil fremgå af de konkrete bevillingsansøgninger, hvorvidt skolerne indeholder tandklinikker eller ej.  De enkelte skoler vil blive inddraget i den udstrækning udbygningen medfører tandklinikmæssige ændringer, f.eks. Sundbyøster Skole i forbindelse med udvidelsen af  klinikken på Gerbrandskolen.

 

Fraflytningen af specialtandklinikken på Sankt Annæ Gymnasium til Skolen i Ryparken indgår ikke i Udbygningsoversigten 2004-07, eftersom et forslag herom afventer den videre planlægning på gymnasieområdet, herunder muligheden for at udvide kapaciteten på Sankt Annæ Gymnasium i tilfælde af, at specialtandklinikken fraflytter.

 

 

Fælles Pædagogisk Råd

Fælles Pædagogisk Råd betegner det som utilfredsstillende, at der i 2007 fortsat vil være 47 vandreklasser, samt at moderniseringen af "B-skoler" er nedsat fra ca. 80 mio. kr. til 52,6 mio. kr. Desuden ønskes en fremrykning af moderniseringen af basisskolerne på Ydre Nørrebro samt en plan for og midler til §20,1-skolerne og disses fagområder. Rådet er bekymret for, om der i forbindelse med kommende store nybyggerier, bl.a. byggeriet i Nordhavnen, i tide tages højde for konsekvenserne for skoleplanlægningen. Rådet ønsker desuden, at der udarbejdes en evalueringspraksis for en systematisk erfaringsindsamling vedr. renovering og modernisering.

 

Forvaltningens kommentarer

Udbygning splanens ramme for moderniseringer på 52,6 mio. kr. er udtryk for, at kapacitetsproblemerne har en sådan karakter, at det ikke har været muligt at opretholde den oprindeligt forudsatte ramme på 80 mio. kr. Vedr. basisskolerne på Nørrebro indeholder Udbygningsoversigten en opstart af ombygningen af Havremarken Skole med start i 2006 samt udarbejdelse af en ny helhedsplan for Hillerødsgades Skole til en 2-sporet basisskole ligeledes i 2006. Vedr. en plan for og midler til §20,1-skoler har forvaltningen til hensigt at udvide den kommende Perspektivplan for §20,2-området med §20,1-området (den almindelige specialundervisning) og §20,3 (bl.a. dagobservationstilbud og kolonierne).

 

Vedrørende nybyggeri omkring Nordhavnen fremgår det af Udbygningsoversigten, at "Det anbefales dog, at den fremtidige skolestruktur på Indre Østerbro og Ydre Østerbro ses i indbyrdes sammenhæng, således at hvert skoledistrikt som hidtil planlægges med 14 spor hver…..Det skal således vurderes, hvordan det kommende Nordhavnsbyggeri bedst betjenes skolemæssigt. Nordhavnen hører i dag under Indre Østerbro skoledistrikt, selv om Nordhavnen geografisk set ligger tættere på Ydre Østerbro. Det må derfor forudses, at Nordhavnsområdet eller dele heraf skal skolebetjenes på Ydre Østerbro. "

 

Erfaringer fra de hidtidige udbygninger og renoveringer har selvsagt været inddraget i byggesagerne. Herudover arbejder forvaltningen i øjeblikket med at systematisere  erfaringsopsamlingerne bl.a. ved hjælp af focusgruppeinterviews.  I løbet af 2004 vil den systematiske erfaringsopsamling indgå som en del af grundlaget for den fortsatte udbygning og modernisering.

 

 

Sølvgades Skole

Skolen er i kontakt med ejeren af et lokale i Sølvgade 20 med henblik på at afhjælpe den betrængte lokalesituation. I øvrigt er flere af skolens faciliteter for små og umoderne.

 

Forvaltningens bemærkninger

Forvaltningen og Sølvgades Skole er i løbende dialog om behovet og muligheden for at leje et lokale i Sølvgade 20 fra skolestart 2004. I øvrigt henledes opmærksomheden på, at helhedsplanprocessen med udbygning af Sølvgades Skole til 2 spor iværksættes primo 2004 i overensstemmelse med Udbygningsoversigten. De af skolebestyrelsen udarbejdede inputs indgår som en del af idégrundlaget for udbygningen.

