Samarbejde med Børnenes Kontor
Samarbejde med Børnenes Kontor
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 20. november 2002
12. Samarbejde med Børnenes Kontor
UUU 517/2002 J.nr. U171/02
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget
at udvalget tager orienteringen om Børnenes Kontor til efterretning
at udvalget godkender proceduren for skolernes samarbejde med Børnenes Kontor i forbindelse med ansøgninger til Børnenes Kontor om beklædningshjælp og fødevarehjælp således, at der indføres et nyt ansøgningsskema med vejledning til forældre og klasselærere samt adgang til aktindsigt for ansøgerne
Bestyrelsen for den selvejende institution Børnenes Kontor har med brev af 15. oktober 2002 rettet henvendelse til Uddannelses- og Ungdomsudvalget om de københavnske skolers medvirken ved Børnenes Kontors indsamlinger og uddelinger.
Børnenes Kontors arbejde er baseret på et tæt samarbejde med de enkelte skoler i forbindelse med ansøgninger om hjælp fra Børnenes Kontor.
Forvaltningen anbefaler på denne baggrund, at Børnenes Kontor viderefører sit samarbejde med skolerne, idet der indføres et nyt ansøgningsskema med vejledning til forældre og klasselærere samt adgang til aktindsigt for ansøgerne.
Bestyrelsen for den selvejende institution Børnenes Kontor har med brev af 15. oktober 2002 rettet henvendelse til Uddannelses- og Ungdomsudvalget om de københavnske skolers medvirken ved Børnenes Kontors indsamlinger og uddelinger.
Børnenes Kontors arbejde er baseret på et tæt samarbejde med de enkelte skoler i forbindelse med ansøgninger om hjælp fra Børnenes Kontor.
Børnenes Kontor har til formål at hjælpe københavnske familier, der har børn i den undervisningspligtige alder.
Børnenes Kontor har to hoveduddelinger: en beklædningsuddeling i juni og en fødevareuddeling (julekurv) i december måned. Herudover bevilges hjælp i begrænset omfang efter ansøgning. En af Børnenes Kontors indtægtskilder er salg af julehjertet for at skaffe midler og erindre om det eksisterende behov for hjælp.
Samarbejdet med den enkelte skole foregår via kontaktlærere på skolerne, der modtager ansøgningsskemaer fra Børnenes Kontor til fordeling blandt klasselærerne, der videregiver skemaerne til børnene og deres forældre. Når skemaerne returneres fra familierne i udfyldt stand til klasselærerne, har Børnenes Kontor behov for en påtegning fra klasselærerens side for herigennem at muliggøre en bevillingsmæssig stillingtagen, hvor de mest påtrængende og dårligst stillede familier tilgodeses med beklædningshjælp og julekurv.
Det fremgår af henvendelsen fra Børnenes Kontor, at alle ansøgninger ikke kan imødekommes. Der foretages derfor en bedømmelse på grundlag af de oplyste familieindkomster samt klasselærerens anbefalingspåtegnelser.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har tidligere modtaget henvendelse fra lærere, som mener, at fremgangsmåden med ansøgninger om hjælp fra Børnenes Kontor er forvaltningsmæssigt problematisk, fordi tildelingen af private midler gøres afhængig af kommentarer fra lærere, som ikke i kraft af deres arbejde har nogen viden om familiernes private økonomiske situation.
Børnenes Kontor har på denne baggrund rettet henvendelse til en advokat for at få belyst de retlige forhold omkring lærernes medvirken i ansøgningsproceduren.
Det fremgår af advokatens responsum, at den nuværende ordning omkring lærernes medvirken i ansøgningsproceduren ud fra en rent juridisk betragtning vurderes som holdbar. Responsummet indeholder dog en række forslag til en ændret procedure, som blandt andet begrænser tilgangen af de følsomme oplysninger til lærerne.
Responsummet har været behandlet i Børnenes Kontors bestyrelse, hvor det er besluttet at fortsætte med en uændret procedure, men med en nyudarbejdet ansøgningsblanket, hvor der på bagsiden søges givet en udtømmende vejledning til forældre og klasselærere.
Det fremgår af responsummet, at der ikke er foretaget en juridisk vurdering af loven om behandling af personoplysninger. Forvaltningen kunne have ønsket, at også forhold efter denne lov var blevet belyst i forbindelse med revurderingen af ansøgningsproceduren. Det konkluderes ligeledes i responsummet, at forældrene ikke har krav om aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Det er imidlertid forvaltningens vurdering, at forældrene skal sikres indsigtsret i den vurdering af familiens forhold, som videregives af lærerne til Børnenes Kontor. Dette kan fx gøres ved, at der automatisk sendes en kopi af lærerens kommentarer til hjemmet.
Forvaltningen anbefaler på denne baggrund, at Børnenes Kontor viderefører sit samarbejde med skolerne, idet der indføres et nyt ansøgningsskema med vejledning til forældre og klasselærere samt adgang til aktindsigt for ansøgerne.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Miljøvurdering
Ingen bemærkninger
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG
VEDLAGT
· Bilag 1: Brev af 15. oktober 2002 med bilag fra Børnenes Kontor
· Bilag 2: Årsberetning 1998-99 fra Børnenes Kontor
Peter Rasmussen
Michael Schultz