Mødedato: 20.04.2005, kl. 08:15

KVUC - anlægsbevilling til projektforslaget i Vognmagergade

KVUC - anlægsbevilling til projektforslaget i Vognmagergade

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 20. april 2005

 

 

6.      KVUC - anlægsbevilling til projektforslaget i Vognmagergade

  J.nr. U192/04

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at      der som led i aftalen om leje af Vognmagergade 8 til brug for KVUC og SOSU-skolen gives en indtægtsbevilling på 25 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005, konto 3.37.3, rådighedsbeløb for voksenuddannelser, hvoraf 18.079.948 mio. kr. anvendes til indretning af lejemålet og 6.920.052 mio. kr. anvendes til husleje i 2005

 

at      der gives en anlægsbevilling på i alt 2,0 mio. kr. til igangsætning af den nødvendige programmering og projektering til indretning af Vognmagergade 8 til KVUC og SOSU-skolen. Der anvises dækning for beløbet på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005, konto 3.37.3, rådighedsbeløb for voksenuddannelser

 

 

 

RESUME

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har den 25. februar 2005 godkendt aftalen om leje og indretning af Vognmagergade 8 til brug for KVUC og SOSU-skolen. Som led i aftalen giver udlejer et tilskud til indretning af bygningen på i alt 25 mio. kr. I forbindelse med lejemålets indgåelse pr. 1. marts 2005 er lejer samtidig forpligtet til at betale husleje mv. for 2005.

 

I den forbindelse anmodes om en indtægtsbevilling på 25 mio. kr.

 

Som led i flytningen af KVUC til Vognmagergade forlader KVUC bl.a. Gasværksvejens Skole og bygningen i Peter Vedelsgade. Af hensyn til behovet for genåbningen af Gasværksvejens Skole som folkeskole på Vesterbro og anvendelse af Peter Vedelsgade som specialskole er tidsplanen for indretning af Vognmagergade meget stram. Der er derfor behov for så hurtigt som muligt at komme i gang med programmering og projektering af indretningen af Vognmagergade.

 

På den baggrund anmodes om en anlægsbevilling på 2,0 mio. kr. til programmering og projektering af indretningen af Vognmagergade 8. Det forventes, at der før sommerferien vil blive fremlagt skitseprojekt samt forslag til anlægsbevilling med henblik på færdiggørelse af projektering og gennemførelse af de egentlige byggearbejder.


SAGSBESKRIVELSE

 

Baggrund

Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 9. december 2004 (BR 602/04) med efterfølgende justeringer på mødet den 10. februar 2005 (BR90/05) en aftale om leje af Vognmagergade 8 (København Energi's tidligere hovedsæde) til brug for en samling af KVUC og Social- og Sundhedsskolen (SOSU-skolen). Lejemålet er påbegyndt 1. marts 2005.

 

Som led i aftalen yder udlejer et tilskud på i alt 25 mio. kr. til indretningen af Vognmagergade 8.  Den øvrige del af indretningen samt lejeudgifter frem til 1. januar 2007 er beregnet til i alt 60 mio. kr., som finansieres ved salg af de ejendomme, der frigøres ved samling af KVUC og SOSU-skolen i Vognmagergade.

 

Aftalen blev godkendt med forbehold for Indenrigs- og Sundhedsministeriets godkendelse. Ministeriet har ved skrivelse af 25. februar 2005 godkendt aftalen, hvormed de formelle forudsætninger for aftalen er opfyldt.

 

Indtægtsbevilling

I overensstemmelse med aftalen har udlejer i forbindelse med indgåelsen af lejemålet pr. 1. marts 2005 fremsendt det i kontrakten forudsatte indretningstilskud på i alt 25 mio. kr. Samtidig er lejer (Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen) forpligtet til at betale husleje m.m. fra 1. september 2005 til 31. december 2005, idet der ikke betales leje de første 6 måneder. Huslejen for perioden 1.9 - 31.12.05 udgør 5.833.333 kr. + 1.086.719 kr. (skatter og afgifter m.m.) i alt 6.920.052 kr.

 

Indtil de ejendomme, der frigøres ved samling af KVUC og SOSU-skolen, er solgt, anvises huslejen via ovennævnte indretningstilskud fra udlejer. På den baggrund anmodes om en indtægtsbevilling på i alt 25 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget konto 3.41.3, rådighedsbeløb for Gymnasier og hf.

 

Anlægsbevilling til projektering

Aftalen om leje af Vognmagergade 8 til brug for KVUC og SOSU-skolen er baseret  på et ønske om at samle de 4 KVUC-afdelinger (Gasværksvejens Skole, Helgolandsgade 6, Lersø Park Alle 2 og Peter Vedelsgade) og Social og Sundhedsskolen (Stevnsgade 34 og Fensmarksgade 65-67) i ét center i forbindelse med beslutningen om at genåbne Gasværksvejens Skole som folkeskole.

 

I forhold til behovet for øget kapacitet på folkeskoleområdet på Vesterbro er der behov for at få genåbnet Gasværksvejens Skole som folkeskole så hurtigt som muligt. Det er på den baggrund planen, at skolen kan genåbne som folkeskole for de mindste klasser allerede fra skolestart i 2006. Der er tidligere både i Uddannelses- og Ungdomsudvalget (U 12/05) og Borgerrepræsentationen truffet beslutning om genåbning af Gasværksvejens Skole som folkeskole.

 

Samtidig hermed er der akut behov for at få udvidet kapaciteten til elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser (autister). Der er i 2004 åbnet en afdeling for denne elevgruppe i Peter Vedelsgade. Med KVUC's flytning til Vognmagergade vil der i overensstemmelse med udbygningsoversigten være mulighed for at indrette hele Peter Vedelsgade til en ny skole for elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser.

