Mødedato: 21.01.2004, kl. 14:00

Evaluering af bestyrelsesvedtægterne for Center for Specialundervisning

Evaluering af bestyrelsesvedtægterne for Center for Specialundervisning

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 21. januar 2004

 

 

13.      Evaluering af bestyrelsesvedtægterne for Center for Specialundervisning

  J.nr. U160/03

 

 

INDSTILLING

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget indstiller over for Borgerrepræsentationen

 

at     de foreslåede ændringer af vedtægterne for bestyrelsen for Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) godkendes

 

at     CSV, når der er afholdt tre årsmøder, foretager en evaluering af konsekvenserne af vedtægtsændringerne og på den baggrund udarbejder en kort orientering til Uddannelses- og Ungdomsudvalget om de hidtidige erfaringer med årsmøder

 

 

RESUME

 

Bestyrelsen for Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) har foreslået, at bestyrelsens vedtægter ændres på et enkelt punkt.

 

Efter de gældende vedtægter skal der nedsættes en kontaktgruppe bestående af repræsentanter for alle relevante handicapområder. Kontaktgruppen skal høres i alle overordnede og væsentlige spørgsmål.

 

Brugerorganisationers interesse for de kontaktmøder, som bestyrelsen indbyder til, har imidlertid være begrænset. Bestyrelsen har derfor foreslået, at bestyrelsen ikke skal være forpligtet til at afholde kontaktmøder, men forpligtet til en gang om året at indbyde både organisationsrepræsentanter, aktuelle deltagere og samarbejdspartnere til et møde af en dags varighed. Årsmødet skal planlægges med et program, der indeholder aktuel orientering om centrets virksomhed, om fremtidsplaner og om emner af særlig betydning inden for voksenspecialundervisningen.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede på mødet den 10. september 2003, at forslaget om vedtægtsændringer skulle sendes til høring hos relevante organisationer.

 

Der er indkommet ét høringssvar - fra HjerneSagen for København og Frederiksberg, der støtter forslaget om vedtægtsændring, men fremhæver, at der bør foretages en evaluering efter mindst to år.

 

På den baggrund indstiller Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at vedtægterne for CSV's bestyrelse ændres som foreslået, samt at CSV, når der er afholdt tre årsmøder, foretager en evaluering af konsekvenserne af vedtægtsændringerne og på den baggrund udarbejder en kort orientering til Uddannelses- og Ungdomsudvalget om de hidtidige erfaringer med årsmøder.


SAGSBESKRIVELSE

 

Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den 25. januar 2001 planerne om at sammenlægge de to kommunale voksenspecialundervisningsinstitutioner Center for Specialundervisning for Voksne og Højskolen i Randersgade med virkning fra den 1. april 2001. Den ny institution overtog navnet Center for Specialundervisning for Voksne (CSV).

 

Borgerrepræsentationen godkendte vedtægterne for bestyrelsen for det nye CSV den 4. oktober 2001. I overensstemmelse med Borgerrepræsentationens ønske er der i vedtægterne indarbejdet en bestemmelse om, at bestyrelsesvedtægterne skal evalueres efter 2 år.

 

Bestyrelsen for CSV har på den baggrund drøftet, om de gældende vedtægter er hensigtsmæssige.

 

Bestyrelsen foreslår en enkelt ændring:

Efter de gældende vedtægter skal der nedsættes en kontaktgruppe bestående af repræsentanter for alle handicapområder, der tilbydes undervisning/rådgivning og vejledning på undervisningscentret. Kontaktgruppen skal høres i alle væsentlige spørgsmål, som bestyrelsen skal tage stilling til (§ 5, stk. 1).

 

Bestyrelsen vurderer imidlertid, at kontaktgruppen ikke har fungeret efter hensigten. Fremmødet ved de kontaktmøder, som bestyrelsen har indbudt til, har været meget beskedent.

 

Bestyrelsen håber, at man ved at fastlægge en anden ramme for dialogen med brugerorganisationerne kan styrke brugerdemokratiet. Bestyrelsen foreslår derfor, at man udvider det årlige orienteringsmøde, som bestyrelsen efter de gældende vedtægter er forpligtet til at afholde for samtlige deltagere (§ 5, stk. 3).

 

Bestyrelsen foreslår, at bestyrelsen skal være forpligtet til en gang om året at indbyde både organisationsrepræsentanter, aktuelle deltagere og samarbejdspartnere til et møde af en dags varighed. Årsmødet skal planlægges med et program, der indeholder aktuel orientering om centrets virksomhed, om fremtidsplaner og om emner af særlig betydning inden for voksenspecialundervisningen.

 

På den baggrund har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen udarbejdet et forslag om ændring af bestyrelsesvedtægterne. Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede på mødet den 10. september 2003, at forslaget om vedtægtsændringer skulle se ndes til høring hos relevante organisationer med høringsfrist den 24. oktober 2003. Forslaget er sendt til høring hos Dansk Blindesamfund, Foreningen Danske Døvblinde, Dansk Handicapforbund, Dansk Landsforening for Laryngectomerede - Strubeløse, Dansk Parkinsonforening, Danske Døves Landsforbund, Foreningen af stammere i Danmark, Gigtforeningen, Hjernesagen København – Frederiksberg, Hjerneskadeforeningen, PTU -  Landsforeningen af polio-, trafik og ulykkesskadede, Landsforeningen for Autisme, Landsforeningen LEV, Arbejdsskadede – København, HT-området og Sjælland, Landsforeningen for Bedre Hørelse, Landsforeningen Sind, Muskelsvindfonden, Ordblinde/Dysleksiforeningen i Danmark, Scleroseforeningen og Spastikerforeningen.

 

Der er inden for fristen indkommet ét høringssvar - fra HjerneSagen for København og Frederiksberg, der støtter forslaget om vedtægtsændring, men fremhæver, at der bør foretages en evaluering efter mindst to år.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen anbefaler derfor fortsat, at man imødekommer bestyrelsens ønske om ændring af vedtægterne.

 

Forvaltningen anbefaler, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen, at vedtægterne for CSV's bestyrelse ændres således, at overskriften til § 5 ændres til "årsmøde", og at § 5 ændres til følgende:

 

"Bestyrelsen er forpligtet til mindst en gang årligt at invitere aktuelle deltagere i undervisningen, relevante organisationer og andre samarbejdspartnere til et årsmøde af en dags varighed. Årsmødet skal planlægges med et program, der indeholder orientering om centrets aktuelle virksomhed, om fremtidsplaner og om emner af særlig betydning inden for voksenspecialundervisningen."

 

Forvaltningen anbefaler, at HjerneSagens ønske om en evaluering efter mindst to år imødekommes på den måde, at CSV, når der er afholdt tre årsmøder, foretager en evaluering af konsekvenserne af vedtægtsændringerne og på den baggrund udarbejder en kort orientering til Uddannelses- og Ungdomsudvalget om de hidtidige erfaringer med årsmøder. § 6, stk. 2 i de gældende vedtægter udgår som følge heraf.

 

 

Økonomi

 

Ingen bemærkninger.

 

 

Miljøvurdering

 

Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

 

 

Høring

 

Ingen yderligere bemærkninger.

 

 

BILAG VEDLAGT

 

·        Bilag 1: Gældende vedtægter for bestyrelsen ved Center for Specialundervisning

·        Bilag 2: Høringssvar fra HjerneSagen for København og Frederiksberg

 

 

 

 

 

                                 Peter Rasmussen

                                                                             Bodil Hendrichsen

 

 


 


Til top