Det videre arbejde med Udviklingsplaner
Det videre arbejde med Udviklingsplaner
Uddannelses- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 19. september 2001
2. Det videre arbejde med Udviklingsplaner
UUU 268/2001 J.nr. U158/01
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at udvalget godkender udviklingsstrategien: "Udvikling af skoler og institutioner med fælles og individuelt præg" som grundlag for det fortsatte arbejde med udvikling af de Københavnske skoler og institutioner
at udvalget godkender, at skolerne én gang i udvalgets valgperiode fremsender udviklingsplaner, at dette følges op med en midtvejsevaluering, som forelægges for Uddannelses- og Ungdomsudvalget, og at skolerne afslutter udvalgets valgperiode med en samlet slutevaluering
RESUME
Arbejdet med udviklingsplaner i BR-København, som blev iværksat fra skoleåret 1996/97, er blevet eksternt evalueret. Evalueringsrapporten, som udkom i foråret 2001 opstiller 4 konkluderende anbefalinger. Disse anbefalinger har forvaltningen drøftet med skolelederne og styregruppen vedrørende "Målsætning og udviklingsplaner". Alle parter har fundet anbefalingerne relevante som afsæt for det videre arbejde med udviklingen af skolerne i København.
Udviklingsstrategien for 2002-2006 er udformet som en vision for arbejdet med den fortsatte udvikling af Københavns Kommunes skoler og institutioner. Med hensyn til ungdoms- og voksenuddannelsesområdet skal det dog bemærkes, at arbejdet med udviklingsstrategien først påbegyndes i 2003.
Den fælles udviklingsstrategi skal både tilgodese en fælles udvikling for alle skoler og institutioner og tilgodese den enkelte skoles eller institutions udviklingsbehov. Der er tale om et visionspapir, som skal efterfølges af en konkretiseringsfase.
Udviklingsstrategien rummer tre kategorier af udviklingstiltag. Hermed kan strategien tilgodese både centrale og lokale ønsker og udviklingsbehov.
Denne udviklingsstrategi lægger op til, at tilbagemeldingen til det politiske udvalg i hovedsagen bygger på evalueringer. Dette begrundes med, at der sættes fokus på evaluering, som det værktøj skolerne/institutionerne anvender til refleksion over egne praksisændringer, internt og eksternt.
Med denne udviklingsstrategi skal skoler/institutioner udarbejde en plan én gang i udvalgets valgperiode for, hvad de gerne vil i fremtiden. Derefter skal de udarbejde delevalueringer hvert år med tilhørende justering af deres udviklingsplan. Forvaltningen udarbejder en generel midtvejsevaluering på grundlag af skolernes individuelle evalueringer, som forelægges for Uddannelses- og Ungdomsudvalget. I slutningen af valgperioden skal skoler/institutioner udarbejde en slutevaluering over alle fire års arbejde.
SAGSBESKRIVELSE
Udviklingsplaner 1996 – 2000
Arbejdet med udviklingsplaner i BR-København blev iværksat fra skoleåret 1996/97. Udvalget besluttede i august 1999, at skolerne fremover skal indsende udviklingsplaner til forvaltningen hvert 2. år. Næste udviklingsplan skal således afleveres i 2002.
Evalueringsrapportens fire anbefalinger
Udviklingsafdelingen rekvirerede i august 2000 KLEO (Center for kompetence, ledelse, evaluering og organisationsudvikling) på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) til at evaluere arbejdet med skoleudvikling og udviklingsplaner på de københavnske folkeskoler i perioden 1996/97 – 2000/01.
Rapportens konklusion i form af 4 anbefalinger har forvaltningen drøftet med skolelederne og styregruppen vedrørende "Målsætning og udviklingsplaner". Alle parter har fundet anbefalingerne relevante som afsæt for det videre arbejde med udviklingen af skolerne i København.