 

 

Stevnsgades Skole

Skolen er især bekymret for vilkårene for undervisning i naturfagene, hvis lokalefaciliteter skolebestyrelsen længe har forsøgt at få forbedret.

 

Forvaltningens bemærkninger

Forvaltningen er enig i, at behovet for renovering af faglokaler eksisterer på Stevnsgades Skole. Renovering af faglokaler på Stevnsgades Skole indgår selvsagt i vurdering af anvendelsen af Udbygningsoversigtens afsatte beløb til moderniseringer.

 

 

Matthæusgades Skole

Skolen er utilfreds med, at den kun er tildelt 1 børnehaveklasse i 2004. I øvrigt bør  Matthæusgades Skole udbygges ved at inddrage Lokalcenter Vesterbros bygninger  (tidl. Haderslevsgades Skole).

 

Forvaltningens bemærkninger

Baggrunden for, at Matthæusgades Skole kun er tildelt 1 børnehaveklasse i 2004, fremgår af  Uddannelses- og Ungdomsudvalgets sag den 8. oktober 2003 vedr. fastsættelse af distriktsskolernes kapacitet for skoleåret 2004/05: "Matthæusgades Skole ser med forundring på, at skolen igen er nedskrevet fra 2 til 1 børnehaveklasse. Skolen henviser til, at der er mulighed for at udbygge skolen til 2 spor. Forvaltningen må dog i denne anledning bemærke, at en udbygning af Matthæusgades Skole til 2 spor ikke indgår i den principbeslutning, der er truffet om at løse den fremtidige skolestruktur på Vesterbro ved at genåbne Gasværksvejens Skole som en 2-sporet skole. På baggrund heraf fastholder forvaltningen forslaget om 1 spor i børnehaveklassen, idet der dog foretages en konkret vurdering af, om den aktuelle søgning til skolen i forbindelse med indskrivningen til det kommende skoleår vil indebære behov for oprettelse af yderligere en børnehaveklasse på Matthæusgades Skole."

 

 

Oehlenschlægersgades Skole

Skolen konstaterer med glæde, at skolen er optaget i Udbygningsoversigten med en udbygning til en fuld 2-sporet skole. Desuden har skolen bemærkninger om akutte kapacitetsproblemer ved skolestart 2004, herunder anvendelse af faglokaler til midlertidige basislokaler.

 

Forvaltningens bemærkninger

I forbindelse med opstarten af helhedsplanprocessen primo 2004 vil forvaltningen i samarbej de med skolen drøfte de forelagte problemstillinger. Evt. kapacitetsproblemer ved skolestart 2004 vil blive bedømt i forbindelse med udlodning af puljen til kapacitetsafhjælpende foranstaltninger.

 

 

Bispebjerg Skole

Skolen bemærker, at den er tilfreds med den udarbejdede helhedsplan fra 1999/2000 og ikke ønsker udarbejdet en ny.

 

Forvaltningens bemærkninger

Den i 1999/2000 udarbejdede helhedsplan er tidligere blevet sat i bero af Uddannelses- og Ungdomsudvalget, eftersom dens forudsætninger (udvidelse af PPRs forhold på skolen) blev uaktuelle. Dette er baggrunden for vedtagelsen om, at der skal udarbejdes en ny helhedsplan i 2006.

 

 

Sundbyøster Skole

Skolen bemærker, at det udarbejdede pilotprojekt på Sundbyøster Skole, der belyste muligheden for at ombygge en eksisterende skole til nye pædagogiske principper bl.a. ved at inddrage gangarealet m.v., ikke er indeholdt i Udbygningsoversigten. Udbygningsoversigten har følgende kommentarer til, at pilotprojektet for indeværende ikke har kunnet fremmes: "Uddannelses- og Ungdomsudvalget behandlede den 9. oktober 2002 et forslag om at iværksætte et pilotprojekt på Sundbyøster Skole m.h.p. at afklare, hvorledes ændrede organisationsformer for undervisningens tilrettelæggelse indgår i et samspil med ændrede fysiske rammer. Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede, at udsætte sagen indtil videre. Det skal i den forbindelse nævnes, at det kapacitetsmæssige rationale bag Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens forslag – ønsket om at placere et 18. spor i Sundbyøster –  er bortfaldet med den nye prognose på 17 spor.

