Musik- og Billedskole samt Sankt Annæ Pigekor 3 mill. kr. (opfølgning af budget 2003)
Musik- og Billedskole samt Sankt Annæ Pigekor 3 mill. kr. (opfølgning af budget 2003)
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 20. november 2002
4. Musik- og Billedskole samt Sankt Annæ Pigekor 3 mill. kr. (opfølgning af budget 2003)
UUU 505/2002 J.nr. U173/02
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at fordelingsnøglen i forhold de ekstra 3 mill. kr. afsat i budget 2003 er, at Sankt Annæ Gymnasium tildeles 800.000 kr. pr. år og, at Musikskolen og Billedskolen samlet tildeles 2.200.000 kr. pr. år
at forslagene til udmøntning af budgetmidlerne til Musikskolen, Billedskolen og Sankt Annæ Gymnasium tages til efterretning
I budget 2003 er afsat 3 mill. kr. til at styrke Musikskolen og Billedskolen samt Sankt Annæ Pigekor. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har i samarbejde med de tre institutioner udarbejdet forslag til udmøntning af midlerne.
I forslagene i forhold til Musikskolen og Billedskolen er der taget udgangspunkt i principper om, at aktiviteterne skal gavne folkeskoleeleverne bredt, at nye initiativer skal synliggøre Musikskolen og Billedskolen, at tænke i samarbejde mellem Musikskolen, Billedskolen og Teaterbutikken og, at nye aktiviteter afprøves.
I forslaget om Sankt Annæ Gymnasium er prioriteret en sidestilling af Københavns Drengekor og Sankt Annæ Pigekor, en udbygning af optagelsesproceduren, samt forsøg med forskolekor og individuel stemmetræning.
Fordelingsnøglen i forhold til midlerne foreslås at være således, at Sankt Annæ Gymnasium tildeles 800.000 kr. pr. år, og Musikskolen og Billedskolen samlet tildeles 2.200.000 kr. pr. år.
I forbindelse med vedtagelsen af budget 2003 er afsat 3 mill. kr. til at styrke Musikskolen og Billedskolen samt Sankt Annæ Pigekor. På den baggrund har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen i samarbejde med de tre institutioner udarbejdet forslag til udmøntning af midlerne.
Musikskolen
og Billedskolen
Specifikt i forhold til Musikskolen og Billedskolen er der i forslagene taget udgangspunkt i følgende principper:
· at der skabes aktiviteter til gavn for folkeskoleeleverne bredt
· at der sker en synliggørelse af Musikskolen og Billedskolen på skoler og institutioner samt i lokalområderne
· at der tænkes i at gennemføre samarbejdsprojekter, der involverer både Musikskolen, Billedskolen og Teaterbutikken
· at der kan afprøves aktiviteter, der ikke før har været ressourcer til
For at tilgodese principperne, og herunder især princippet om, at aktiviteterne skal komme mange elever til gavn, er der i forslagene lagt særlig vægt på en forøgelse af antallet af forskellige klasseprojekter og fælles kulturprojekter. Dermed er der ikke umiddelbart fokus på en nedbringelse af ventelisterne til Billedskolen og Musikskolen. Forslagene til udmøntning af midlerne er mere konkret koncentreret om:
Klasseprojekter
Både Billedskolen og Musikskolen planlægger en række klasseprojekter. Det sker med henblik på at tilbyde tværfaglige projekter til mange elever og at inspirere lærerne til at arbejde på nye måder.
Stort fælles kulturprojekt
Kunst og kultur i skolen. Som optakt til H.C. Andersens 200 års fødselsdag i år 2005 udarbejdes et stort fælles projekt, hvor det er hensigten, at en gruppe elever fra samtlige skoler kan deltage. Der kan arbejdes med H. C. Andersen via billede, musik, drama, litteratur m.v., og projektet påregnes at blive afsluttet med en stor fælles udstilling, hvor de forskellige udtryksformer kan præsenteres.
Tværgående projekter
Herunder ferieprojektet i sommerferie, efterårsferie, vinterferie m.m., som er et samarbejde mellem Billedskolen, Musikskolen, Teaterbutikken samt DGI Byen. Et projekt hvor byens børn og unge via et klippekort kan prøve forskellige inspirerende oplevelser og aktiviteter i de fire institutioner.
Desuden et fællesprojekt mellem Musikskolen og Billedskolen, der tager udgangspunkt i deres respektive kerneydelser og samtidig forener disse i projektet: Musik – Billeder – Bevægelse.
Workshop og Featureuge på Musikskolen
Workshoppen er et tilbud til børn, der ikke før har prøvet at spille på et instrument, mens featureugen er et fællesskabsprojekt for Musikskolens elever, der sammen opfører et stort værk for elever og forældre.
Åbent værksted på Billedskolen
Det åbne værksted vil i første omgang være et tilbud for 1) Børn med vanskeligheder samt for 2) Unge billedtalenter mellem 15 og 20 år.
Kurser for lærere, pædagoger og undervisere på gymnasier
For at tilgodese et stort behov for efteruddannelses- og inspirationskurser for lærere og pædagoger, vil Musikskolen og Billedskolen i fællesskab iværksætte kurser, der har til formål at (op)kvalificere deltagerne til at kunne udfolde og udbrede de kreative fag på skole og institutioner.
Synliggørelse
Der påtænkes iværksat nye initiativer, der skal medvirke til at synliggøre Musikskolen og Billedskolen, og de kvalitetsprodukter, de som serviceinstitutioner leverer.
Mere detaljerede beskrivelser af aktiviteterne er vedlagt i bilag.
Sankt
Annæ Gymnasium
I forhold til Sankt Annæ Gymnasium er følgende prioriteret:
En sidestilling af Københavns Drengekor og Sankt Annæ Pigekor
Herunder, at pigerne fremover skal tildeles samme antal sangtimer som drengene samt, at der sker en opprioritering af Sankt Annæ Pigekors ledelse, administration og udadrettede virksomhed.
Udbygning af optagelsesproceduren
Blandt andet ved at afholde informationsmøder, åbent-hus-arrangementer m.v. samt at udvide optagelsesprøven med en indledende gruppeprøve.
Forsøg med forskolekor
Med henblik på at vænne eleverne til at arbejde med musikalske udtryk i en større gruppe.
Forsøg med individuel stemmetræning
For at intensivere forberedelserne af eleverne på en tidligere indslusning i koncertarbejdet.
En mere detaljeret beskrivelse er vedlagt i bilag.
Fordelingsnøglen i forhold til de afsatte budgetmidler foreslås at være således, at Sankt Annæ Gymnasium tildeles 800.000 kr. pr. år og Musikskolen og Billedskolen samlet tildeles 2.200.000 kr. pr. år. Denne fordelingsnøgle foreslås også anvendt fremover.
Forvaltningen vil i samarbejde med de berørte institutioner koordinere gennemførelsen af samarbejdsprojekter, der involverer Musikskolen, Billedskolen m.fl.
Miljøvurdering
Ingen bemærkninger
Den nærmere udmøntning af midlerne på de enkelte institutioner forudsættes drøftet i bestyrelserne.
BILAG VEDLAGT
· Bilag 1: Musikskolens forslag om udmøntning af ekstrabevilling i budget 2003
· Bilag 2: Billedskolens forslag om udmøntning af ekstrabevilling i budget 2003
· Bilag 3: Sankt Annæ Gymnasiums forslag om udmøntning af ekstrabevilling i budget 2003
Peter Rasmussen
Ann Granum