 

Flytningen af KVUC til Vognmagergade er dermed forudsætningen for at få løst både kapacitetsproblemerne på Vesterbro og inden for den vidtgående specialundervisning.

 

Det er derfor afgørende snarest at få igangsat den nødvendige projektering af indretningen af Vognmagergade 8 samtidig med, at der skal tilrettelægges en byggeproces, som – så vidt muligt – gør det muligt for KVUC at forlade Gasværksvejens Skole (eller dele heraf) og Peter Vedelsgade i løbet af foråret 2006.

 

Tidplanen for indretning af Vognmagergade 8 og den deraf følgende ændrede indretning af Gasværksvejens Skole og Peter Vedelsgade er således meget stram.

 

Med henblik på igangsætning af den nødvendige projektering vedrørende indretning af Vognmagergade 8 til brug for KVUC og SOSU-skolen anmodes derfor om en anlægsbevilling på i alt 2,0  mio. kr.

 

Foreløbig proces og tidsplan for indretning af Vognmagergade 8

Der er i samarbejde med KVUC og Social- og Sundhedsskolen nedsat et fælles byggeudvalg, ligesom der er valgt en rådgiver til den indledende programmering og skitsering. 

 

Med lukningen af RIA kan rådgiver til projekteringen kun vælges efter et EU-udbud, hvilket ikke kan nås af tidsmæssige grunde, da også selve byggearbejderne skal  udbydes i EU-udbud. I stedet vil projektet blive udbudt i EU-udbud i totalentreprise på basis af et skitseprojekt, hvilket vurderes at være den eneste mulighed for at overholde den stramme tidsplan.

 

Et skitseprojekt med forslag til anlægsbevilling forventes forelagt for Uddannelses- og Ungdomsudvalget inden sommerferien med henblik på udbud i totalentreprise i løbet af sommeren. Byggeriet forventes igangsat i løbet af september med henblik på indflytning i dele af komplekset i Vognmagergade i løbet af foråret 2006.

 

Det vil være nødvendigt at projektere og bygge sideløbende, ligesom det vil være nødvendigt med et løbende, tæt samarbejde med bygningsmyndighederne. Der er allerede taget initiativ hertil.

 

Sideløbende planlægning af indretning af Gasværksvejens Skole og Peter Vedelsgade

Som det fremgår af ovenstående er det for at kunne holde tidsplanen nødvendigt, at der sideløbende med planerne for indretningen af Vognmagergade 8 til brug for KVUC og SOSU-skolen også arbejdes med planerne for indretning af Gasværksvejens Skole og Peter Vedelsgade til henholdsvis lokalskole og specialskole - uanset at det formelle grundlag herfor ikke er endeligt vedtaget.

 

Begge projekter indgår som en del af Børneplanen og den godkendte udbygningsoversigt. Under forudsætning af godkendelsen af det formelle grundlag for etablering af Gasværksvejens Skole som ny lokalskole på Vesterbro og etablering af en ny specialskole i Peter Vedelsgade vil der efterfølgende blive fremlagt særskilte anlægsbevillinger til indretningen.

 

 

Økonomi

 

De samlede udgifter til indretning af Vognmagergade 8 til brug for KVUC og SOSU-skolen inkl. lejeudgifter frem til 1. januar 2007 er skønnet til 85 mio. kr. Som led i aftalen om leje af bygningen bidrager udlejer med et indretningstilskud på i alt 25 mio. kr. De resterende udgifter på i alt 60 mio. kr. dækkes via salg af de ejendomme, der frigives i forbindelse med samlingen af KVUC og SOSU-skolen i Vognmagergade.

 

Udlejer har i forbindelse med indgåelsen af lejemålet pr. 1. marts 2005 fremsendt det i kontrakten forudsatte indretningstilskud på i alt 25 mio. kr. Samtidig er lejer (Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen) forpligtet til at betale husleje m.m. fra 1. september 2005 til 31. december 2005, idet der ikke betales leje de første 6 måneder. Huslejen for perioden 1.9 - 31.12.05 udgør 5.833.333 kr. + 1.086.719 kr.(skatter og afgifter m.m.) i alt 6.920.052 kr. Indtægtsbevillingen konteres på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005, konto 3.37.3, rådighedsbeløb for voksenuddannelser.

 

Forvaltningen vil efterfølgende sørge for, at 6.920.052 kr. overflyttes fra anlægsbevillingen konto 3.37.3 til driftsbevillingen konto 3.37.1 Prøveforberedende enkeltfagsundervisning for voksne. Overflytningen vil forventes fremlagt for udvalget på mødet den 27. april 2005 i sagen om bevillingsmæssige ændringer.

 

Indtil de ejendomme, der frigøres ved samling af KVUC og SOSU-skolen, er solgt, vil ombygningen af Vognmagergade samt de løbende huslejeudgifter blive dækket via ovennævnte beløb. Afhængigt af hvornår de frigjorte ejendomme sælges og betalingen forfalder, kan der blive behov for en mellemfinansieringsordning, der i givet fald vil blive drøftet nærmere med Økonomiforvaltningen, der også står for salget af ejendommene.

 

Med henblik på igangsætning af den nødvendige projektering mv. af indretningen af Vognmagergade anmodes om en anlægsbevilling på 2,0 mio. kr. Udgiften afholdes i 2005. Der anvises dækning på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2005 konto 3.37.3, rådighedsbeløb for voksenuddannelser.

 

Der vil senere blive fremlagt særskilt anlægsbevilling til selve indretningen.

 

 

Miljøvurdering

 

Sagstypen er ikke omfattet af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes, da der i første omgang alene er tale om programmering og skitseprojektering.

 

 

Høring

 

Ingen bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

 

Ingen

 

Peter Rasmussen

                                            Jørn Larsen


 

Til top