Mødedato: 20.06.2001, kl. 11:00

Etablering af skole med integreret fritidsordning til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser

Etablering af skole med integreret fritidsordning til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 20. juni 2001

 

4. Etablering af skole med integreret fritidsordning til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser

UUU 182/2001 J.nr. U100/01

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Borgerrepræsentationen indstiller,

at der etableres en ny skole med integreret fritidsordning (KKFO) til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser

at der fremsendes begæring til Vejnavnenævnet om en udtalelse med hensyn til navngivelse af skolen til Frejaskolen

at udvalget bemyndiger forvaltningen til at redigere indstilling m.m. i overensstemmelse med udvalgets beslutning, før den fremsendes til Borgerrepræsentationen

RESUME

På Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 9. maj 2001 besluttede Uddannelses- og Ungdomsudvalget at sende forslaget om etablering af en ny skole med integreret fritidsordning (KKFO) til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser til høring i skolebestyrelserne ved Hyltebjerg Skole og Grundtvigskolen, Det Fælles Pædagogiske Råd og forældrebestyrelsen ved Specialfritidshjemmet på Lønstrupvej/Klitmøllervej.

Der er indkommet høringssvar fra Hyltebjerg Skole, Det Fælles Pædagogiske Råd og forældrebestyrelsen ved specialfritidshjemmet på Lønstrupvej. Skolebestyrelsen ved Grundtvigskolen har ikke afgivet et høringssvar.

Der findes ikke på baggrund af høringssvarene anledning til at ændre forslaget til etablering af en ny skole med integreret fritidsordning (KKFO) til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser, og skolen etableres som beskrevet i udvalgsindstillingen af 9. maj 2001.

Med hensyn til navnet til den nye skole, er der ikke i høringssvarene taget stilling hertil.

SAGSBESKRIVELSE

På udvalgets møde den 7. marts 2001 tiltrådte udvalget Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens forslag om, at der blev givet en kapitalbevilling på i alt 4.9500.000 kr. til indretning af en midlertidig skole og fritidshjem til 40 elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser på Sjællandsgades Skole og senere på Valby Skole.

I forbindelse med udmøntningen af ovennævnte beslutning blev der udarbejdet et forslag til etablering af en ny skole med integreret fritidsordning (KKFO) til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser.

Forslaget blev behandlet i Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 9. maj 2001, og udvalget tiltrådte, at forslaget blev sendt til høring hos skolebestyrelserne ved Hyltebjerg Skole og Grundtvigskolen, Fælles Pædagogisk Råd og forældrebestyrelsen ved Specialfritidshjemmet Lønstrupvej/Klitmøllervej.

Der er indkommet 3 høringssvar, og der henvises til bilaget, hvor høringssvarene sammenfattes for at se de nærmere bemærkninger fra de berørte parter.

Høringssvarene giver ikke anledning til at foretage ændringer.

Derfor foreslår forvaltningen, at der etableres en ny skole med integreret fritidsordning (KKFO) til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser, som beskrevet i udvalgsindstillingen af 9. maj 2001.

I indstillingen til mødet den 9. maj 2001 foreslog Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at skolen fik navnet Absalonskolen. Begrundelsen for dette var, at Absalon repræsenterer hele København, hvad skolen også gør, fordi den er et tilbud til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser uanset bopæl. Navnet er ikke knyttet til en bestemt del af byen, hvorfor navnet udelukkende er skolens navn og ikke signalerer en placering i en bestemt gade eller et bestemt distrikt i byen.

På udvalgets møde den 9. maj 2001 blev forslaget om at kalde den nye skole for "Absalonskolen" tilbagevist til forvaltningen.

På baggrund af udvalgets beslutning har børn og ansatte foreslået navne fra den nordiske mytologi, og alternative forslag til navn er:

  • Frejaskolen
  • Odinskolen
  • Ragnarokskolen
  • Thorskolen
  • Asgårdsskolen

Forvaltningen foreslår derfor, at den nye skole, får navnet Frejaskolen, og at Vejnavnenævnet anmodes om en udtalelse herom.

Med hensyn til Asgårdsskolen kan det oplyses, der allerede findes en folkeskole med samme navn uden for Københavns Kommune (Ringsted).

 

Økonomi

Ingen bemærkninger

 

Høring

Ingen bemærkninger

 

Andre konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Gennemgang af høringssvarene til forslaget om etablering af en ny skole med integreret fritidsordning (KKFO) til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser
  • Bilag 2: Kopi af høringssvarene
  • Bilag 3: Udvalgsindstilling af 9.maj 2001

 

 

Peter Rasmussen

Benny Blak

 

Til top