De 4 anbefalinger er følgende:
- Diskuter og afklar den styringsforståelse, der arbejdes med
- Tænk i målrettet udfordringer i praksis
- Prioriter at arbejdet med udviklingsplanen skal give anledning til pædagogisk refleksion og ny handling
- Sørg for tæt opfølgning
Udviklingsstrategien 2002 – 2006
"Udvikling af skoler og institutioner med fælles og individuelt præg"
Udviklingsstrategien er udformet som et visionspapir som grundlag for arbejdet med den fortsatte udvikling af Københavns Kommunes skoler og institutioner. Det er en fælles udviklingsstrategi, som både tilgodeser en fælles udvikling for alle skoler og institutioner og tilgodeser den enkelte skoles eller institutions udviklingsbehov.
Udviklingsstrategien tilgodeser den eksterne evaluerings 4 anbefalinger og tilføjer derudover følgende perspektiver eller temaer:
- at videreudvikle samvirket mellem politisk niveau, forvaltningsniveau og skole/institutionsniveau om udvikling af skoler og institutioner i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens regi
- at samvirket mellem forvaltning og skole/institution tager udgangspunkt i den enkelte skoles eller institutions engagement og behov
- at reducere skolers og institutioners udviklingspres ved at give skoler og institutioner mulighed for at vælge fokus og arbejde grundigt med et begrænset antal temaer, og dermed mulighed for at vælge andre udviklingstemaer fra
- at skabe sammenhæng på tværs af de enkelte forvaltningsområder m.h.p. tværgående udvikling af skolers og institutioners praksis
- at skabe grundlag for et stærkt og fagligt velfunderet udviklingsmiljø i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, som sammen med eksterne parter kan sikre kvalitet i udviklingsarbejdet og i efter- og videreuddannelsen
- at skabe grundlag for selvudvikling på skoler og institutioner
Udviklingsstrategien som idegrundlag har været drøftet med lederne af
serviceinstitutionerne og konsulenter fra bydelene. Derudover har den været drøftet med alle skoleledere på dialogmøder i august/september.Udviklingsstrategien rummer tre kategorier af udviklingstiltag
Udviklingsstrategien rummer tre kategorier af udviklingstiltag. Hermed kan strategien tilgodese både centrale og lokale ønsker og udviklingsbehov.
- Centralt definerede udviklingsprogrammer med et bredt defineret indholdsfelt, som ramme om skolers/institutioners individuelle projekter
- Lokalt definerede udviklingsprojekter, som begrundes i skolers/institutioners/lokal-områders særlige udviklingsbehov
- Udviklingstiltag til den videre udvikling af eksisterende praksis/projekter
I vedlagte bilag om udviklingsstrategi fokuseres der i særlig grad på, hvordan de centralt definerede udviklingsprogrammer beskrives.
Udviklingsprogrammer
Udviklingsprogrammer defineres og beskrives via en manual med 11 punkter:
- Faktuelle oplysninger
- Udviklingsprogrammets grundlag og reference
- Eksterne begrundelser for valg af udviklingsprogram
- Indholdsmæssige forhold, målsætning og succeskriterier
- Kompetenceudvikling på flere niveauer
- Den internationale dimension
- Evaluering
- Forskning
- Formidling
- Ressourcer
- Skriftlig aftale mellem parterne
Det konkrete indhold i udviklingsprogrammets 11 punkter formidles til skoler/institutioner via en udviklingsavis, således at de får mulighed for at blive fortrolige med indhold, rammer og vilkår, før der søges om deltagelse i programmet.
Tilsvarende er det skolers/institutioners opgave at beskrive deres individuelle projekt inden for programmets ramme, herunder deres mål og succeskriterier. Det er deres ansvar at få dette diskuteret og besluttet sammen med skolens/institutionens bestyrelse og pædagogiske råd. Ligesom det er skolens/institutionens opgave at sikre, at det enkelte projekt bliver en del af skolens/institutionens udviklingsplan.
