Mødedato: 17.08.2005, kl. 14:30

Reviderede grønne budgetmål samt overførsel af midler til opfyldelse af disse

Reviderede grønne budgetmål samt overførsel af midler til opfyldelse af disse

Uddannelses- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 17. august 2005

 

 

24.      Reviderede grønne budgetmål samt overførsel af midler til opfyldelse af disse

  J.nr. 272047

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller over for Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

 

at      udvalget godkender det vedlagte, reviderede grønne budgetmål for 2006

 

at     forvaltningen bemyndiges til at udarbejde et teknisk ændringsforslag til budget 2006, der indebærer, at der anvendes 0,4 mio. kr. til indførelse af miljø- og energiledelsesformål med henblik på opfyldelse af det reviderede, grønne budgetmål. Ændringsforslaget indebærer, at udvalgets budgetramme for 2006 forhøjes med 0,4 mio. kr., der finansieres ved en samtidig reduktion af Miljø- og Forsyningsudvalgets budgetramme og konto 6.51 Energipulje (puljen til miljø- og energiledelse) under Miljø- og Forsyningsudvalget med et tilsvarende beløb, jf. ØU 138/05 (BR 234/05)

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen besluttede den 28. april 2005 at konvertere kommunens Energipulje til en Miljø- og Energiledelsespulje for at støtte op om  miljø- og energiledelsesarbejdet i forvaltningerne.

 

Borgerrepræsentationen besluttede desuden at indføre modellen for grønne budgetter og at indarbejde dem fra og med budget 2006 (BR236/05).  Økologi og miljøcertificering er valgt som de prioriterede indsatsområder for 2006, og forvaltningerne er på baggrund af konverteringen blevet bedt om at revidere deres grønne budgetmål.

 

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen tager forbehold over for Miljø- og Forsyningsforvaltningens forudsætning om, at tildeling af midler fra Energipuljen kan finansiere indførelsen af miljøledelse.

 

 

 


SAGSBESKRIVELSE

Grønne budgetmål

Formålet med de grønne budgetmål er at sikre, at de enkelte forvaltninger årligt fastlægger mål, der tilsammen sikrer, at kommunens fælles miljømål nås. Miljømålene  hentes fra Agenda 21-planen eller Dogme 2000. For budgetåret 2006 er der peget på områderne "økologiske fødevarer og miljøcertificering" som budgetmål.

 

Målet for omlægning til økologi er, at andelen af økologiske fødevarer i kommunale institutioner inden 2009 er oppe på 75%. En stor del af de københavnske skoler har gennem KØSS-projektet allerede omlagt til økologi, og som det fremgår af de grønne budgetmål (se bilag), er målopfyldelsen på skolerne godt på vej. Skolerne har sammen med andre af kommunens kantiner og køkkener deltaget i "Dogme Økologi Projektet", som til og med 2005 er finansieret af Københavns Kommune og Fødevare Erhverv. Finansieringen til omlægning og fastholdelse af økologi frem til 2009 forventer Miljøkontrollen at få dækket i forbindelse med budget 2006. Uddannelses- og Ungdomsudvalget kan derfor forventes at blive holdt udgiftsneutral i forhold til indsatsen på økologiområdet.

 

Med Agenda 21-planen blev det vedtaget, at alle institutioner i Københavns Kommune skal miljøcertificeres inden 2009. For at støtte processen gennem tildeling af  midler til ansættelse af én ankerperson i hver forvaltning ansøgte Miljøkontrollen i foråret 2005 Borgerrepræsentationen om konvertering af Kommunens Energipulje til en miljø- og energiledelsespulje. Allerede inden da var forvaltningerne imidlertid blevet bedt om at indgive grønne budgetmål for miljøledelsesarbejdet i 2005 og 2006. Dette ud fra den forudsætning, at arbejdet skulle ske via egen finansiering.

 

Den 28. april 2005 besluttede Borgerrepræsentationen (BR234/05) at konvertere Kommunens Energipulje til en miljø- og energiledelsespulje, hvorfra hver forvaltning får midler til ansættelse af én ankerperson samt til certificeringsomkostningerne.  For 2005 er der tale om et beløb på 0,3 mio. kr. og for 2006, 2007 og 2008 om et beløb på 0,4 mio. kr. Tilførslen af midler fra energipuljen til forvaltningen i denne periode skal afspejle sig i de grønne budgetmål i form af et øget antal certificerede institutioner, hvorfor forvaltningerne er blevet bedt om at revidere budgetmålene.

 

I bilaget er angivet forvaltningens bud på målopfyldelsen for 2006. Som det ses, forventer Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen i 2005 og 2006 ikke at kunne certificere nye institutioner, men det forventes, at ca. 108 institutioner vil være i gang med processen og at de vil være certificeret i 2007. Årsagen til at forvaltningen i 2005 og 2006 ikke kan certificere nye institutioner er, at der ikke før tilsagnet om midler til ansættelse af en ankerperson kunne tages kontakt til skoler og institutioner om opstart af processen. Miljøledelsesarbejdet kan derfor først påbegyndes i efteråret, og da indførelse af miljøledelse tager ca. 1 år, kan certificeringerne først forventes gennemført i starten af 2007.

 

 

 

Økonomi

 

Konvertering af energipuljen til en energi- og miljøledelsespulje sker for at dække forvaltningernes udgifter til indførelse og drift af miljøledelse i kommunens institutioner. Som beskrevet kan der imidlertid rejses tvivl om, hvorvidt midlerne kan dække udgifterne. Udvalget bør derfor være opmærksom på, at der med den nuværende fordeling af midler kan blive udgifter, som udvalget selv skal finansiere.  

 

 

Miljøvurdering

Sagen er omfattet af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets positivliste over sager, der skal miljøvurderes. Sagen er derfor blevet miljøvurderet og har ikke væsentlige miljømæssige påvirkninger. Det kan bemærkes, at udarbejdelse af grønne budgetter ikke i sig selv vil medføre miljøforbedringer, men at kommunen herigennem kan fremme miljøindsatsen ved at have fokus på højt prioriterede områder på tværs af kommunen. Grønne budgetmål kan således ses som et værktøj til at følge op på målene i blandt andet Agenda-21 planen.

 

 

Høring

Ingen bemærkninger.

 

 

BILAG VEDLAGT

  • Reviderede grønne budgetmål 2006

 

 

 

 

Peter Rasmussen

                                            Michael H. Olsen

 


 

Til top