 

Det skal også nævnes, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens "Uddybende analyse af det langsigtede anlægsbehov og anlægsøkonomien på skoleområdet, maj 2003" viser, at ingen af de øvrige store kommuner, som Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har været i kontakt med, forventer at nye organisationsprincipper om storklasser m.v. med heraf følgende ombygninger vil medføre, at der kan være flere elever pr. kvadratmeter."

 

Pilotprojektet har således ikke kunnet fremmes, eftersom den kapacitetsmæssige baggrund for pilotprojektet er bortfaldet. Det kan dog ikke afvises, at pilotprojektet for Sundbyøster Skole ved en senere lejlighed kan aktualiseres, hvis prognosen for Sundbyøster Skoledistrikt viser et øget behov for skolekapacitet.

 

 

Sankt Annæ Gymnasium

Skolen er utilfreds med, at dens behov for renovering af faglokaler og udvidelse af fysiklokalekapaciteten ikke indgår i udbygningsoversigten.

 

Forvaltningens kommentarer

Forvaltningen er enig i, at behovet for renovering/udvidelse af fagområder eksisterer på Sankt Annæ Gymnasium. Renovering af fagområder på Sankt Annæ Gymnasium og udvidelse af fysiklokalekapaciteten indgår selvsagt i grundlaget for vurdering af anvendelsen af Udbygningsoversigtens afsatte beløb til moderniseringer subsidiært i forbindelse med den kommende plan for gymnasieudbygningen. 

 

 

Frejaskolen

Skolen gør opmærksom på, at den kommende specialskole i Valby ikke vil kunne rumme alle Frejaskolens elever, og at det derfor er nødvendigt med supplerende skolekapacitet på området i løbet af meget kort tid.

 

Forvaltningens kommentarer:

Forvaltningen er fuldt bekendt med dette forhold, hvilket også fremgår af Perspektiv- og Handleplanen inden for den vidtgående specialundervisning. Forvaltningen vil i løbet af februar/marts måned fremsende en sagsfremstilling til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, der dels indeholder en konkret udmøntning af Udbygningsoversigtens forslag til midlertidige foranstaltninger ved skolestart 2004 for denne elevgruppes vækst, dels indeholder forslag til den fremtidige struktur på området.

 

 

Skolen på Kastelsvej

Skolen gør opmærksom på, at skolens udbygning stadig ikke er fuldt gennemført, efter at fase 1 og 2 er gennemført. Der mangler især faciliteter for den gruppe af elever, der er multihandicappede, der undervises i lokaler, der ikke er særlige handicapvenlige. Samtidig finder skolen det kritisabelt, at skolens fysioterapi ligger på 3. sal, uden at skolen har en elevator. Hertil kommer, at skolen ikke råder over en rytmiksal, hvilket i de sidste par år er blevet mere og mere akut, da flere af eleverne har cocklear høreimplantater, hvorfor forældrene også forventer, at skolen kan tilbyde lyd- og rytmemæssige tilbud.  

 

Forvaltningens kommentarer

Forvaltningen er enig i kommentarerne fra skolebestyrelsen, hvilket er baggrunden for, at fase 3 i udbygningen af Skolen på Kastelsvej er optaget på Udbygningsoversigten med 4,6 mio. kr. i 2004 og 2,0 mio. kr. i 2005.  I øvrigt gøres opmærksom på, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen som en udløber af Perspektiv- og Handleplanen for den vidtgående specialundervisning  primo 2004 vil forelægge en analyse af behovet for at færdiggøre fase 3 på Skolen på Kastelsvej og sideløbende hermed et forslag om at iværksætte et pilotprojekt for cocklear høreimplanterede elever på en almindelig skole.

 

 

Økonomi

 

Bemærkningerne har ingen umiddelbar økonomiske konsekvenser, men indgår i det videre arbejde med Udbygningsoversigten.

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

 

Høring

 

Ingen yderligere bemærkninger

 

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Indkomne bemærkninger

·        Bilag 2: Udbygningsoversigten 2004-07

 

 

 

Peter Rasmussen

                                                                                       Jørn Larsen


 


Til top