Udviklingsprogrammets fire kvaliteter
Arbejdet med udviklingsprogrammer har som forudsætning, at udviklingsarbejdet på den enkelte skole/institution har fire centrale kvaliteter som omdrejningspunkt:
- Læreres/pædagogers engagement inden for faglige, pædagogiske og/eller socialpædagogiske temaer
- Evaluering af egen praksis. Evaluering er udgangspunktet for skolens/institutionens justering af udviklingsplan og for samarbejdet med forvaltningen
- Den enkelte skoles/institutions udviklingsplan er fortsat drejebog og kontekst for skolens/institutionens arbejde med udviklingsopgaver. Hermed sikres en sammenhængende udvikling på den enkelte skole/institution
- Netværksdannelse og vidensdeling på tværs mellem skoler/institutioner og på langs mellem niveauerne skal støtte kompetenceudvikling og dermed muligheden for selvudvikling, når programmet ophører
Evaluering af udviklingsstrategien
Den samlede udviklingsstrategi evalueres efter 4 år. Evalueringen rettes mod skolers og institutioners udvikling af praksis med særligt fokus på de fire kvaliteters betydning for skolers/institutioners praksisændringer.
De enkelte udviklingsprogrammer evalueres hver for sig efter nærmere beskrevne retningslinier, som kan være forskellige fra program til program.
Skolers og institutioners samspil med det politiske udvalg og forvaltningen
Fokuseringen på evaluering som skolernes/institutionernes interne værktøj til refleksion over egne praksisændringer, giver mulighed for en anderledes tilbagemelding til det politiske system og til forvaltningen.
Tidligere afleverede skolerne deres udviklingsplaner og institutionerne deres årsplaner for, hvad de ville gøre i fremtiden. Med denne udviklingsstrategi skal de kun aflevere en plan én gang i udvalgets valgperiode for, hvad de gerne vil. Derefter skal de udarbejde delevalueringer hvert år, som omhandler, hvad de har gjort, erfaret og lært i forbindelse med det foregående års udviklingstiltag. De konsekvenser, de må tage på baggrund af den årlige evaluering, skrives ind i udviklingsplanen som en justering. Forvaltningen udarbejder en generel midtvejsevaluering på grundlag af skolernes individuelle evalueringer, som forelægges for Uddannelses- og Ungdomsudvalget.
I slutningen af en valgperiode skal skoler/institutioner udarbejde en slutevaluering over alle fire års arbejde.
Politikere og forvaltning vil således løbende få mulighed for at følge og støtte skolerne og institutionerne i deres arbejde med at udvikle praksis.
Skoleåret 2002/03
I skoleåret 2002/03 kan den kommende udviklingsstrategi kun delvist blive implementeret, hvilket skyldes, at ikke alle indsatsområder bliver afsluttet. Det er tidligere blevet meldt ud til skolerne, at de sidste tre indsatsområder: undervisningens organisering, samtalen i skolen og undervisningsmidler først afsluttes til sommeren 2003. Skoleåret 2002/03 vil derfor rumme elementer fra den afsluttede periode og samtidig rumme elementer af dens forsættelse.
Tidsplan for implementering af udviklingsstrategi
Den 3. oktober 2001 fremlægges for Udannelses- og Ungdomsudvalget forslag til udviklingsprogrammer til godkendelse.
Den 6. november 2001 udsendes en udviklingsavis. Den vil indeholde beskrivelser af udviklingsprogrammer inklusiv forvaltningens bud på ressourcer, manual for skolernes beskrivelse af individuelle projekter og beskrivelse af de udviklingsopgaver som fortsætter fra indeværende år.
Fra den 15. november 2001 – til den 15. januar 2002 føres udviklingssamtaler mellem skolens ledelse og udviklingsgruppe og forvaltningen med henblik på skolens/institutionens satsning i 2002/03.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Høring
Ingen bemærkninger
Andre konsekvenser
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
Peter Rasmussen
Dorrit Christensen